Lars Werge: ”Drej kontra på den skrue, der lige nu går nedad”

”Husk, at solidaritet i først række gælder jeres kolleger. Ikke jeres chef, ikke jeres virksomhed,” lød det fra Lars Werge i den mundtlige beretning på delegeretmødet. Fra en grafiker lød det, at journalister ikke skal rage for mange opgaver til sig

Delegeretmødet 2017 i DJ er i gang med 375 fremmødte delegerede. Det to-dages møde blev skudt i gang med formand Lars Werges mundtlige beretning.

En beretning, hvor formanden opfordrede til fællesskab. Fællesskab på tværs af erhverv, branche, alder og erfaring – men især på tværs af beskæftigelsesform i en tid, hvor flere står ansættelsesmæssigt alene.

”Den fastansatte og den løst tilknyttede har ikke hinanden som modpart. Husk på, at modparten er den arbejdsgiver, den udgiver, den producent, der sidder på den anden side af bordet,” sagde formanden.

Flere og flere freelancere

Mere end hvert fjerde DJ-medlem er freelancer, vikar eller tidsbegrænset ansat, og det er et stigende tal. Blandt andet på Journalisten.dk har der været voldsomme diskussioner og debat mellem fastansatte og løst tilknyttede, og den splittelse kom formanden ind på.

”I DJ skal vi fortsat modarbejde tendensen til, at de selvstændige bliver løsarbejdere på arbejdsgivernes nåde og spises af med dårligere vilkår end kollegerne. Det gør vi ved at synliggøre problematikken,” sagde Lars Werge.

Han opfordrede til at være åbne om vilkår og rammer. Og til at vise, hvad solidaritet handler om:

Solidaritet er med hinanden

”Til jer, der i det daglige sidder med kontakt til freelancere: Når I kan se, føle og mærke, at den her løn, det her honorar, de her vilkår, ville I ikke selv være tilfredse med, så gå til jeres chef og sig, at det er for lidt. For husk, at solidaritet i første række gælder jeres kolleger. Ikke jeres chef, ikke jeres virksomhed,” sagde han.

Freelancerne blev samtidig opfordret til at sige nej og forlange mere, når prisen for arbejde er for lav. Til at være åbne om vilkår og forhold i branchen.

”Åbenhed mellem kolleger gavner den enkelte, og det styrker fællesskabet. Vi er også selv nødt til at dreje kontra på den skrue, der lige nu går nedad.”

Nye kundskaber koster andres jobs

I kommentarerne til Lars Werges beretning var der mange, der kunne bekræfte behovet for fokus på freelancerenes forhold.

”Mange freelancere er reelt underbeskæftigede. Forbundet gør et godt stykke arbejde, og der er gode initiativer med at skabe freelancenetværk på de store arbejdspladser. Desværre oplever vi, at uorganiserede lykkeriddere vil arbejde for meget mindre for at få deres byline i avisen. Dem skal vi have fat i krebsen på, og det skal vi kæmpe for i fællesskab,” sagde Karen Hedegaard fra Visuelt Forum og hovedbestyrelsen.

Anders Stoffer, tillidsmand på Ekstra Bladet og ny kandidat til hovedbestyrelsen, fortalte, hvordan medarbejdere blev fyret og herefter tilknyttet på freelancebasis, og at freelancerne generelt har været et let bytte i den sparerunde, JP/Pol-koncernen har været ude i.

”Ofte ringer nye freelancere til mig og spørger, om de virkelig skal afgive stort set alle ophavsrettigheder, når de skriver for Ekstra Bladet, og jeg må desværre sige ja. Ledelsen udnytter aftalerne helt ud til det yderste, og freelancerne siger ja, fordi de er bange for ikke at få artiklerne afsat ellers,” sagde Anders Stoffer.

"Jeres egen skyld!

En lidt anden vinkel på behovet for solidaritet kom fra Elisabeth Schioldann von Eyben, der som arbejdsløs grafiker har lidt under den digitale udvikling, hvor journalister ofte selv er i stand til at skabe grafiske løsninger.

”I journalister er rigtig gode til at tilegne jer nye kundskaber. Men husk, vi er nogle, der havde de jobs. Jeg kan ikke lade være at tænke på, når jeg hører, at journalister rammes af stress og knokler to timer ekstra om ugen, at det lidt er jeres egen skyld. Når man snakker om solidaritet, skal man også kigge til højre og venstre til de grupper, DJ har valgt at favne. Og det er sådan nogle som mig.”

Delegeretmødet vedtog en udtalelse, hvor det understreges, at der skal være plads til alle på arbejdsmarkedet. "De mange, der imødekommer ønsket om fleksibilitet, mødes med meget lidt sikkerhed," lyder det blandt andet. 

Du kan læse Journalistens optakt til og løbende dækning af delegeretmødet her.

Beretningen blev søndag eftermiddag vedtaget.

0 Kommentarer