Den anerkendte franske avis Le Monde blev i går solgt til en gruppe investorer fra den politiske venstrefløj. Den franske præsident raser.
Le Monde, som er en international anerkendt avis, har været ejet af medarbejderne siden opstarten i 1944. Det ejerskab sluttede dog i går, hvor et konsortium fra den politiske venstrefløj købte den gældsplagede avis. Det skriver New York Times.
Avisen har været i økonomiske problemer i årevis og var lukningstruet, hvis der ikke blev tilført frisk kapital. Konsortiet stod som det eneste klar med et købstilbud, og prisen menes at ligge omkring 110 millioner euro.
Den franske præsident Nicolas Sarkozy har udtrykt sin utryghed ved salget. Flere medlemmer af købergruppen bidrager således med millionbeløb til venstrefløjspolitikere i valgkampen, og præsidenten er bange for, at avisen nu mister sin politiske uafhængighed.
Nicolas Sarkozy har endda indkaldt avisens chefredaktør til et møde, hvor han advarede imod et salg. Det møde tog medarbejderne dog meget ilde op og så det som direkte politisk indblanding.
Omvendt har Sarkozy aktivt kæmpet for, at bestyrelsen for Le Monde skulle vælge det andet købskonsortium, som også har været i spil til at overtage avisen. Den løsning var avisens journalister til gengæld arge modstandere af, eftersom de så ville blive ejet af forretningsfolk og investorer med tæt tilknytning til præsidenten – enkelte af dem var endda Sarkozys egne venner – heriblandt: Stéphane Richard.
For at ungå journalisternes modvilje trak det konkurrerende købskonsortium sig så i går.
90 procent af medarbejderne havde forinden i fredags stemt for et salg, der altså i går også blev vedtaget i bestyrelsen med stemmerne 11 mod ni.
De nye ejere har lovet, at avisens medarbejdere stadig har redigeringsretten, og at der ikke kommer yderligere fyringsrunder.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.