»Hver eneste gang er der eksempler på yderst kompetente studerende, der enten må gå fortvivlede hjem uden praktikplads eller havner et helt forkert sted. Måske fordi post-budet havde placeret deres ansøgning nederst i bunken,« siger Mads Ellesøe, studerende på Danmarks Journalisthøjskole.

Hårdt presset måtte chefen på en af de store morgenaviser melde rent ud:

»Nej, det er ikke sikkert, at vi kan nå at åbne alle konvolutter med ansøgninger, før vi har fået ansat den håndfuld praktikanter, vi skal bruge«.

Udtalelsen, der er citeret frit efter hukommelsen, faldt på et informationsmøde for ansøgere, da jeg selv søgte praktikplads for et par år siden. Men intet vil have ændret sig, når en ny panikdag finder sted onsdag den 21. april.

Dagen foregår i et tempo, der ikke levner tid til hverken at læse ansøgningerne ordentligt eller til at holde andet end hektiske »samtaler« på få minutter. Eller som praktikantvejleder Kim O'Strit fra Skandinavisk Filmkompagni har sagt til de studerendes blad på Journalisthøjskolen, Illustreret Bunker:

»Det er da helt hul i hovedet, at det ofte bliver indkaldelsesrækkefølgen, der afgør, hvor folk havner.«

Det har han ret i. Hver eneste gang er der eksempler på yderst kompetente studerende, der enten må gå fortvivlede hjem uden praktikplads eller havner et helt forkert sted. Måske fordi postbudet havde placeret deres ansøgning nederst i bunken. 

Så hvad med at lave en panikdag – uden panik?

Sammen med et konsulentfirma lavede en medstuderende, Lars Henriksen, og jeg for et par år siden i Illustreret Bunker et forslag til en ny panikdag. Uddannelserne og medierne kvitterede med larmende tavshed.

Så nu prøver jeg igen. Her er den korte version:

Panikken har rod i mediernes frygt for, at konkurrenterne skal ansætte de bedste kandidater, før de selv får chancen. Panikken kan derfor dulmes ved at fratage medierne muligheden for selv at lave aftaler med de studerende. Det lyder måske bureaukratisk, men vil reelt fjerne hastværk til fordel for fairness. Og give tid til at læse ansøgninger og eventuelt vedlagte artikler. Det hele skal foregå som nu, bare med den forskel, at medierne ikke kan ansætte folk. Når de har fået snakket med alle dem, de vil – og brugt den tid, der skal til – så laver medierne en prioriteringsliste. Det samme gør de studerende, og ud fra listerne fordeler et uafhængigt organ pladserne. Mediernes ønsker skal naturligvis veje tungest, men i tilfælde af ensartet prioritering fra to medier, er det den studerendes ønske, der tæller.

Har et medie opslået flere praktikpladser, laver man sideordnede prioriteringslister for hver stilling. På den måde kan man stadig sammensætte et team med forskellige kompetencer.

Da vi lavede forslaget, afprøvede vi en række fiktive scenarier. De virkede alle, og den mest markante forskel i forhold til det nuværende system er, at både medier og studerende i højere grad vil få deres første prioritet. Endvidere vil tilfældigheds-momentet være så godt som borte. Vi gennemgik forslaget med flere matematikere og dataloger, og de sagde også god for modellens holdbarhed. Man vil med andre ord ikke kunne »snyde« systemet ved at tænke taktisk.

Problemet med den her model er, at den lyder meget teknisk og upersonlig. Og måske værst af alt, at chefredaktørerne ikke kan føle sig som arbejdsgivere, der nok selv skal bestemme, hvem de vil ansætte, og hvornår de vil gøre det.

Til gengæld får man en panikdag uden forkerte valg baseret på frygt og stress. En dag med mindre uretfærdighed og tilfældighed og meget bedre præmisser for at træffe nogle – for både medierne og de studerende – overordentligt vigtige beslutninger.

Der skal sikkert arbejdes videre med modellen, før den er færdig. Det kunne passende ske i uddannelsernes såkaldte Praktikudvalg, der har ansvaret for panikdagen. Eller i vores fagforening. Eller et helt tredje sted. Bolden er hermed givet op. Er der nogen, der tør gribe den?

Mads Ellesøe er studerende på Danmarks Journalisthøjskole, 7. semester.