Langsom, men grundig

OMHU. Hvis du er utilfreds med en offentlig myndighed, kan du ligesom alle andre klage til Folketingets Ombudsmand. Faktisk er det sådan, at vi her i huset normalt prioriterer aktindsigtsklager fra journalister højere end fra andre. Det er et valg truffet ud fra den simple logik, at journalisterne formidler til mange andre.

OMHU. Hvis du er utilfreds med en offentlig myndighed, kan du ligesom alle andre klage til Folketingets Ombudsmand. Faktisk er det sådan, at vi her i huset normalt prioriterer aktindsigtsklager fra journalister højere end fra andre. Det er et valg truffet ud fra den simple logik, at journalisterne formidler til mange andre.
I fjor afsluttede vi 44 sager, hvor journalister ønskede mere aktindsigt. Heraf blev 16 realitetsbehandlet. I 10 af sagerne endte journalisterne med at få ret. En procent, der ligger på linje med tidligere år og i øvrigt markant over vores andre sager. Det nytter altså for journalister at klage til Folketingets Ombudsmand.
Hvordan kunne Journalistens leder så for nylig påstå, at ombudsmanden "underminerer" og "saboterer" offentlighedsloven?
Fordi jeg er langsom. Det var argumentet. Og det kan jeg for så vidt godt forstå, set med en journalists øjne. Men jeg saboterer ikke offentlighedsloven. Tværtimod. Og lad mig komme med et friskt eksempel.
En journalist klagede over, at Fødevarestyrelsen ikke ville give ham et elektronisk udtræk af det såkaldte husdyrregister. Fødevarestyrelsen havde betalt for nogle af oplysningerne, og derfor kunne journalisten ikke bare få dem, lød argumentet. Journalisten foreslog derfor Fødevarestyrelsen, at han selv kunne sætte en søgerobot på styrelsens hjemmeside for på den måde selv at 'malke' (datascraping). Det ville Fødevarestyrelsen heller ikke gå med til, og journalisten klagede til ombudsmanden. I den endelige udtalelse skriver jeg, at Fødevarestyrelsen ikke kan undslå sig med, at den har betalt for data. Den burde have givet journalisten aktindsigt straks. Jeg mener samtidig, at journalisten har ret til at gå den offentlige hjemmeside igennem med sin egen søgemaskine, så længe han naturligvis ikke ødelægger noget.
Udtalelsen er et godt eksempel på, at ombudsmanden sikrer, at myndighederne lever op til offentlighedsloven. Men den er også et godt eksempel på, at det kræver stor tålmodighed.
I 2008 tog det gennemsnitligt 8,8 måneder at behandle en af de 16 sager om medieaktindsigt. Langt størstedelen af ventetiden går med høringssvar fra journalisten og myndigheden. Ofte flere fra hver. Vi er måske langsomme, men også grundige.
For ombudsmanden er det en nødvendig grundighed. For journalister er otte-ni måneder en evighed. Derfor er det også et af de varme emner i Offentlighedskommissionen, som jeg er formand for, at afsøge alle muligheder for at forkorte behandlingstiden – uden at sætte den nødvendige grundighed over styr.
Journalistens redaktør mener i øvrigt, at statsministeren bør sætte en deadline for kommissionen. Han synes, det har taget lang tid. Det er jeg helt enig i. Men jeg har nu selv sat en deadline: september 2009. •

Kommentarer
1
John Damm Sørensen
25.03.09 11:17
Re: Langsom, men grundig

Langsom, det er ihvertfald en betegnelse for Ombudsmandens virksomhed, som jeg kan genkende, men at sagsbehandlingen dermed også er grundig kan til tider være vanskelig at se.

Et frisk eksempel er Ombudsmandens behandling af en klage over Herning Kommunes byrådsbeslutningerne, som de offentliggøres på Internettet.

I stedet for at undersøge det, der var klaget over, beslutningsreferatet på kommunens hjemmeside, kastede Ombudsmanden sig grundigt over kommunens protokol, som vist opbevaredes på et sted, som ikke umiddelbart kunne tilgås uden assistance fra Rådhuset, og fandt, at alt var i den skønneste orden, men Ombudsmanden undlod altså at forholde sig konkret til det, som der var klaget over. En særegnet form for grundighed må jeg sige.

I forholdet til Ombudsmandens gamle kollega, formanden for Naturklagenævnet, udviser Ombudsmanden også en særegnet grundighed. Naturklagenævnet nægter konsekvent aktindsigt i de indstillinger, som nævnets sekretariat foretager til nævnet. Jeg havde søgt aktindisgt med hjemmel i Offentlighedsloven og Forvaltningsloven, men blev afvist, og Ombudsmanden fandt siden hen, at det var helt i orden. Hvad Ombudsmanden imidlerid ikke undersøgte var, at aktindsigten også burde have været vurderet under hensyntagen til Lov om aktindsigt i Miljøoplysninger. Jeg måtte derfor begynde forfra med henvisning til denne lov. Efter endnu et afslag i Naturklagenævnet ligger denne sag atter og venter på Ombudsmandens bord. Ventetiden er bl.a. af Ombudsmanden benyttet til at parkere sagen ved den europæiske ombudsmand og EU-kommissionen.

Ombudsmandens gamle kollega i Naturklagenævnet synes især at nyde særlig beskyttelse fra Ombudsmandens side. I en sag om Naturklagenævnets særegne behandling af en klage over ulovlig bebyggelse i et fredet område ved Bagsværd Sø, hvor bl.a. planlovens strenge regler om butiksstørrelser var overtrådt, havde en højtstående medarbejder i ombudsmandsinstitutionen udarbejdet en sønderlemmende kritik af Naturklagenævnet. Denne kritik blev dog efter et kort møde mellem Naturklagenævnets formand, Ombudsmanden og sagsbehandleren med megen grundighed afvist af Ombudsmanden selv. Også selvom jeg på flere punkter havde vist, at Naturklagenævnets formand ikke havde udvist speciel grundighed mht. rigtigheden af indholdet i hans udtalelser på mødet.

I medfør af førnævnte lov om aktindsigt i miljøoplysninger har Miljøministeren udstedt en bekendtgørelse om aktiv formidling af miljøoplysninger. Kort betyder denne bekendtgørelse, at alle offentlige myndigheder har pligt til at opbevare deres miljøoplysninger elektronisk, holde dem løbende opdateret og fremfor alt offentliggøre dem i rå form via Internettet, således at borgere og presse har mulighed for at lave eller få foretages deres egne analyser af data.

En database, som passer perfekt på ovennævnte beskrivelse, er f.eks. databasen over landbrugets forbrug af veterinærmedicin, kaldet Vetstat. Denne database har Åbenhedskomitéen indtil videre forgæves søgt at få åbnet for offentligheden, også med Ombudsmandens hjælp. I denne sag bevirkede Ombudsmandens grundighed bl.a., at vi fejlagtigt af ham blev henvist til Miljøankenævnet, og jeg frygter, at grundigheden også vil medføre, at sagen efter nu at have overvintret hos Ombudsmanden i længere tid pludselig finder vej til den europæiske ombudsmand og EU-kommissionen, inden vi får en endelig afgørelse.

For nogle år siden bad jeg om aktindsigt i et mødereferat for et møde Ombudsmanden havde afholdt med Trafikministeriet. Til min store overraskelse fandtes der ikke noget referat, hvilket Ombudsmanden kort meddelte. Pga. af denne særegne form for grundighed kunne jeg altså ikke blive bekendt med, hvad der reelt var blevet sagt på dette møde.

John Damm Sørensen, aktiv i og medstifter af Åbenhedskomiteen.

 

Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage
chevron_left
chevron_right