Le Mondes verden bliver større …

Den franske avisverden bliver mindre, men Le Mondes verden bliver større. Den seriøse eftermiddagsavis uden nyhedsfotos har i løbet af de seneste fem år haft en oplagsfremgang fra 354.000 til over 400.000, samtidig med at der er startet en lang række nye aktiviteter.

Medieforskere troede, at mediemarkedet Frankrig var mættet med nyhedsblade. Ikke desto mindre har Le Monde fået succes med et månedsblad Le Monde 2, der gengiver artikler fra den daglige avis. Der er blot den forskel, at artiklerne i månedsbladet serveres med billeder. Le Monde 2 er siden sit første nummer i november 2000 gået frem fra 160.000 til 238.000 (september 2001). Sommernummeret med bikinipiger på forsiden blev solgt i næsten 300.000 eksemplarer. Bladet koster ca. 28 kr. i løssalg.

"Andre aviser kunne have fundet på samme ide, men kun Le Monde har været selvglad nok til at gennemføre den," siger en fransk medieforsker.

I juli købte Le Monde den nærmeste konkurrent til sit månedsblad: Courier International. Det er et nyhedsblad med et oplag på 160.000, der gengiver artikler fra udenlandske blade iberegnet Danmark. Le Monde har i forvejen det udenrigspolitiske månedsblad Le Monde Diplomatique (300.000). Dertil kommer blandt andet Le Monde Education om undervisningsproblemer, der sælges i 65.000 eksemplarer, og det finkulturelle filmblad Cahiers du Cinemas, hvis oplag på et år er steget 60 procent til 37.000. Le Mondes hæfter bruges som opslagsværker og til undervisningsbrug.

 

Udgiver regionale ugeblade
Den parisiske eftermiddagsavis bredte sig i juli 2000 til Languedoc i Sydfrankrig med købet af bladhuset Midi Libres tre aviser med et oplag på ialt 262.000. Samtidig har man igangsat provinsielle ugeblade som Tout Toulouse, La Semaine des Nimes, La Semaine du Rousillon og Le Journal du Milau. Lokale ugeblade i Frank-rig klarer sig i kraft af deres flere annoncer bedre end lokalaviserne.

Le Mondes ejerforhold er specielle. Aktiekapitalen deles af 360 af avisens nuværende eller tidligere journalister, en gruppe af læsere og siden 1995 også "eksterne investorer" i ind- og udland med tilknytning til avisen. For at få tilført ny kapital til en yderligere ekspansion vil Le Monde bryde med sin traditionelle økonomiske uafhængighed og blive børsnoteret.

Den nuværende chefredaktør Jean-Marie Colombani vendte tilbagegang til fremgang, da han i 1995 forandrede konceptet lidt, men ikke mere end avisens kernelæsere ville tolerere. De lange artikler blev forkortet. Der blev gjort mind-re ud af officielle begivenheder og mere ud af hverdagsbegivenheder som f.eks. livet i parisiske forstæder, kultur, sexproblemer og sport. Under VM i forbold i 1998 kom den daglige avis med et ti siders supplement om fodboldkampe. Men nyhedsbilleder bandlyses stadig til fordel for karikaturtegninger.Et fremskridt er det imidlertid, at et bladhus, der for ti år siden ikke havde computere, er gået på internettet. http://www.lemonde.fr/ er den mest besøgte hjemmeside i Frankrig i dag.

0 Kommentarer