Så er det i dag, at Årets Pressefoto kåres. Og der er masser af god nytænkning i komiteen og spændende fotografer med nye ideer, siger Lars Bech fra Das Büro. Men hvorfor bliver der lavet så dårligt tv?
Sidste år kritiserede han i kraftige vendinger forløbet omkring Årets Pressefoto. I år er Lars Bech, billedjournalist og partner i Das Büro, anderledes positivt stemt. Både over for dansk fotografi, hvor han mener, der er et spændende skred i gang, men også over for sammensætningen af dommerkomiteen.
Sidste år mente han, at hele prisuddelingen havde karakter af rygklapperi og kammerateri, hvor komitemedlemmerne gav priser til fotografer fra deres egne medier.
»PF kunne lige så godt stå for Pisse Forudsigeligt,« skrev han dengang på sin blog. »De vælger folk, der dybest set er inhabile. Det er som altid en avisfotograf, en bureaufotograf og udenlandsk dommer, som har et sikkert øje for det, vi plejer.«
Men situationen i år er en ganske anden. Kritikken er lagt på hylden, for Pressefotografforbundet har taget konsekvensen af kritikken, siger Lars Bech.
»De gamle i Pressefotografforbundet har virkelig lyttet til den debat, der har kørt i krogene. Respekt for det. Med den nye dommerkomite på fem mand i stedet for blot tre kan man på ingen måde anklage komiteen for at være inhabil. Det eneste, man kan gøre, er at ønske vinderen tillykke,« siger han til Journalisten.dk.
Lars Bech er også glad for at se mikset af de nominerede til Årets Pressefoto. Igen i år er det en solid blanding af gamle og unge. Især glæder han sig til at se de unge fotografers frembringelser, da de er frontløberne i en spændende udvikling. Det er især navne som Mette Frandsen, Sara Brincher Galbiati og Jonathan Bjerg Møller, der får smilet frem hos Lars Bech.
»Der sker et skred i dansk fotografi i disse år. Vi er på vej væk fra de klassiske sort/hvid-reportager taget med 35 millimeter fra kriseområder a la Joachim Ladefoged. Når jeg ser på de nye fotografer, ser jeg nogle meget personlige fotografer, dybdeborende og nærværende. Der er rigtig meget nærvær og nerve i deres billeder, og de har en virkelig stærk æstetik. De tager fat i dig, rusker i dig og siger 'du SKAL se det her!'«, siger han.
Mens Lars Bech har meget lidt negativt at sige om stillbillederne til Årets Pressefoto, er han langtfra tilfreds med tv-kategorien til årets prisuddeling.
»Hvis man kigger ned over listen over nominerede, synes jeg, det er lidt sjovt, at det er fotografer og ikke tv-folk, der er nomineret i tv-kategorien. Af tv-folk er der Michael Lindebjerg, og så er der alle de andre. Og jeg forstår det godt. Det er simpelthen én stor skuffelse på tv-siden – der er aldrig blevet lavet så meget ringe tv, som der gør lige i øjeblikket. Man skulle tro, det var journalister, der førte kameraet,« lyder kritikken fra Lars Bech.
Vinderne af Årets Pressefoto bliver afsløret i morgen kl. 13 på Den Sorte Diamant i København.
Listen over nominerede kan ses her.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
@font-face { font-family: "Cambria"; }p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal { margin: 0cm 0cm 0.0001pt; font-size: 12pt; font-family: "Times New Roman"; }div.Section1 { page: Section1; }
Jeg har samme oplevelse af et skisma inden for den del af vores fag, som ikke handler om at skaffe brød på bordet.
Som jeg ser det, så har krig, krise og konflikter været mere end en enkelt hjørnesten i det hus, som bærer vores fotojournalistiske idealer. Nu er det økonomiske fundament for den slags fotojournalistik markant mere skrøbeligt, og vi taler om en generel krise inden for faget.
Hvis vi igen adskiller idealerne fra det arbejde, som skaffer os brød på bordet, så mener jeg, at det eneste sted, hvor vi kan tale om, at der er krise, er inden for den del af faget, som beskæftiger sig med de tre k'er. Det var her dansk fotojournalistik markerede sig internationalt for ti år siden, og vi byggede vores idealer på samme grundlag. Nu står huset og vakler, og der bliver skrevet artikler om, at danskerne er fraværende ved fx. World Press og andre internationale udstillingsplatforme.
Men som Lars er inde på, så er vi gået i gang med at rekonstruere huset. Der er masser af nye tendenser inden for dansk fotografi. Kriser har det med at fremprovokere nytænkning og kreativitet.
Jeg har længe haft en oplevelse af, at vi negligerede de store gennemarbejdede fortællinger fra vores eget nærværende miljø til fordel for det fascinerede udland og den rå reportage. Her ser jeg heldigvis forandringer på vej, og jeg tror at det er en sund udvikling.
Produkterne og dermed idealerne fra Journalisthøjskolen er ved at ændre sig. Der bliver lånt personlighed og nærvær fra den del af fotografiet, som tidligere kun tilhørte dem, som kaldte sig kunstfotografer, og resultaterne er i mange tilfælde fantastiske.
Thomas Lekfeldt fik også med sin serie om den kræftsyge Vibe bevist, at selv lille Danmark rummer fortællinger, som kan ramme og røre internationalt, hvis fotografen investerer tiden og engagementet.
Lad os få noget mere af den slags.
Der skal være plads til de tre k’er, men huset kollapser, hvis vi lader det bære mere end en enkelt hjørnesten.