Hvorfor er du blevet journalist? 

»Jeg arbejdede som grafiker på det EU-kritiske magasin Notat. Jeg fik dem overtalt til at sende mig til England for at dække, at 500 unge var kravlet op i træerne i en skov og boede der for at stoppe byggeriet af en omfartsvej. Så stod jeg der midt i det hele mellem unge aktivister, der havde bygget 10 landsbyer 15 meter oppe i træerne. Det var megainspirerende at se kulturmødet mellem de her unge hippier og så de gamle lokale, der var konservative, kongetro englændere, men som var glade for, at de var kommet for at redde deres skov. Jeg tænkte bare, hold kæft hvor er det her sjovt og fedt.«   

Du begyndte som avisjournalist på Information. Hvorfor skiftede du spor og blev tv-tilrettelægger i stedet?

»Fordi jeg altid har været mest nysgerrig efter de historier, som taler både til følelserne og til fornuften. Det kan man godt på skrift. Men det kræver voldsomt mange ressourcer, som ofte ikke er der. Når man laver en tv-dokumentar, kan vi jo bruge to måneder på at caste vores medvirkende og derefter et helt år på at følge dem.« 

Du har en fortid på TV STOP og et udgangspunkt på venstrefløjen. Hvordan har du det med idealet om tilstræbt objektiv journalistik, som man lærer på Journalisthøjskolen?

»Det er vigtigt et gengive folks holdninger loyalt. Men forestillingen om, at det, vi laver, skulle være objektivt, er jo helt ude i skoven. Al journalistik er jo præget af journalistens holdninger. Det er vigtigt at stå ved sine egne holdninger og bruge dem i journalistikken.«

’På røven i Nakskov’ er blevet hårdt kriseret af mange lokale for at stemple hele egnen som et sted kun for sociale tabere. Hvilket indtryk har de lokales kritik gjort på dig?

»Jeg kan godt forstå meget af raseriet i udkantsområderne, hvor de føler, at alt er under afvikling, fordi alt bliver flyttet mod København, og de unge flytter med væk. Så kommer vi fra caffe latte-København og laver et program, der trigger den vrede. Jeg kan godt forstå, at nogle tænker, først pisser I på os, og så kommer I bagefter og siger, at vi lugter. Men jeg forstår ikke, hvorfor folk, der har gode jobs og deres på det tørre, mener, at det er stigmatiserende for området, at vi har portrætteret nogle mennesker på overførselsindkomst. Det er usolidarisk bare at skubbe den historie væk, fordi det er grimt og ikke tiltrækker investeringer. Folk på Lolland og andre steder, der selv ved, hvad det vil sige at være afhængig af overførselsindkomst, har derimod været glade for programmet og følt sig genkendt og forstået.«  

Hvad er i dine øjne forskellen på fattigdomsporno og relevant tv-dokumentar om samfundets bund?

»Forskellen er, at det skal være lavet med kærlighed. Det skal ikke handle om medlidenhed, eller ’godt det ikke er mig’. Man skal gå efter det fælles menneskelige, hvor vi kan genkende hinanden. Man skal som seer kunne holde af de medvirkende og forstå, hvad de kommer af, så man ikke bare tænker: Sikke en tosse! Man skal kunne mærke det andet menneske og forstå, hvorfor det gør, som det gør.«  

Hvorfor vælger I at bruge en subjektiv speakerstemme i ’På røven i Nakskov’ i stedet for den i dansk tv-dokumentar klassisk objektivt registrerende speakerstemme?

»Det er et forsøg på at give de her mennesker en stemme, så vi sammen fortæller deres historie. Så vi understreger, at det er deres historie. Vi introducerer en speakerstemme, som repræsenter de medvirkendes ’vi’. Men det havde været mere ærligt med en fortællerstemme, der repræsenterer os, der laver programmet, og resten af middelklassen. Jeg ville have elsket at arbejde mere bevidst med de klasseforskelle.«   

Set i bagklogskabens lys, var der så andet, du ville have gjort anderledes med ’På røven i Nakskov’?

»Helt klart. Vi skulle have gjort mere ud af at forklare, at problemet med socialt udsatte er noget, man slås med i hele landet og ikke kun på Lolland. Det skulle have stået klarere som præmis og fortælling, selv om Nakskov og Lolland var det rigtige sted og et interessant miljø at lade fortællingen udspille sig i. Titlen var med til, at den retfærdige vrede hos udkantsdanmarks middelklasse imod arrogante københavnere blev omdrejningspunkt for debatten, mens diskussionen om underklassens problemer igen blev tilsidesat.«       

Hvad er journalistikkens største udfordring?

»Vi har meget svært ved at fortælle historier om de voldsomme udfordringer med klimaforandringer og flygtningekrise på en måde, så de er relevante for vores hverdagsliv og giver et output, der ikke bare er støj.«   

Hvad er løsningen? 

»Jeg mangler, at medierne udfordrer mainstreamtænkningen og kommer med bud på nye veje. At vi stiller mere grundlæggende spørgsmål til, hvordan vi indretter vores samfund.«  

[[nid:34436]]

Foto: Lærke Posselt