Den franske efterretningstjeneste har på ordre fra regeringsfolk brudt loven for at fange en anonym kilde, skriver Le Monde. Lige så alvorligt som at aflytte journalisters telefoner, mener Reportere uden Grænser.
Den franske avis Le Monde skriver i dag, at personer i præsidentens eget kabinet har brudt den franske lovgivning om kildebeskyttelse. Ifølge Le Monde har embedsfolk brugt efterretningstjenesten til at afsløre en anonym kilde i regeringen, der lækkede oplysninger til Le Monde.
Oplysningerne handler om en sag, der involverer arbejdsminister Eric Woerth og L'Oreal-arvingen Liliane Bettencourt.
Frankrig har ellers i januar i år lavet en ny lov, der skulle gøre det nemmere for pressen at beskytte sine kilder. Loven blev lavet efter valgløfter fra præsident Nicolas Sarkozy, men nu er det altså folk fra hans eget kabinet, der er mistænkte for som de første at bryde den.
Pressefrihedsorganisationen Reportere uden Grænser mener, at anklagerne skal tages meget alvorligt. Hvis de er sande, er det en trussel imod den franske pressefrihed.
»Reportere uden Grænser understreger, at lovgivningen om beskyttelse af kilder i dag udgør en af de bærende søjler i pressefriheden i Frankrig, og den er essentiel for undersøgende journalistik. Det ville være uacceptabelt, hvis politiets efterretningstjeneste er blevet brugt til at krænke informationsfriheden,« skriver organisationen på sin hjemmeside.
Reportere uden Grænser er selv stiftet i Frankrig. Organisationen opfordrer til, at det franske parlament tager sagen op og kræver en uafhængig undersøgelse.
»Hvis Elysée-paladset virkelig har beordret regeringsfolk at bryde loven om kildebeskyttelse i Woerth-Bettencourt-sagen, så er det en krænkelse af pressefriheden på højde med at aflytte journalisters telefoner,« skriver Reportere uden Grænser.
Ifølge Le Mondes artikel i dag er en embedsmand ved navn David Sénat blevet afsløret ud fra oplysninger om hans telefonsamtaler. Sénat var rådgiver i justitsministerens kabinet og er ifølge Le Monde blevet presset til at træde tilbage – til gengæld er han blevet tilbudt en stilling i Fransk Guyana.
Le Monde vil nu sende en official klage over myndighederne for at bryde loven. Elyssée-paladset har afvist alle anklager.
Du kan læse Le Mondes leder om sagen her (på fransk).
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.