PENSION. For nogen tid siden kunne man læse i dagspressen, at Danica Pension var et af de selskaber, som giver det mindste afkast. Hertil kan jeg supplere med, at de arbejder utroligt langsomt.For præcis tre måneder siden havde jeg på egen foranledning et møde med en pensionsrådgiver. Fordi jeg muligvis skulle have ændret noget ved min pension, bl.a. fordi min familiesituation har ændret sig siden det sidste møde for godt og vel 20 år siden, hvor jeg stadig havde ukonfirmerede børn. Rådgiveren mente, at jeg kunne have mere glæde af en ratepension end en kapitalpension og kom med andre forslag, som lige skulle regnes igennem, før jeg ville få en mail om sagen. Den rykkede jeg for efter cirka en måned og fik lovning på snarligt svar. Men altså: Det er tre måneder siden nu.
Nar man ikke har lyst/evner til selv at jonglere med værdipapirer gennem sin bank, forekommer det altså surt, at man er tvunget med i det foretagende.
Jytte Pagh, Familie Journal
SVAR I
PENSION. Jeg er enig med Jytte Pagh i, at det er irriterende med en lang ekspeditionstid. Og jeg håber, at du får en god forklaring fra Danica Pension. Du afslutter dit indlæg med at skrive, at du finder det "surt, at man er tvunget med i det foretagende". Det er du ikke. Du kan selv vælge, om du vil have din pensionsordning i Danica Pension eller et andet sted. Det eneste, du er tvunget ind i, er gruppeordningen, som efter forbundets love er obligatorisk, hvis du er ansat på en arbejdsplads, hvor pension er en del af din løn.
Fred Jacobsen, næstformand i Dansk Journalistforbund
SVAR II
PENSION. Jeg beklager Jytte Paghs sagsforløb, der slet ikke lever op til vores standarder og værdier. Vi anstrenger os til det yderste for at give vores kunder en god og hurtig service. Vi har løbende fokus på vores ekspeditionstider over for vores kunder. I det her tilfælde må vi konstatere, at vi på ingen måde har leveret 'varen' over for Jytte Pagh, og det vil vi nu få rettet op på. Jytte Pagh kan dog 'trøste' sig med, at hun i år får forrentet sin opsparing med 6,5 procent før skat. Hertil kommer et engangsbeløb på cirka 1 procent af opsparingen, der er en kompensation fra staten for ændrede skatteregler. Samlet giver det vist et af branchens bedste afkast i år. /
Evy Sørensen, vicedirektør, Danica Pension
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.