Digteren, musikeren og fotografen Larry Towell: »Jeg involverer mig altid meget følelsesmæssigt i de mennesker, jeg fotograferer. Hvis ikke jeg blev involveret, kunne jeg lige så godt sælge annoncer for livsforsikring.«

«Det er kun følelser, der tæller.«
Det fastslår den canadiske Magnumfotograf Larry Towell, der forvandler dokumentarfotografier til visuelle digte med personlige, indlevende, spontane og fintfølende billeder. De originale – og ofte uskarpe billeder – kredser om det daglige og om almindelige menneskers kamp for at få et hjem eller et land. Det gælder billederne fra konfliktområder, men også billederne af hans egen familie.
Larry Towell boede i to et halvt år alene på en tømmerflåde, bygget af naboens gamle lade, hvorfra han skrev digte og sange. Senere, for at sikre familiens levebrød, lærte han – ifølge sig selv – tre guitarakkorder på en sommer og underviste derefter i »folk-music« på aftenskole fra 1979 til 1989. Larry Towell, 45 år, bor nu med sin kone og deres fire børn på en gård i Ontario. De 75 acres land og mange forskellige dyr sikrer, at familien næsten er selvforsynende.
Fotografiet kom ad bagvejen, da han på sine rejser til Mellemamerika som forfatter begyndte at tage billeder. Igen ved et tilfælde sendte han sine billeder ind til noget, han havde hørt, der hed Magnum – verdens mest prestigefyldte fotogruppe. Larry Towell har nu været tilknyttet Magnum i ti år og blev i 1993 fast medlem. 1993 var også det år, han vandt World Press med en serie fra Gaza om Intifadaen.
»Jeg er en dårlig digter og musiker, så derfor tager jeg mest billeder. Men jeg kombinerer billederne med digte og sange i mine diasforevisninger. Det visuelle sprog kan ikke stå alene, og jeg synes, det er sjovt at skrive digte og sange.«
Larry Towell med stråhat, seler og et stort gråsprængt skæg, formidlede på Fagfestivalen med sine sort/hvide billeder, savens sørgmodige toner, sange, digte og båndoptagelser den nærhed og indlevelse, som han selv lægger i sine billeder. Og det særlige blik for dagligdagen steg, som man kom tættere på billederne fra Larry Towells egen veranda i Ontario, hvor det grå snevejr på en kold vinterdag rusker i de slørede og indhyllede børn.

Ønsker at være amatør
Spontanitet, indlevelse og følelser er omdrejningspunktet i Larry Towells billeder. En metode som han også kan forklare videnskabeligt med, at hjernen reagerer hurtigere end øjnene, så det gode billede registeres af hjernen, før det ses:
»Når jeg vælger ud fra kontaktarket, prøver jeg at huske de følelser, jeg havde, da jeg tog billedet. Jeg opstiller heller aldrig billeder, verden har en spontanitet, der aldrig kan efterlignes.«
At Larry Towell blev fotograf ad bagvejen forklarer måske, at han ikke bruger det traditionelle billedsprog i fotojournalistik. Fotografierne er ofte uskarpe i store dele af billedet, folk vender ryggen til, går ind i hinanden, beskæres underligt og kopieres dramatisk, så dele af billedet går i sort.
Billederne domineres af bevægelse, lys og modlys, røg, blæst, kors, kombineret med en fintfølende fornemmelse for menneskers dagligdag.
»Skarphed i billeder er ikke noget i sig selv, det er for formelt. Det er vigtigt at tage løsere billeder. Eller måske kan jeg bare ikke nå at stille skarpt eller finde ud af det,« undviger Larry Towell.
Han vil helst ikke sætte »regler« op for, hvordan man skal tage billeder. Det går imod hans arbejdsmetode om hele tiden at være usikker, amatør, sårbar og aldrig gentage sig selv, for at være åben over for den konkrete situation.
Det traditionelle billedsprog bygger på en objektivitet, som Larry Towell ikke tror på. For ham bliver de personlige billeder, taget på baggrund af intuition og følelser, mere troværdige og tættere på de fotograferede menneskers virkelighed, end hvis man prøver at skildre en objektiv virkelighed i sit billedsprog.
»Jeg involverer mig altid meget følelsesmæssigt i de mennesker, jeg fotograferer. Hvis ikke jeg blev involveret kunne jeg lige så godt sælge annoncer for livsforsikring.«

Fri af pressen
Larry Towell har også gjort op med det moderne pressefotografi, der i al for høj grad er events, som pressen så reagerer på, senest Bill Clintons sex-skandale. Konsekvensen af de skarpe holdninger er, at han næsten aldrig tager bestilte opgaver men går efter, hvad han personligt og politisk mener er rigtigt eller forkert:
»Fotografi betyder, at jeg tager mit sociale ansvar overfor fællesskabet alvorligt. Jeg tror ikke, jeg kan ændre verdenen – så ville jeg enten lyve eller blive nødt til at begå selvmord – men det er en måde at del-tage aktivt i en politisk verden. Men fotojournalistikken skal være en understrøm og ikke bare følge nyhedsstrømmen som den gør nu. For at sikre en fri presse, må man som fotograf være fri af pressen, så man ikke dikteres af events.«

Dagligdagen i forgrunden
Larry Towell bliver engageret i situationer, hvor almindelige mennesker samles i et fællesskab for at kæmpe for et hjem eller et land. Det gælder både billederne fra den civile befolknings kamp mod regeringen i borgerkrigen i El Salvador og for palæstinensernes kamp for et land:
»Der er sket en udvikling i de seneste år, hvor 90 procent af ofrene i konflikter er civile. De fleste tragedier involverer kvinder og børn. Jeg er optaget af almindelige folks modstandskamp, der kommer ud fra behovet om at have et land, en familie og en kulturel identitet.«
Både i billederne af konflikterne i Mellemamerika og Mellemøsten ser man flest kvinder og børn. De er i forgrunden, mens krigen mest er i baggrunden. Drenge med amputerede lemmer på grund af krigen spiller fodbold, og kvinder vasker sig i floden med et gevær ved deres side. Det er også kvinder og børn, der bærer sten til Intifadaen på Gaza.
»Det er i dagligdagen, at det store billede ligger. Bare at vise en konflikt med blod og døde er forsimplet og for let,« begrunder Larry Towell.
Men også fotoserien om mennoniterne i Mexico, som Larry Towell stadig arbejder på, handler om det lille isolerede folks fælles kamp for at overleve. Mennoniterne, der udvandrede fra Tyskland, har bevaret en kultur, uden indblandning fra den moderne udvikling. En traktor med gummihjul er hos dem djævlens værk og grund nok til eksklusion af det isolerede samfund. Serien er dagligdag, dagligdag.
I Larry Towells seneste billedprojekt er han endt hjemme ved hans egen familie på gården i Ontario. Måske fordi hans indlevelse og følelser her er ekstra store, er blikket for det daglige liv også stærkest i denne serie.

Ditte Bjerregaard er fotojournalistpraktikant på Berlingske Tidende.