Lars Werge ny næstformand i DJ

Større opposition til mediebranchens arbejdsgivere og plads til interne uenigheder i Dansk Journalistforbund. Det er de første meldinger fra Lars Werge, som netop er blevet enstemmigt valgt til ny næstformand. (opdateret 12:30)

Større opposition til mediebranchens arbejdsgivere og plads til interne uenigheder i Dansk Journalistforbund. Det er de første meldinger fra Lars Werge, som netop er blevet enstemmigt valgt til ny næstformand. (opdateret 12:30)

Lars Werge var rent faktisk slet ikke til stede i salen til delegeretmødet i Nyborg, da han for et øjeblik siden blev valgt. Han måtte nemlig efter eget udtryk "træde af på naturens vegne" i selvsamme øjeblik.

Men da han til gengæld kom ind igen, blev han mødt med øredøvende klapsalver fra salen, som rejste sig, så snart de fik øje på manden.

Og det er på ingen måde svært, for den 44-årige Lars Werge måler 2,02 meter. Og ikke nok med, at han rager højt op i landskabet, han er tilmed højdespringer og har 2,15 meter som personlig rekord, hvilket har indbragt ham både danmarksmesterskab og en plads på landsholdet.

Efter påske foretager han til gengæld et noget andet spring, et regulært karrierespring, når han overtager jobbet som næstformand i Dansk Journalistforbund efter Fred Jacobsen. Fra journalist på Ekstra Bladet til repræsentant for de godt 15.000 kommunikationsfolk, fotografer, grafikere, journalister og andre medlemmer i DJ. 

Endnu er valget dog så nyt og overvældende for Lars Werge, at han ikke havde mange ord til de forsamlede, da han endelig en lille time efter valget fik mulighed for at komme på talerstolen for første gang. Til gengæld var det en dybt bevæget ny næstformand, som takkede for valget. Samtidig erklærede han straks, at det da også var med "røde ører", han tog imod hyldesten, for han havde været fraværende under selve valget:

"I skal vide, at det er en meget stor ære for mig. Og jeg skal med …" sagde Lars Werge og afbrød sig selv:

"… nu bliver jeg helt rørt … Men altså jeg skal med ydmyghed og stolthed gøre alt, hvad jeg kan, for at leve op til det."

Til Journalisten.dk siger Lars Werge, at noget af det første, han vil kæmpe for som nyvalgt næstformand, er at få mere politik og holdninger ind i hovedbestyrelsens arbejde:

"Jeg har endnu ikke noget klart billede af, hvad arbejdet som næstformand byder på. Indtil for en uge siden har jeg jo været en glad medarbejder på Ekstra Bladet uden tanke på næstformandsposten. Og i virkeligheden aner jeg ikke, hvad jeg er gået ind til," siger Lars Werge, der betegner sit eget ønske om at gå efter jobbet som næstformand som "et ideologisk  følelsesmæssigt valg".

"Det ideologisk følelsesmæssige skal forstås i forhold til, at der er nogle ting, jeg gerne vil være med til at påvirke. Eksempelvis at DJ i højere grad skal lægge vægt på, at vi er en ideologisk kamporganisation. Men hvordan dagligdagen er på Gammel Strand, det aner jeg ikke. Men jeg er ikke den, som siger, at der skal være store omvæltninger." 

Da Lars Werge i sidste uge meldte sit kandidatur, erklærede han i øvrigt, at det ikke bare vil kunne ses – men også høres – når han nu kommer til. Han har blandt andet lovet, at DJ fremover skal være i større opposition til mediebranchens arbejdsgivere.

»Mediemarkedet har gennemgået en kæmpestor ændring, både i form af udgivelsesformer, volumen, og antallet af egen-producerede ting, som er gået enormt i vejret. Det sker, fordi vi lader os presse meget hårdt af arbejdsgiverne. Og der mener jeg, man nogle gange godt kunne blive lidt mere nagelfaste,« sagde han forleden til Journalisten.dk

Samtidig meddelte Lars Werge, at han håber på, at han sammen med Mogens Blicher Bjerregård som formand vil udgøre et formandsskab, hvor de to i toppen ikke ligner hinanden alt for meget.

»Jeg synes ikke, det gør noget, at man tager nogle diskussioner internt. Jeg synes ikke, man behøver være bange for uenighederne,« sagde han til Journalisten.dk. 

Werge har kun to års erfaring som hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Journalistforbund, men til gengæld en solid ballast som tillidsrepræsentant på Ekstra Bladet.

Han begyndte på Ekstra Bladet i 2001 som sportsjournalist og er forfatter til en række bøger om sport og er tillige kåret som Årets Sportsjournalist.

De seneste år har han bl.a. været lederskribent og forsideredaktør. Tidligere arbejdede Werge på Ritzau, Berlingske og B.T.

Valget af Lars Werge som næstformand og Mogens Blicher Bjerregård til formand blev i øvrigt afgjort på få sekunder med håndsoprækkelse fra de godt 350 tilstedeværende delegerede.

Senere i eftermiddag afgøres det, hvem der i øvrigt skal sidde i hovedbestyrelsen .

 

Journalisten.dk har i øvrigt interviewet Lars Werge til tv. Se det her

0 Kommentarer