Lea Korsgaard kåret til Årets Redaktør

Lea Korsgaard er netop blevet kåret som Årets Redaktør ved Redaktørernes Døgn i Svendborg. »Det er personligheden, den ledelsesmæssige styrke og redaktørrollen, vi belønner her. Ikke hvad der kan tjene flest penge derude i markedet,« sagde jurymedlem Lisbeth Knudsen i pristalen

Zetlands chefredaktør og medstifter, Lea Korsgaard, er kåret til Årets Redaktør. Det skete her til aften ved Redaktørernes Døgn i Svendborg.

»I et kollektivt projekt som Zetlands er det tit uklart, hvem der sidder med ansvaret. Men i tilfældet Lea Korsgaard er der ingen tvivl om, hvem der tegner butikken udadtil. Med engagement og en høj medieprofil driver Lea et af Danmarks nye mediehuse,« lød det fra jurymedlem Lisbeth Knudsen, chefredaktør og direktør i Mandag Morgen.

Der var tre nominerede til prisen. De to andre var indholdschef ved DR Nyheder Sandy French og redaktør for Fagbladet 3F's medier Jonas Højlund.

»Vi har valgt den af de tre, som særligt i år har stået for et nyt, ambitiøst og modigt projekt. Selv om vi endnu ikke har set projektets bæredygtighed. Og selv om nogen om et stykke tid kan komme og sige, at det var lige vel overilet. Men det er personligheden, den ledelsesmæssige styrke og redaktørrollen, vi belønner her. Ikke hvad der kan tjene flest penge derude i markedet,« sagde Lisbeth Knudsen i pristalen.

I juryen sad også redaktionschef på Politiken Jakob Nielsen, redaktør på Realityportalen Jeanet Rosenkjær Horstmann og sidste års vinder, Dorthe Carlsen.

Vil skabe kultur, der arbejder i samme retning

Prisen består ud over æren af en bronzeskulptur af Erik Heide.

Lea Korsgaard stiftede Zetland sammen med Silke Bock, Hakon Mosbech og Jakob Moll. Zetland startede med at udgive singler. I dag er ambitionen at give læserne et "dagligt overblik og dybe perspektiver på tidens vigtigste historier".

Du kan læse hele historien om Det Nye Zetland i Journalistens longread om mediehusets genfødsel.

»Jeg er så opsat på at skabe en kultur, der arbejder i samme retning, og hvor man ikke bitcher over nogen,« siger Lea Korsgaard blandt andet i artiklen.

Redaktørernes Døgn arrangeres af Danske Medier.

0 Kommentarer