Lavere kontingent

Journalisternes A-kasse sætter måske sit kontingent ned med fem kronerom måneden fra den 1. juli.

Mens det går den forkerte vej med arbejdsløsheden i Journalisternes A-kasse, så går det til gengæld rigtig godt for kassens økonomi. A-kassen havde sidste år et overskud tæt på 1,9 mio. kroner.

A-kassens forretningsudvalg vurderer, at den sunde økonomi i a-kassen fortsætter, og derfor lægger udvalget op til, at a-kassens hovedbestyrelse beslutter at nedsætte kontingentet med fem kroner om måneden fra den 1. juli.

"Vi skal jo aldrig stå i en situation, hvor vi opkræver flere penge end nødvendigt," siger sekretariatschefen i Journalisternes A-kasse, Linda Garlov.

Hun glæder sig over, at der samtidig er økonomi til at ansætte flere medarbejdere i a-kassen, så rådgivning og vejledning kan styrkes.

"Vi mærker i den grad, at vi både har flere medlemmer og flere ledige. Desværre betyder det, at vi nogle gange kommer til at være kort for hovedet over for medlemmer, der søger rådgivning over telefonen," siger Linda Garlov.

I det seneste halve år har a-kassen haft 16.000 telefoniske henvendelser. De er i dag 10 ansatte i a-kassen – det er det samme antal som i 1992. Dengang var der 5.968 medlemmer, og i dag er medlemstallet 9.273.

A-kassens forretningsudvalg foreslår hovedbestyrelsen, at der til sommer ansættes en assistent, som kan aflaste sagsbehandlerne, og at der ansættes en 30-timers sekretær i JobService.

Hovedbestyrelsen tager stilling til kontingentnedsættelse og meransættelserne på et møde den 19. april.

0 Kommentarer