Hvorfor søgte du om frivillig fratrædelse i forbindelse med den store fyringsrunde på Jyllands-Posten i august?

»Det var muligheden for at prøve mig selv af og tage styringen, tænkte jeg. Og for igen at fotografere dét, der står mit hjerte nærmest: Hverdagen i den her fuldstændigt forrygende og forunderlige verden. Jeg har altid været heldig på de rigtige tidspunkter i mit liv, og det er jeg dybt taknemmelig for, men det kan også blive en sovepude. Nu kunne jeg pludselig tage det store, farlige spring – og det er jo i virkeligheden ikke en skid farligt, når man får en god fratrædelsesordning. Den gør det muligt at etablere sig stille og roligt og samtidig lege i en periode, uden at økonomien skal være afgørende. Men det er da også lidt angstprovokerende.«

Hvad er det bedste ved at være fotojournalist?

»Så ubetinget mødet med alle de skønne mennesker, der åbner deres døre og hjerter for en. Jeg er 95 procent øjne og fem procent ører, så jeg elsker at være den, der sidder og observerer – og SÅ springer op, spænder bæltet og skyder løs, når situationen er der. Det er lige mig. Jeg er lidt som en slange, når jeg fotograferer. Adrenalinen høvler rundt i blodet, og det hele er overstået rimeligt hurtigt. I det små nyder jeg at komme hjem til folk og måske sidde og sludre over en kop kaffe, mens hjerne og hjerte mærker efter, hvordan det ville være rigtigt at portrættere personen – og øjnene scanner ansigt, lys og omgivelser. Og så slå til, når der er etableret en god forbindelse, og arbejde rimeligt hurtigt, så personen ikke når at blive træt i hele krydderen.«

Hvad er det værste?

»At blive sendt ud for at udfylde et hul. Det være sig rent fysisk – at det SKAL være et foto på højden – men også nogle gange rent forestillingsmæssigt, altså at bekræfte en forudindtaget opfattelse af, at sådan er det, sådan spiller klaveret; der er SÅ ubehagelig en stemning i det boligområde – eller hvad det nu måtte være. Journalisterne har alt for travlt i dag, og ofte er de ikke med ude i det pulserende liv, og så falder jeg over et stykke poesi midt i det hele og kommer hjem med et foto, der ikke rigtig passer til den pakke, der var ved at blive lavet. Det er nemt at forfalde til at snuppe de indlysende motiver, som bekræfter folks fordomme, men det er bare ikke så spændende – og heller ikke fair, selvfølgelig.«

Hvornår gik det op for dig, at du skulle være fotojournalist?

»Efter et par års ihærdig leg med kameraer fandt jeg ud af, at det skulle være min vej ind i fremtiden. Jeg tog efg-basisår på grafisk. I marts havde vi en uge til praktikpladssøgning. Jeg hørte rygter om, at der ville starte en pressefotografuddannelse til efteråret, og så kan det nok være, at der kom gang i det russiske mørkekammer, som jeg havde sammen med en ven på kollegiet. Hele søndagen brugte jeg på at skære passepartout, og mandag morgen bankede jeg på døren hos cheffotograf Gottfredsen på Jyllands-Posten med en stak billeder og en nyhed, som efter et par dage viste sig at passe. Det er det, jeg siger. Jeg har altid været heldig.«

Hvorfor er der behov for fotojournalistik?

»Der er mange eksempler på, at det rigtige foto på det rigtige tidspunkt kan om ikke ændre verden, så i hvert fald sætte fokus på urimeligheder og bære vidnesbyrd om tingenes rette tilstand. Der er vanvittigt meget brug for, at vi går ud og viser verden, som den tager sig ud – i al sin gru og skønhed og stilhed. Det billede, vi ser af verden på diverse små og store skærme, er jo ofte totalt forskruet, pyntet og opstillet.«

Er der for mange fotojournalister?

»Nej, for fanden. Der er alt for få. Og der er desværre også alt for få, der bruger alle de fantastiske unge fotojournalister, der står klar derude med alle deres talenter og gode idéer.«

Men laver de fastansatte fotojournalister nok?

»Ja, men mærkeligt nok er der også dage, hvor der ikke rigtigt er opgaver. Måske bare et erhvervsportræt eller sådan. Og så er muligheden der jo for at drage ud i samfundet og bare opleve og komme hjem med det skælmske øjeblik eller et fantastisk hverdagsfoto. Aviserne er blevet så ufatteligt planlagte, at i hvert fald jeg har haft svært ved at få proppet de billeder ind i spalterne – og det er møgærgerligt, for i sidste ende lægger det jo også en dæmper på lysten til at gå ud og få én på opleveren.«

Hvad er branchens største udfordring?

»Igen: De store og små skærme, som hele verden sidder klistret op ad, og som meget ofte viser lalleglad underholdning og hurtige nyheder. Den rolige, velkomponerede, dybdeborende journalistik kræver meget af læserne, og så er det nemmere at smide sig foran flimmeren. Det er kreperligt, for der bliver skabt så ufatteligt meget god journalistik på avisredaktionerne. Jeg er målløs over at følge dygtige journalisters arbejde. Alt det overblik, vedholdenhed og metode – det ville jeg aldrig kunne finde ud af.«

Hvad er løsningen?

»Hvis jeg vidste det, ville jeg have skreget det ud – ikke kun på vores egen avis, men i hele bladverdenen, for jeg elsker aviser!«