En blanding af kostelig og deprimerende oplevelse – og noget, som jævne folk ikke ville tøve med at betegne som flueknepperi. Med de ord beskriver mediekommentator og vært på Mennesker og Medier på P1 Lasse Jensen den udtalelse, hvor Radio- og tv-nævnet godkender Radio24syvs service-redegørelse for 2011 – i alt 50 siders læsning.
”Det er en vidunderlig demonstration af statsmagtens stigende kontrolsyge i forhold til public service-medierne, som her når absurde højder,” skriver Lasse Jensen i Information.
”Hvert sendeminut endevendes og indføres i det af embedsfolkene udarbejdede og af nævnet godkendte regneark, hvor 34 detaljerede enkeltkrav og et hav af underkrav krydses af, som var der tale om tjeklisten til et gennemgribende eftersyn af en flymotor.”
Han hæfter sig blandt andet ved, at Radio24syv ifølge sendeforpligtelserne skal "sende 70 minutters kulturnyheder per uge, der skal udsendes i tidsrummet 06-18". Dette krav, skriver Nævnet, er "lige akkurat ikke opfyldt".
Der er nemlig kun sendt 69 minutter oplyser direktør Jørgen Ramskov og bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen.
”Det katastrofalt manglende ene minut skyldtes, at et kulturprogram ikke blev udsendt 2. juledag, hvilket reducerede kulturstofmængden med 14 minutter. Som offentlighed kan vi dog være helt trygge. De flittige embedsmænd og det flittige nævn har ved en efterfølgende høring fået oplyst, at »der var tale om en utilsigtet hændelse, der fremadrettet er taget hånd om ikke sker igen«, siger Lasse Jensen, der nærmest har medlidenhed med radioens ledelse.
”Stakkels direktør Jørgen Ramskov, der er tvunget til at bruge (alt for) mange timers kostbar ledelsestid på at udregne procenter for musik, værter, genudsendelser, kultur, sport, aktualiteter, nyheder, satire og udlandsdækning.”
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Ja, Radio24syv er en virkelig god radiostation, med en masse spændende programmer, og årsagen til den store palaver er nok, at Radio24syv ikke er blevet den fiasko, som der var rigtig mange der forudsagde.
Jeg husker kun alt for godt, hvordan debattører her på journalisten.dk stod i kø for at komme med negative forudsigelser om "Radio Møller", men de er jo allesammen blevet gjort til skamme. Radio24syv er gået hen og blevet opskriften på, hvordan radiolytterne kan få noget bedre og mere alsidig radio, hvis DR's øvrige kanaler også blev udbudt til nogle private aktører.
Jeg kunne i øvrigt godt tænke mig, at se Radio- og tv-nævnets definition på hvad de mener er kultur, for i mit univers, der er alt hvad vi mennesker skaber et kultur-produkt, og når 2-3 eller 4 mennesker samtaler om et givent emne, så er det da også en afspejling af vores kultur.
Efter min mening, så er der så meget kultur i Radio24syv, at det næsten vil blive uudholdeligt, hvis der skal proppes endnu mere kultur ind i programmerne, det er jo lige før der også er kultur i formiddagens finansprogram "Millionærklubben", når de faste værter og gæsterne fortælle om forskellige virksomheders udvikling, traditioner og historie, eller anekdoter og kulørte historier om markante erhvervslederes gøren og laden.
Jeg har heller ikke aktier i Radio24syv, men den er blevet min foretrukne radiokanal, og det er efterhånden mere end år siden, at jeg har lyttet til P1.
Med venlig hilsen
Niels Riis Ebbesen
Ja, luk Danmarks Radio. Mens alle medier har haft travlt med at skælde ud på Radio24syv, har stationen stille og roligt udviklet en perlerække af programmer, der slår P1's akademiske manuskriptoplæsning af marken: Zornigs Zone, Regnskabets Time, Elektronista, AK24syv, Millionærklubben, Romerriget. Kunne der for en gang skyld ikke være nogen, der skriver om indholdet? Btw: Har ingen aktie i Radio24syv.
Damn, luk dem. Jeg kan supplere. I flere minutter d. 12.12.12 forekom kulturstoffet at være ren underholdning, som medførte at jeg grinede højlydt. Disse minutter kan næppe betegnes kulturnyheder - og bør derfor også regnes fra det samlede minutantal. Her føler jeg at embedsværket har svigtet. Mvh