Lasse Jensen: »Pæn start for 24syv«

Radio24syv er kommet godt fra start, viser de første lyttertal. Men kanalen har problemer med at få folk til at blive i forhold til P1, vurderer medieekspert Lasse Jensen over for Journalisten.dk. P1-chef roser både 24syv og P1. Opdateret 13.56.

Radio24syv er kommet godt fra start, viser de første lyttertal. Men kanalen har problemer med at få folk til at blive i forhold til P1, vurderer medieekspert Lasse Jensen over for Journalisten.dk. P1-chef roser både 24syv og P1. Opdateret 13.56.

Radio24syv offentliggjorde tidligere i dag kanalens første lyttertal via Gallup. Lyttertallene viser, at Radio24syv har knap 500.000 ugentlige lyttere og en såkaldt 'share' på 2 procent. Men hvad betyder det?

Journalisten.dk har spurgt Lasse Jensen. Han har kigget på lyttertallene og sammenlignet dem med tallene for P1 i samme periode.

»Radio24syv har fået en rigtig pæn start. Det er ikke revolutionerende, men det er pænt. Man kan se på det samlede billede, at de ikke er blevet kvalt. De har klaret sig. Især den ugentlige dækning på op mod ti procent er imponerende, her har de næsten to tredjedele af P1s. Til gengæld er deres share ikke ret høj,« siger Lasse Jensen til Journalisten.dk.

»Det er også meget interessant, at halvdelen af 24syvs 500.000 ugentlige lyttere også har hørt P1 i perioden. Man kan jo sagtens høre flere radiokanaler på tre uger. Men det karakteristiske er, at lyttetiden på P1 er op mod tre gange så lang som på Radio24syv,« fortsætter han.

Lasse Jensen advarer dog imod at dømme 24syvs succes som sådan ud fra de første lyttertal.

»Tre ugers lyttertal er naturligvis interessante, men kanalen har også fået rigtig meget medieomtale. Derfor kan man ikke sige noget ædrueligt om 24syvs succes, før der er gået et halvt eller et helt år,« siger han.

Hos konkurrenten P1 er der også ros – men P1-chef Anders Kinch-Jensen fokuserer på, at P1 vinder stort på lyttetiden.

»Radio24syvs start er flot, men jeg synes faktisk også vores omlægning af kanalen og omformatering af mange programmer fra 1. november har været succesfuld. Jeg er imponeret over, at vi kan bevare den høje lyttetid, når vi rent faktisk har mistet over halvdelen af sendetimerne på FM, hvor langt hovedparten af lytningen ligger,« siger P1s kanalchef Anders Kinch-Jensen til DR's interne website DRinde.

(Opdateret 13.56: Citat fra Anders Kinch-Jensen via DRinde sat ind i artiklen) 

4 Kommentarer

Jens Yde
1. DECEMBER 2011
Re: Lasse Jensen: »Pæn start for 24syv«

Lasse Jensen er den helt rigtige til at anmelde Radio 24syv. Den nye radio bringer nemlig minder frem fra de tider, da Lasse Jensen i 1969 trådte ind i Danmarks Radio, og det var jo dengang fundamentet til de rødes infiltration af DR blev lagt.

Nogle af de gamle venstreorienterede har været i Radio 24syv, f.eks. Preben Vilhjelm og Gunna Starck, og de har været med til at give et nostalgisk tilbageblik over tiderne i København  og Danmarks Radio for to-tre-fire årtier siden.

Jeg står i dag som tvangsaktiveret ved samlebåndet på en maskinfabrik og har dermed god tid til at høre talkradio i earphones og slipper samtidig for at høre Voice larme i maskinhallens officielle højttalere. 

Hvis man absolut ikke føler trang til at høre radio fra København kan man i stedet tage 7-toget om morgenen fra Thisted og køre helt uden skift til Københavns Hovedbanegård med ankomst allerede kl. 12.22. Her skal du ikke tage turen over til Tivoli, men derimod vælge bagudgangen, så du kommer ud på Istedgade. Indsnus atmosfæren og gå ad Istedgade op til Enghavevej og drej til højre.  Efter tre kilometer kommer du til Rosenørnsalle, hvor Danmarks Radio huserede fra 1941 og fremefter, og efter fire kilometers vandring  når du til Nørrebrogade og Mosaisk Kirkegård, efter fem kilometer til Rigshospitalet og via Parken når du til Østerbro, en mærkværdig  spadseretur på over seks kilometer.

Dermed har du trawlet gennem områder, hvor du  ikke har lyst til at fiske, for her er der kredse, hvor de radikale er blevet det største parti, hvilket vist ikke er set siden 1920erne. I fire valgkredse afgav mere end 160.000 mennesker deres stemme ved valget 15. september 2011. I Østerbrokredsen blev de radikale det største parti. I Falkonerkredsen, Frederiksberg Kommune, var de radikale det største parti. I området på Vesterbro nær Hovedbanegården blev de radikale også det største parti, mens på Nørrebro hed de to største partier Enhedslisten og Det Radikale Venstre. På Blågårdskolen fik disse to partier over halvdelen af stemmerne.  

Nu tror du, at du har hørt Radio 24syv, men der mangler lidt. Du må fra Østerbro sætte kursen mod nord, så du måske passerer Charlottenlund Travbane og  Klampenborg Galopbane, og hvis du fortsætter ad Strandvejen ender du i Rungsted. Mange af os tror utvivlsomt, at Nørrebro er det mest atypiske Danmark, men ifølge en undersøgelse snupper Rungsted førstepladsen foran to kredse på Nørrebro, hvad angår afvigelser. I Rungsted får V og K over 60 procent af stemmerne, og det miljø kan man få et indblik i hos Millionærklubben på Radio 24syv, der omhandler aktier, og som sendes hver dag kl.9-10.

Som sikkert bekendt er den nye radio beskyldt for at bestå af ”københavnere, der har sommerhus i Tisvilde”. Til orientering har europæerne Dybkjær og Nyrup sommerhus i Tisvilde, en lille by ved kysten, der i december tager navneforandring til Nissevilde.  Stilen i radioen ved Iben og Mødregruppen er herefter at sige Pissevilde, og ellers snakker kvinderne om ingenting.

Provinsmanden kan derefter tage hjem og starte sin flyvemaskine og sprøjte et stort areal, vruum, vruum, vruum, vruum, for at udrydde kryb, men den event kommer ikke ud til  lytterne. Det er simpelthen ikke relevant. 

Men jeg hører radioen igen i morgen. 

Daniel Hedelund
1. DECEMBER 2011
Re: Lasse Jensen: »Pæn start for 24syv«

Kære Lasse Jensen.

Tak for rettelsen. Jeg kendte ikke til dit specifikke kontraktforhold på P1, inden jeg postede indlægget.

Om du kan være kritisk over for DR?

Det har jeg ikke kvalificeret viden til at udtale mig om, men jeg fastholder, at det er et interessant grænsetilfælde jævnligt at levere programmer til en kanal, som man med den anden hånd skal agere kritisk "medieekspert" over for.

Venligst,

Daniel Hedelund

Lasse Jensen
1. DECEMBER 2011
Re: Lasse Jensen: »Pæn start for 24syv«

Bare en lille rettelse til Daniel Hedelunds kommentar:  Jeg har ganske rigtigt været ansat flere gange i mange forskellige funktioner i DR, ligesom jeg har arbejdet på TV2 mfl. Siden 1997 har jeg været selvstændig producent og freelance-journalist, der bl.a. ernærer mig som uafhængig leverandør af og producent/redaktør/vært på Mennesker og medier på P1 (ikke som ansat, men som leverandør med en absolut redaktionel frihedsaftale, der bl.a. forpligter mig til at være lige så kritisk overfor DR som, overfor alle andre), jeg er fast mediekommentator på dagbladet Information og underviser på RUC. Betyder det, at jeg ikke kan kommentere TV2, DR, Information, RUC, SDU uden at være biased? I al beskedenhed tror jeg ikke, at jeg i min redaktionelle virksomhed her og dér har udvist tilbageholdenhed mht kritik af DR!  

 

Daniel Hedelund
1. DECEMBER 2011
Re: Lasse Jensen: »Pæn start for 24syv«

" »Radio24syv har fået en rigtig pæn start. Det er ikke revolutionerende, men det er pænt. Man kan se på det samlede billede, at de ikke er blevet kvalt. De har klaret sig. Især den ugentlige dækning på op mod ti procent er imponerende, her har de næsten to tredjedele af P1s. Til gengæld er deres share ikke ret høj,« siger Lasse Jensen til Journalisten.dk.

»Det er også meget interessant, at halvdelen af 24syvs 500.000 ugentlige lyttere også har hørt P1 i perioden. Man kan jo sagtens høre flere radiokanaler på tre uger. Men det karakteristiske er, at lyttetiden på P1 er op mod tre gange så lang som på Radio24syv,« fortsætter han.

Lasse Jensen advarer dog imod at dømme 24syvs succes som sådan ud fra de første lyttertal.

»Tre ugers lyttertal er naturligvis interessante, men kanalen har også fået rigtig meget medieomtale. Derfor kan man ikke sige noget ædrueligt om 24syvs succes, før der er gået et halvt eller et helt år,« siger han. "

 

Er det ikke journalistisk biased ekspertbrug at vælge Lasse Jensen - med mangeårig karriere i Danmarks Radio, og, så vidt jeg ved, stadig ansat på P1 med programmet Mennesker og Medier - til at kommentere på P1's og Radio24syvs lyttertal?

Om han omtaler sin egen kanal og Radio 24syv positivt eller negativt, sagligt eller usagligt er i grunden ligegyldigt. Kunne journalisten ikke finde en anden kilde?