REDAKTIONEL KOMMENTAR. Post Danmarks nye regler gør, at Journalisten fremover skal afleveres til postvæsenet et døgn tidligere, end vi har været vant til. Desuden kan postbudet vente flere dage med at bringe det ud til læserne. Og alt det til en pris, der er mere end dobbelt så dyr, som vi har været vant til.
Hidtil har vi kunnet lave de sidste sider mandag formiddag. Tirsdag aften har Post Danmark fået Journalisten, hvorefter postbudene har bragt bladet ud onsdag, torsdag og fredag. I hvert fald ifølge aftalen.
Det er slut nu. Med de nye regler skal Post Danmark have bladet mandag eftermiddag, og postbudene kan vente helt til lørdag med at bringe det ud.
Denne forringede service sker til en tårnhøj pris. Hidtil har vi betalt cirka 2,20 kroner i porto for hvert blad. Dertil kommer en portostøtte udbetalt direkte fra staten til Post Danmark på cirka 1,20 kroner – altså har Post Danmark fået omkring 3,30 kroner for hvert blad, postbudene har bragt ud.
Fra og med dette blad skal vi til at betale cirka 4,85 kroner for at få det bragt ud.
Palle Smed, Fagbladet, og Søren Petersen, TJECK Magazine, har på Journalistens og mange andre blades vegne forsøgt at få en aftale med Bladkompagniet, men firmaet er ikke blevet klar med et tilbud.
Post Danmark ikke vil ikke give storkunderabat til blade med et årligt oplag på under 450.000. Journalisten har derfor forsøgt at gå sammen med flere andre blade for at få et større samlet oplag og dermed en rabat. Men som det ser ud nu, vil vi kun kunne opnå en rabat på ti øre per blad. Vi har vurderet, at besparelsen på ti øre ikke står mål med besværet.
Lad mig sige det ligeud: Vi er kede af den nye situation. Vi er kede af at skulle lukke vores blad fredag formiddag. Vi er kede af, at en del af læserne først får det i hånden over en uge senere. Og vi er kede af at skulle betale mere end dobbelt så meget i porto.
Vi vil fortsat undersøge, om der skulle vise sig andre og billigere måder at få bladet ud på.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.