Han er kendt for at arbejde i krigens kulisse, men i en uge i oktober befandt han sig med sit kamera i modeverdenens kulisse. Kendte udenlandske medier har fået øje på Joachim Ladefoged, som i sommer blev optaget i verdens mest anerkendte fotogruppe Magnum. JOURNALISTEN var med ham på modereportage i Paris.

"Det her er fuldstændig vildt. Det er dybt latterligt og dybt fascinerende på en gang."
Joachim Ladefoged er godt i gang med sin fjerde Kodakfilm på en halv time. Han er omgivet af et mylder af postkasserøde læber, lange dameben og eksklusivt tøj.
"Joachim Ladefoged, Le Monde, backstage" står der på plastikskiltet, han har klipset på sin sorte hættejakke. Det franske dagblad Le Monde har hyret den danske freelancefotograf Joachim Ladefoged i syv oktoberdage til at dække modeugen i Paris.
Han er én af de få fotografer, der er akkrediteret til at være her bag scenen – i modellernes 'sminke- og påklædningsværelse'. Flere hundrede andre fotografer står på den anden side af tæppet med kæmpestore linser og venter på, at der kommer liv på catwalken i én af de store sale på Louvre. Det er her, det officielle Valentino-show udspiller sig.
Ladefoged vil noget andet. Han gider ikke de traditionelle modebilleder taget på catwalken. Han vil arbejde med sit kamera her bag scenen, hvor der er mulighed for at fange øjeblikke, som ikke er brikker i et iscenesat show.
"Hvis Le Monde vil have billeder af tøj og smukke kvinder, så skulle de have hyret en modefotograf. Jeg er her for at lave reportage. Jeg nægter at stå og tage billeder med en tele og arbejde som en anden fodboldfotograf," siger Ladefoged.
Hans erfaring med modefotografi begrænser sig til et vintermodeshow i Magasin i Århus i hans læretid på Århus Stiftstidende for otte år siden.
"Det er vist himself," hvisker Ladefoged og nikker over mod en nydelig herre, der opfører sig som en hovedperson. Valentino vimser rundt og retter lidt på modellernes kraver, kjoler og hår, og indimellem deler han kindkys ud.
Valentino og hans modeller ligner lige nu nogen, der kunne sælge adrenalin i litervis. De er snart på. Om få minutter er det Valentino, der skal vise tøjindkøbere og den internationale presse, hvad modehuset kan byde på.

Vil ikke være krigsfotograf
"Jeg betragter det her modeshow som ren overflade. Mode har ikke noget med den virkelige verden at gøre. Men jeg tiltrækkes af det ekstreme. Krig er ekstremt på én måde, det her er ekstremt bare i en helt anden retning," fortæller Joachim Ladefoged, mens kameraet får et minuts pause.
Joachim Ladefoged er kendt for sine billeder af angst, sorg og død i Albanien og Kosovo. Og det står i skærende kontrast til, hvad han og hans Canon fanger i den sminkede modeverden i Paris. Men det er meget bevidst, at han ikke hele tiden arbejder i krigens kulisse.
"Det er hamrende farligt, det er enormt opslidende, og jeg bliver hjernedød af det."
"Jeg vil ikke være krigsfotograf," er en bemærkning, Joachim Ladefoged ofte lader falde.
Også art director'en på Le Monde har én gang hørt Ladefoged sige det ved én af de mange prisoverrækkelser, hvor Ladefoged er blevet hædret for sine billeder. Og det er noget af forklaringen på, hvorfor Le Monde tilbyder ham opgaven som modefotograf i en uge.
"Du vil jo så gerne lave noget andet," som art director'en sagde, da hun ringede til Ladefogeds mobiltelefon i sommer og tilbød ham den utraditionelle opgave.
Og denne sommer og dette efterår har der været mange udenlandske kunder på Ladefogeds mobil. Newsweek, Liberation, National Geographic, et schweizisk magasin, et hollandsk … Indimellem føler Joachim Ladefoged sig mere verdensberømt uden for Danmark end herhjemme.
Gennembruddet var, da han som 27-årig Politiken-fotograf i februar 1998 vandt to priser ved World Press Photo.
"Det var World Press Photo, der satte det hele i gang. Det gjorde mig voksen ret hurtigt. Jeg gik egentlig dengang og hyggede mig meget godt som fotograf, og så var det, som om min mødom blev taget. Pludselig var der alle forventningerne, jeg skulle leve op til. Og pludselig skulle jeg sætte ord på, hvad jeg lavede og hvorfor," fortæller Ladefoged, som hurtigt derefter opgav sit faste job på Politiken "for at slippe for vagtskemaet".
Siden har han fyldt godt op på sit cv.
Samme år hentede han blandt andet to førstepriser ved Årets Pressefoto, senere blev det en førstepris ved Fotofestivalen Perpignan 1999 og en særpris ved Fotofestivalen i Gijon. Og i år er det strømmet ind med anerkendelser, der er kryds værd i Ladefogeds personlige kalender.
I år har han ganske vist måttet se til, mens fire andre danske fotografer hentede World Press Photo-priser. Men i maj tog han til gengæld igen gåturen op på et ikke ligegyldigt prisoverrækkelses-podie – han modtog Life Magazines pris for årets bedste magasin-fotos i USA. Det var Albanien-billeder, som New York Times Magazine bragte over otte sider. Billeder, som indgår i fotobogen Albanians, som Joachim Ladefoged udgav i foråret.
Og så var der den 29. juni i år.

"Hey man, you are in!"
"Yyeeaaahhh Magnum."
Jubeludtrykket er det eneste, der står i Joachim Ladefogeds elektroniske kalender den 29. juni.
Den dag ringede én af hans største fotoforbilleder til ham på mobilen.
"Hey, man, you are in!"
Det var den canadiske fotograf Larry Towell fra verdens mest anerkendte fotogruppe Magnum, der var i røret. Han ville fortælle Ladefoged, at en enig fotografgruppe i Magnum havde sagt ja til at optage Ladefoged i deres gruppe – som nomineret medlem.
Ladefogeds arme havde svært ved at komme ned igen den eftermiddag. Han havde igen opnået en tilstand af arbejdslykke. Og han løb ud til sine fotografkolleger med armene i vejret.
"Magnum-fotografer har altid stået for mig som det største, det bedste. Og nu var jeg én af dem," fortæller Joachim Ladefoged, som ikke lægger skjul på, at hans fotografiske ambition altid har været at blive én af de bedste.
"Jeg ved godt, at mange synes, at Magnum er et galehus med en bunke forkælede kunstnere, der render rundt i deres egen verden og slås for billeder."
– Men hvorfor skal du ind i det selskab?
"Fordi jeg nok selv er sådan én. Jeg er en egotripper. Jeg er forfærdelig at arbejde sammen med nogen gange, for jeg vil bestemme selv. Man skal være fanatiker for at bringe fotografiet derhen, hvor det bliver ypperligt. Hvis billederne skal derhen, hvor de flytter noget, hvor man har givet alt i sig, så er der ikke plads til så meget andet i ens liv."
"Men Magnum skal ikke blive hele mit liv. Der er to ting, jeg ikke vil ofre; mit helbred og mit ægteskab."
Han tog ikke ud og festede hele natten den dag, han blev Magnum-fotograf, men snakkede og snakkede med sin kone. For han vidste godt, at det ville blive endnu et skridt i en retning med få nætter på Nørrebro og mange uden for Danmark.
"Jeg ved jo godt, at det ikke er en dans på roser. På den ene side er det det, jeg gerne vil, omvendt er det pissehårdt hele tiden at være ude at rejse."

Et liv i en rejsetaske
Og stort set lige siden har han boet i en sort rejsetaske. Lige nu bor han og tasken på Rue de Pascal. Fem dage før boede de en uge i New York. Før det fem dage i Irland og Skotland for Newsweek. Ni dage i Kenya for et hollandsk magasin. Fem dage i Perpignan til fotofestival. I London to dage og i Paris to dage for at besøge Magnum. To gange til Sverige for henholdsvis Newsweek og et amerikansk golfmagasin. Otte dage i Kosovo for den nationale kunstfond i Schweiz …
Så der er mange "hej skat, jeg savner dig-samtaler" på Ladefogeds mobiltelefon.
"Det har været nogle vilde måneder. Alt for vilde. Men nu siger jeg altså også nej tak til udenlandske opgaver resten af efteråret. Det skulle da lige være, hvis Stern ringede og gav mig tre uger et sted og otte opslag …" siger Joachim Ladefoged og griner, fordi han ved, at det tilbud er urealistisk.
Foreløbig har han holdt fast. I Paris sagde han for eksempel nej til en opgave i Afrika for det franske National Geographic.
"Men det handler jo om at sige ja, mens man er hot. At fylde nogle rigtige navne på mit cv. Og jeg er selvfølgelig nødt til at please Magnum her i starten."
Magnum får 35 procent af det, Joachim Ladefoged tjener. Og selv om mange af de medier, han de seneste måneder har fotograferet for, lyder store, så er honorarerne det ikke. Flere af de udenlandske medier betaler kun 1.000 kr. i dagsløn.

Få penge i store opgaver
"Min kassekredit har det ikke godt. Men heldigvis har jeg en sød jysk bank," konstaterer Ladefoged, som har måttet erkende, at international berømmelse ikke er lig med berigelse. Og det forsøger Ladefoged og Nørre Nebel Sparekasse så at leve med.
"Folk tror ofte, jeg tjener kassen. Det er så absolut ikke tilfældet."
De mange rejser er med til, at hans freelance-forretning i Danmark faktisk ikke kører særlig godt. Han kunne godt tænke sig flere opgaver herhjemme. Han føler sig mere påskønnet ude i verden.
"Jeg ville enormt gerne lave reportage for danske medier. I _Danmark handler det måske mere om at være en flink fyr end at være en dygtig fotograf. Hvis det gik efter antallet af priser, så ville jeg jo få langt flere opgaver derhjemme. Måske er der også mange, der ikke tør ringe til mig, fordi de tror, jeg er en stjerne."
"Derfor er det bare så dejligt, når Le Monde ringer til mig. De har prioriteret og valgt mig, fordi de tror på det, jeg kan."
Han bander dog adskillige gange over opgaven i løbet af Pariser-dagene. Syv shows om dagen, som han skal dække. Han har fået det forhandlet ned fra ni til syv. I går tog han 36 film. I dag bliver det sikkert det samme. Dagen starter klokken ni på avisen, og i går blev den 22.30, før den sluttede.
I kiosken ved Louvre står dagens Le Monde på standeren. Øverst til højre på forsiden er der et lille Ladefoged-billede med henvisning til side 31, hvor avisen bruger tre andre af hans billeder. Avisen har altså bragt fire ud af de 1.296 billeder, han tog i går.
"Hvorfor skal jeg okse rundt til en bunke shows, når der alligevel ikke er noget plads. Og så vælger de ikke de bedste billeder. De vil ikke vise fotografi, men mode," siger en sur Joachim Ladefoged, som trøster sig med, at han får nogle gode billeder med hjem til sig selv.

Løbende modeller
Men herinde bag scenen hos Valentino er han i sit foto-es. Da showet går i gang, stiger intensiteten. Med lidt overfladisk skvalderlatter og ekstra mange kindkys forsøger arrangørerne at dække over deres nervøsitet.
Der er små skænderier med flere af fotograferne, som står i vejen, og også Joachim Ladefoged får skældud af én af Valentinos _bodyguards og bliver smidt nogle meter væk fra indgangen til catwalken, hvor modellerne står og tripper, til det bliver deres tur på scenen. Hvert minut sender Valentino en model ind på catwalken. Når de kommer ud fra spotlighten, bryder de fuldstændig catwalk-gangarten og løber i deres stiletter, mens de samtidig begynder at hive tøjet af – for om få minutter er de på igen – bare iført noget andet tyndt og smukt.
"Det er så fedt med de løbebilleder. Det ser vildt ud," siger Ladefoged, mens han og hans kamera nærmest kaster sig over de løbende stiletter.
Pludselig vender alles opmærksomhed og kameraer sig mod én mand.
"Gud, det er Hugh Grant. Her sker da noget," konstaterer Joachim Ladefoged og skyder et par billeder af den kendte skuespiller.
En halv time efter er det hele forbi. Fotograferne slås for at få det bedste billede af et champagnedrikkende Valentino-hold.
"Fotografer er så ekstremt aggressive her," konstaterer en kvindelig tv-fotograf, der opgiver at få billeder af champagne-seancen. Joachim Ladefoged kæmper for ikke at blive væltet ned af en plastikstol.
Valentinos modeshow er slut. Nu står den på Jean Charles de Castelbajac et helt andet sted i byen. Det show er programsat et kvarter senere.

Le Monde åbner døre
Joachim Ladefoged forsøger at overhale flest muligt hele vejen ud af Louvre. Lige uden for udgangen holder Le Mondes chauffør.
"Hold kæft, hvor jeg sveder. Jeg lugter vist af ged nu," siger Joachim Ladefoged, da bilen begynder at køre.
Han roder i papkassen med film. Han har fået leveret 100 nye film i dag.
"Jeg kom til at tage otte film derinde, det er mere, end jeg må."
Le Monde har lagt begrænsninger på, fordi de håndkopierer alt og derfor drukner i arbejde, hvis de hver dag skal klare 50 Ladefoged-film.
"På Le Monde foregår tingene som på Kong Ruders tid," siger Ladefoged, som er rystet over, at avisen ikke maskinfremkalder og stadig bruger mørkekammeret ude i byen.
Næste modeshow foregår ved foden af Eiffeltårnet. Her har Joachim Ladefoged ikke de rigtige akkrediteringer til backstage, men det går, når han et par gange har sagt Le Monde.
"Bare jeg siger Le Monde, så åbnes dørene til steder, hvor jeg ellers aldrig ville kunne komme ind. Det er altså rigtig fedt."
Le Monde-effekten er så stor, at den igen også redder JOURNALISTEN med ind backstage.
Bag scenen virker det som en løssluppen champagne-fest. Modellerne hos Castelbajac har alle ret barbieagtigt stort hår og tegneserie-inspireret tøj. Her er noget helt andet for Ladefogeds kamera.
I næsten en time er hans fotoliv Castelbajac. Så går turen til Dior, til … og først efter show nr. syv og 34 film senere kommer Ladefoged tilbage til avisen. Klokken er 22.20, og humøret er ikke særlig højt.

Paradis på Politiken
"Jeg har kun fået en crepe med Nutella til aftensmad, og nu er jeg for træt til at spise," siger en mand, der lige nu både hader mode og Le Monde.
"Hvorfor skal jeg dække syv shows, når de alligevel kun har plads til tre billeder."
På vej op ad trappen til billedredaktøren diskuterer han med sig selv, om han skal tage et opgør. Han er træt af, at han knokler rundt for at tage anderledes reportage-billeder, og avisen så de foregående dage har valgt at bruge de billeder, hvor man bedst kan se tøjet. Billedredaktøren sidder med kontaktark fra dagens første fem shows – 28 kontaktark, hvor hun har sat kryds ved 35 billeder.
"De billeder, du har valgt, er noget shit. Du vælger efter et hensyn til moden, du vælger ikke ud fra det bedste billede," siger en irriteret Joachim.
"Du er flabet," siger billedredaktøren og undskylder sig med, at det er journalisten, der vil have de billeder.
En arbejdstræt Joachim Ladefoged forlader en halv time senere Le Monde og er alt andet end parat til en ny modedag i morgen.
"At være i et vagtskema på Politiken er det rene paradis sammenlignet med det her."