Bestyrelsesformand Lars Munch erkender, at JP/Politikens Hus skulle have vist større åbenhed. Det fastslår han i et interview med Journalisten, hvor han også udtrykker forståelse for, hvis medarbejderne bliver provokerede af hans bonus på 16,8 mio. kr.

JP/Politikens Hus står i koncernens værste stormvejr i årevis. Stormen startede, da Flemming Rose udgav bogen 'De besatte', og siden har andre medier beskrevet en stribe sager, der især involverer bestyrelsens næstformand, Jørgen Ejbøl, som også er formand for Jyllands-Postens Fond.

Nu er bestyrelsesformand Lars Munch i færd med at ride stormen af. Han erkender, at der er begået fejl, men bakker fortsat op om sin næstformand.

Stormen har også raset internt i huset, hvor medarbejderne har kritiseret topledelsen og krævet en redegørelse. Kritikken har blandt andet handlet om, at ledelsen var for lukket.

»Vi skulle nok have været hurtigere kommunikerende, end vi var. Men der var en særlig baggrund, og jeg synes faktisk, der blev kommunikeret en del. Ejbøl lod en bog udgive på over 500 sider om sit liv og sine synspunkter, han drog land og rige rundt på foredragsturné og svarede på spørgsmål. Jeg selv har talt med journalister hver dag lige siden. Der var det ene punkt, vi ikke ville svare på, og det var personalesagen om Flemming Rose. Alt andet har vi svaret på. Det er ikke for at bortforklare, hvor vi står, men jeg mener i høj grad, vi har kommunikeret. Man må bare erkende, at når det blæser, kan man ikke kommunikere nok,« siger Lars Munch.

Kritik fra medarbejderne

Kritikken har summet blandt medarbejderne i JP/Politikens Hus, siden stormvejret startede. Men torsdag i sidste uge sendte de tre medarbejderforeninger på Politiken, Jyllands-Posten og Ekstra Bladet en usædvanlig fælles henvendelse til bestyrelsen, stilet til Lars Munch: De krævede en forklaring.

"Vi finder det stærkt kritisabelt, at et stort mediehus lukker sig så voldsomt om sig selv, når vi samtidig forventer, at andre virksomheder, institutioner og personer stiller op,” lød det blandt andet.

”Den handlemåde kan ikke undgå at ramme os på noget af det væsentligste, vi skal leve af i vores daglige virke: vores troværdighed,” skrev medarbejderne.

Henvendelsen fik Lars Munch til at reagere »prompte«, siger han til Journalisten.

[quote:0]

Mandag stillede formanden op til to interne fællesmøder i København og Viby, hvor medarbejderne kunne stille ham spørgsmål.

»Vi har fået mange svar, men ikke alle var lige fyldestgørende,« sammenfattede Pernille Mac Dalland, tillidsrepræsentant på Politiken, efter mødet i København.

Vi skulle have været mere åbne

Tirsdag indbød Lars Munch seks medier – Politiken, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet, Berlingske, Information og Ritzau – til et fælles interview, som varede cirka en time.

Men Lars Munch erkender, at ledelsen burde have vist åbenhed tidligere.

»Vi skulle have været mere åbne, vi skulle have kommunikeret mere,« siger han, men tilføjer, at det ikke var nemt at kommunikere, da sagen startede.

»Det er ikke for at bortforklare, men det var særligt besværligt, fordi det involverede både en Muhammed-sag og en personalesag,« forklarer Lars Munch.

[factbox:0]

Det er første gang, Journalisten har fået mulighed for at interviewe bestyrelsesformanden, siden stormvejret startede i slut oktober.

Du siger, at I skulle have været mere åbne, men du siger også, at I svarede på spørgsmål og kommunikerede. Hvad kunne I så have gjort anderledes?

»Måske skulle vi have samlet medarbejderne endnu tidligere. Vi har en meget åben virksomhed og en tradition for stor åbenhed over for medarbejderne. Den linje skal vi selvfølgelig fortsætte,« siger Lars Munch.

Jørgen Ejbøl og Lars Munch. Foto: Stine Bidstrup/Polfoto

Fantasibonusser

Medarbejderne kritiserer også det, de i brevet til bestyrelsen kalder ”fantasibonusser”.

”Samtidig virker det både dybt provokerende og foruroligende at læse om udbetalinger af angiveligt millionstore bonusordninger, mens man internt både appellerer til og direkte dikterer tilbageholdenhed blandt medarbejderne,” skrev medarbejderne.

Der er tale om to forskellige bonusordninger. Den ene gik til Jørgen Ejbøl, og den anden til Lars Munch.

Lars Munch modtog i 2014 16,8 mio. kr. i såkaldt ”fastholdelsesbonus”. Det blev aftalt allerede i 2004 mellem Munch og bestyrelsen i JP/Politikens Hus, at han ville modtage den bonus, hvis han blev i huset i 10 år.

»At bonusser virker provokerende, er jeg udmærket opmærksom på. Men det var en 10-årig aftale,« siger Lars Munch.

Kan du forstå, hvis medarbejderne undrer sig over, at en direktør i en virksomhed med svigtende omsætning får en bonus på 16,8 mio. kr.?

»Fra 2004 til 2014 tjente huset rigtig mange penge – altså den periode, hvor bonussen blev opsparet. Jeg forstår udmærket godt, når vi efterfølgende har vigende resultater, at man kan se tilbage og være fortørnet over, at der engang blev udbetalt en stor bonus til mig. Men der var tale om to forskellige tidspunkter,« forklarer Lars Munch.

Ejbøls bonus er uproblematisk

Så er der Jørgen Ejbøls bonus, som blev udbetalt samtidig, men som har været omgærdet af mere mystik. I bogen 'Pansergeneralen', som Kirsten Jacobsen har skrevet om Ejbøl, står, at han modtog ”et angiveligt lignende beløb” – altså en bonus tæt på de 16,8 mio. kr. Det har Jørgen Ejbøl afvist i sidste uge, men hverken han eller Lars Munch svarede dengang på, hvad Ejbøl så havde fået.

På de interne medarbejdermøder i JP/Politikens Hus mandag kom det dog frem. Her fortalte Lars Munch, at Jørgen Ejbøl fik en bonus på tre mio. kr.

Ejbøls bonus er besluttet af de to ejerfonde, Politikens Fond og Jyllands-Postens Fond, som begge forsvarede beslutningen i går, efter at Journalisten havde beskrevet bonussens størrelse.

Lars Munch understreger, at han mener, Ejbøls bonus er uproblematisk.

Hvorfor har du og ledelsen afvist at udtale jer om Ejbøls bonus, endsige bekræfte at den eksisterer, hvis den er så uproblematisk?

»Vi har i vores regnskaber en opgørelse over omkostningerne til direktion og bestyrelse. Deri indgik dette beløb. Vi har haft den holdning, at vi ikke ville specificere det yderligere. Det er ingen hemmelighed, hvad omkostningerne er til bestyrelse og direktion, men at specificere på navne har vi afholdt os fra. Når der nu er blæst om det, valgte vi at sige det, da det netop er uproblematisk,« siger Lars Munch.

[quote:1]

Nu, hvor der har været blæst om det, kommer I så til at gøre det anderledes, for eksempel specificere på navne?

»Det har vi ikke talt om.«

Hvad synes du?

»Jeg vil ikke afvise, at vi vil gøre det på et tidspunkt, men det har vi ingen aktuelle planer om,« siger Lars Munch.

Håndfæstningen var nødvendig

Stormvejret om JP/Politikens Hus startede som nævnt med Flemming Roses bog 'De besatte'. I bogen beskrev Flemming Rose en såkaldt ”håndfæstning”, som han blev pålagt af Lars Munch og Jørgen Ejbøl i 2011. Håndfæstningen betød, at Flemming Rose – der på det tidspunkt var udlandsredaktør – ikke måtte deltage i radio eller tv, hverken i Danmark eller internationalt, han måtte ikke holde foredrag eller deltage i seminarer, og han måtte ikke udtale sig om religiøse spørgsmål eller Muhammed-tegningerne.

”Menneskeliv er vigtigere end principper,” lyder det i forslaget til håndfæstningen, som Flemming Rose blev forelagt på et møde med Munch, Ejbøl og daværende chefredaktør Jørn Mikkelsen.

Håndfæstningen skabte stor debat, da Flemming Roses bog udkom i slut oktober. Den mest omtalte af Muhammed-tegnerne, Kurt Westergaard, kaldte den i et interview med Journalisten ”stalinistisk”.

Når Lars Munch ser tilbage på forløbet med Flemming Rose, mener han, både Flemming Rose og topledelsen burde have overvejet, om de i stedet for en håndfæstning skulle være gået hver til sit. Men da det ikke skete, var håndfæstningen rigtig og nødvendig, mener han.

Når du ser tilbage på den håndfæstning, med de punkter, den indebar, var den så for vidtgående?

»Man kan bestemt diskutere skønheden af vores håndtering af hele Muhammed-sagen. Vi mente på det tidspunkt, at det var nødvendigt med en debat (med Flemming Rose, red.) om håndfæstningen, og jeg lægger vægt på, at der var tale om et udkast, som netop skulle lægge op til debat. Jeg mener, det var nødvendigt med et vidtgående udkast,« siger Lars Munch.

Men som jeg forstår det, endte håndfæstningen med at se ud som det udkast, I diskuterede på det møde. Endte den håndfæstning med at være for vidtgående?

»Nej, jeg tror, det er var nødvendigt at gøre det meget klart for alle parter. Men det, at den var så vidtgående, var måske et tegn på, at Flemming Rose skulle have overvejet, om det var noget, han kunne leve med, og vi skulle have overvejet, om vi var nødt til at skilles. Sådan gik det ikke, og derfor blev det en så vidtgående aftale.«

Foto: Jens Dresling/Polfoto

Ejbøl-sagerne

Efter at Flemming Rose satte gang i stormvejret, blev det værre for koncernen og især Jørgen Ejbøl.

Information har beskrevet, at JP/Politikens Hus’ ledelse var dybt splittet, fordi Jørgen Ejbøl i strid med en aftale ville blive på posten som næstformand.

I Radio24syv er Jørgen Ejbøl blevet kritiseret for at have udnyttet sin magt som mediechef i en sag om Bispebjerg Hospital, hvilket han selv afviser.

Og i Information har tidligere chefredaktør på Jyllands-Posten Carsten Juste anklaget Jørgen Ejbøl for at have hjulpet Venstre under valgkampen i 2001 ved at lække artikler til partiet. Juste kan ikke dokumentere anklagerne, som Ejbøl afviser.

Tvunget til at bruge nødbremsen

I brevet fra medarbejderne til bestyrelsen lyder det, at det vækker bekymring, ”når man kan læse beretninger om ikke helt rene linjer i den redaktionelle proces”.

Men Lars Munch fastholder, at topledelsen ikke forsøger at styre den redaktionelle dækning på husets aviser. Med Muhammed-sagen som eneste undtagelse.

Jørgen Ejbøl har ved et arrangement i Pressen ifølge Information bekræftet, at han har blandet sig i Jyllands-Postens redaktionelle linje. »Jeg har da blandet mig. Det erkender jeg,« sagde Jørgen Ejbøl ifølge Information. Er det i overensstemmelse med koncernens regler og den måde, du synes, det skal fungere på?

»Jeg antager, at Ejbøl henviser til Muhammed-sagen. Det er ret velkendt, at vi blandede os, for Muhammed-sagen var en helt særlig situation,« siger Lars Munch og fortsætter:

»Over 100 mennesker døde, vores virksomhed var terrortruet, og medarbejderne var ængstelige. Vi følte os tvunget til at bruge nødbremsen. Men grundloven i vores hus er den samme: Der er uindskrænket og ubetinget redaktionel frihed for chefredaktionerne og deres medarbejdere til at skrive og bringe, hvad de finder rigtigt, og det skal intet bestyrelsesmedlem eller direktionsmedlem blande sig i.«

Vi gik længere, end jeg håber, vi nogensinde kommer igen

Men i Muhammed-sagen valgte I alligevel at gøre det og omgå jeres grundlov?

»Ja. Det var en helt særlig situation. Det var en ulykkelig sag, både i forhold til tabet af menneskeliv og på mange måder for vores virksomhed. Det er klart, at vi gik længere, end vi nogensinde har gjort før, og vi gik længere, end jeg håber, vi nogensinde kommer til igen,« siger Lars Munch.

»Det er vigtigt for mig at understrege, at vi har mange kontroversielle sager i huset, det har alle medier – også Journalisten. Det håndteres alene på redaktionerne, det beslutter de selv. Men Muhammed-sagen var nødret, og derfor gjorde vi, som vi gjorde,« forklarer han.

Hvordan var sagen ulykkelig for virksomheden?

»Fordi vi blev en terrortruet virksomhed med alle de følger, der er af det: Ængstelsen og utrygheden. Mange familier har brugt en stor del af deres tid på at tale om, hvor alvorligt, det var og er for os at være en terrortruet virksomhed.«

Medarbejderne er ikke bange for Ejbøl

Bonus-spørgsmålene, Bispebjerg-sagen, Venstre-sagen, bestyrelsespolemikken og kritikken af manglende åbenhed. Tilbage står et centralt spørgsmål: Burde hovedpersonen i Ejbøl-sagerne – Jørgen Ejbøl selv – have gjort noget anderledes? For første gang i løbet af interviewet ønsker Lars Munch ikke at svare på Journalistens spørgsmål.

»Det vil jeg ikke begive mig ud i,« siger han.

[quote:2]

Information har i dag bragt avisens version af det interview, Lars Munch gav fælles til seks medier tirsdag. Til sidst bliver Lars Munch spurgt, om folk omkring Jørgen Ejbøl er bange for ham.

”Det er måske rigtigt,” svarer Lars Munch og tilføjer, at det ikke gælder ham selv.

Du siger, at det ”måske er rigtigt”, at folk omkring Jørgen Ejbøl er bange for ham. Er det sundt for koncernen?

»Jeg tror ikke, der er mange i vores virksomhed, der er bange for Jørgen Ejbøl. Men han skriver jo selv i sin bog, at der har været sammenstød med mennesker i hans karriere. Der er måske nogen, der er bange for ham, men mange har respekt for ham. Han er et stort mediemenneske og en stor publicist, som er meget udtryksfuld og ikke lægger mange bånd på sig selv. Det støder nogen sig på, og andre glæder sig over det,« siger Lars Munch.

Men det er ikke dit indtryk, at mange i huset – fx blandt medarbejderne – er bange for ham?

»Nej, det er det ikke.«