Når TV 2-folk placerer skylden for overfaldet på kollegaen i Pusher Street på christianitterne og ikke på ordensmagten, der har opgivet at komme hashhandelen til livs, kan det opfattes, som om der ligger en politisk dagsorden bag, mener Lasse Jensen.
Det er en af de værst bevarede hemmeligheder, at der sælges hash på Christiania. Og enhver, der har et overfladisk kendskab til rockerkriminalitet ved, at undercoverjournalistik i det miljø er farligt.
Det skriver vært for Mennesker og Medier på P1 Lasse Jensen i sin klumme TV 2 i nøgen kamp for ytringsfriheden i dagens Information.
»TV2 News ville selvfølgelig gerne have sine egne billeder, men at foregive, at de ville kunne afsløre noget, som ikke var kendt i forvejen, er vrøvl,« fortsætter han.
Bølgerne er gået højt i den efterfølgende debat på Journalisten.dk, som Lasse Jensen også citerer direkte fra i sin klumme. Debatten startede, da vi interviewede TV2 News-chef Mikkel Hertz. Han kaldte Christiania for »lovløst område«.
»Jeg synes, det er totalt grænseoverskridende. Det er sådan noget, der kunne ske i Ukraine! Men det sker midt i kongens København. Det er det, der gør det så voldsomt. Vi har medarbejdere, der dækker væbnede konflikter rundt omkring i verden, og de er forberedt på vilkårene. Hvis de bliver udsat for noget, så ved de, at det ikke er personligt rettet mod dem. Det er det her overfald jo,« sagde Mikkel Hertz til Journalisten.dk.
Men når Mikkel Hertz sammenligner med krigskorrespondenter, erkender han i virkeligheden, at han har svigtet og sendt en medarbejder ind i en krigszone, mener Lasse Jensen.
"Og når TV2 News-chefen og andre TV 2-folk i forsvaret af den uheldige medarbejder placerer skylden på christianitterne og ikke på den ordensmagt, der for længst har opgivet at gøre noget ved hashhandelen i den såkaldte fristad, begynder et stort medie pludselig at agere på en måde, der af svage sjæle kunne opfattes som udtryk for en politisk dagsorden," skriver han.
Lasse Jensen er enig i, at handelen med hash har samfundsmæssig interesse. Men den er i forvejen fuldt dokumenteret. Han køber derfor ikke argumentet om, at overfaldet er et angreb på ytringsfriheden.
»Det cementerer en faglig arrogance, der tilsiger, at journalister har en slags overordnet ret til at færdes alle steder, anvende alle midler og samtidig bør beskyttes i den 'kritiske journalistiks' hellige navn.«
12