search

Lav dit eget medie

Bliv din egen arbejdsgiver og lav dit eget medie. Få styr på ABC her.

Bliv din egen arbejdsgiver og lav dit eget medie. Få styr på ABC her.

Det har aldrig været lettere at etablere sit eget medie, fristes man let til at skrive.

Selvom klichéen holder, er det langt fra let at få styr på teknikken, hvis man vil etablere et medie på internettet. Derfor følger her en lille guide til iværksætteren. Blogindlægget er langt fra fyldestgørende, men det giver iværksætteren et fundament at arbejde videre fra.

Hvis du har tilføjelser eller forslag til ændringer, er du meget velkommen til at skrive en kommentar her på Journalisten.dk eller via Twitter (@fiwa).

Jeg har delt mit blogindlæg op i seks emner:

  • CMS
  • Annoncer eller brugerbetaling
  • Sociale medier
  • Promoveringen
  • Opstarten
  • Fremtiden

CMS står for 'content management system', og det er systemet som holder styr på artikler, kommentarer, billeder og videoer på en hjemmeside. Der findes et utal af systemer, og det kan være svært at vælge ét system.

Mit bedste råd er, at man går efter et system, som passer til mediets behov. Og de er oftest knap så avancerede. De fleste medier har kun brug for at kunne håndtere artikler, kommentarer, billeder og videoer.

Jeg har gode erfaringer med systemerne WordPress og Newscoop. Fordelen ved disse to systemer er, at de er udgangspunkt er gratis, og derfor skal man kun betale for tilpasningen.

Der findes andre systemer som minder om WordPress og Newscoop. Man kan for eksempel vælge Drupal, som TV 2, Berlingske og Information har gjort. Men Drupal er et meget komplekst system, og tilpasningen kan blive dyr.

Hverken WordPress eller Newscoop understøtter dog video direkte. Begge systemer kan tilpasses, så de kan håndtere video, men man kan også vælge at åbne en kanal på YouTube og indlejre videoerne på hjemmesiden.

Det er de færreste journalister som ved, hvordan man tilpasser et CMS. Hvis man kender en nørd, kan man søge hjælp der. Alternativt kan man indhente et tilbud på for eksempel amino.dk.

Det er ikke billigt at få tilpasset et CMS, men det er desværre nødvendigt. Man skal afsætte mindst 25.000 kroner til etablering og løbende midler til vedligeholdelse.

Annoncer eller brugerbetaling er nødvendig, hvis man som iværksætter skal have udgifterne dækket. Her er det vigtigt, at man overvejer, hvilket medie man egentlig ønsker at drive.

Man kan satse på annoncer. Her kan vælge at overlade ansvaret til Google eller gøre-det-selv.

Fordelen med Google Adsense er, at man slipper for al bøvl og kan hæve checken. Ulempen er, at Google spiser en del af den lille kage, som Adsense bager.

Fordelen ved at sælge direkte til virksomheder og organisationer er, at man kan tage en højere pris og man kan beholde hele kagen. Ulempen er, at det kræver hårdt arbejde.

Som iværksætter kan man også satse på, at folk ønsker at betale for det indhold, som man leverer. Problemet med brugerbetaling er, at netbrugerne i dag er opdraget til, at indhold kan forbruges uden betaling.

Den opfattelse kan du ikke ændre, og derfor skal dit indhold – hvis du vælger at kræve brugerbetaling – være så unikt og gennemarbejdet, at brugerne ikke har andet valg end at betale.

Sociale medier er i dag en naturlig forlængelse af et medie, og det er vigtigt, at du forsøger at udbrede kendskabet til et nyt medie via de relevante kanaler.

For de fleste medier målrettet den almindelige dansker er Facebook stadig stedet. Men Facebook er ikke stedet for alle, og man skal nøje overveje, hvor man bruger ressourcerne.

Lidt karikeret kan man sige, at Facebook er den almindelige dansker, Twitter og Google + er for nørden og Linkedin er for karrieremennesket. Som iværksætter kan man ikke klare alt, og man skal derfor prioritere.

Sociale medier er ikke svaret på alle bønner. Men hvis man gør en indsats, kan man opbygge et fællesskab omkring et medie på de sociale medier. Et fællesskab som kan give trafik, debat og nye ideer.

Promoveringen er afgørende for et nyt medie. For uden besøg forsvinder pengene og begejstringen hurtigt for en iværksætter. Derfor skal man have en plan klar, inden et medie lanceres:

  1. Man kan vælge at dele indhold med store danske medier. Det gør videnskab.dk.
  2. Man kan håbe på, at første historie bliver spredt viralt. Det er dog svært at forudse.
  3. Man kan købe annoncer hos Google og Facebook og gøre reklame for mediet.
  4. Man kan forsøge at få medier om journalistik til at skrive om iværksætteriet.
  5. Man kan opsøge målgruppen med løsblade eller plakater.

Opstarten kan være vanskelig og virke nærmest overskuelig, hvis man ikke har styr på teknikken. Derfor er det en god ide at starte i det små.

Hvis man for eksempel ønsker at lave et medie om en særlig sportsgren, kan man afprøve ideen ved at oprette en blog på for eksempel wordpress.com.

Hvis ideen holder, kan man altid flytte indhold og brugerne. Og med en blog på wordpress.com holder man udgifterne på et absolut minimum. Man mister kun egne timer.

Fremtiden er langt fra sikker for små nystartede medier. Men hvis projektet kører af sporet, skal man ikke fortvivle. Man greb en mulighed og blev klogere. Jeg nægter at tro på, at kreativitet og mod trækker ned til en jobsamtale.

Grib mulighed og start et medie om det, som du egentlig gerne vil bruge din tid på. Et godt råd er dog, at du i første omgang bruger din fritid på det. Sats ikke huset. Det er ikke nødvendigt.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen