Der gik ikke mange minutter, fra Dansk Journalistforbunds formand, Mogens Blicher Bjerregård, i morges meddelte, at han vil stoppe, før spekulationerne gik i gang. Hvem vil være formand efter Bjerregård, der har siddet på formandsposten i 16 år?
Nu har næstformand Lars Werge meldt ud, at han stiller op som formand.
»Jeg har besluttet at stille op som formandskandidat,« har Werge netop sagt på dagens hovedbestyrelsesmøde.
»Vi er inde på det rigtige spor i DJ. Det er vigtigt, at vi organiserer så mange som muligt i de fag, vi repræsenterer. Det er vigtigt, at vi forstår, at vi skal være her i fællesskab. Der er ikke nogen, der er mere værd end andre, hvad enten de er på efterløn eller fuld tid,« fortsatte han.
Mere samarbejde på tværs af fagligheder
Den nye formand skal vælges på delegeretmøde den 28. og 29. april 2015.
»Vi skal sørge for at facilitere og hjælpe med at oprette klubhuse for fagligheden, hvor mange kan nørde. Der kan vi gå nogen skridt videre i retning af øget samarbejde med hinanden og på tværs af fagligheder. Vi skal fortsætte med at udbygge vores kollektive aftaler og overenskomster. Vi skal tale om fagenes kvalitet og etik og tilstand. Det har vi kunnet gøre i forhold til journalistikken og fotografiet i mange år,« sagde han.
I den kommende tid skal han ud og besøge en række generalforsamlinger og håber at deltage i gå-hjem-møder med medlemmerne.
»Jeg skal ud og høre, hvad vores medlemmer mener om os. Og tak til Mogens!«
Valgt som fornyer i 2011
Lars Werge blev første gang valgt til næstformand på delegeretmødet i 2011 uden modkandidat. Den tidligere næstformand, Fred Jacobsen, trak sig dengang umiddelbart før valget, da det stod klart, at opbakningen til ham pludseligt smuldrede.
Dengang forklarede daværende medlem af hovedbestyrelsen Didde Elnif behovet for fornyelse således:
»DJ holder for meget igen og er for tålmodige. For mig kunne det være Mogens eller store dele af hovedbestyrelsen, der var blevet skiftet ud – det havde også været en åbning. Nu blev Lars Werge fornyelsen, der kan trække flere dynamiske beslutningsgange ind i DJ.«
Varm anbefaling
Dengang støttede blandt andre Pressefotografernes formand, Lars Lindskov, medlem af hovedbestyrelsen og forretningsudvalget (FU), meget klart Lars Werges kandidatur:
»Han vil være en pissegod formand eller næstformand. Jeg vil gå så langt som til at trække mig fra FU for at skabe plads til Lars Werge,« udtalte Lars Lindskov i artiklen Diamantkuppet, der beskrev magtskiftet.
Lars Werge blev genvalgt som næstformand i 2013. Før Lars Werge blev næstformand, var han tillidsmand og journalist på Ekstra-Bladet.
3