Det var som et vulkanudbrud i den islandske presse, da Frettabladid så dagens lys. Med knofedt og traditionel seriøs journalistik har gratis-avisen givet chokbehandling til et henslumrende avismarked.

OPKOMLING. I foråret 2003 mødtes formanden for det islandske regeringsparti med redaktøren for landets dengang største avis, Morgunbladid, og en advokat, der senere blev udnævnt til højesteretsdommer.

De diskuterede, hvordan en række anklager mod Islands største medie- og detailhandelsgruppe, Baugur, skulle håndteres. Mødet var i sig selv opsigtsvækkende. Men det faktum, at det fandt sted, flere måneder før politiet begyndte undersøgelserne, har gjort mødet til en af de mest kontroversielle sager på Island i årevis.

Historien kom frem gennem sagaøens store gratisavis, Frettabladid ('nyhedsbladet'), der er delvist ejet af Baugur.

Det er ikke den slags undersøgende journalistik, man normalt forbinder med gratisaviser, men Frettabladid ser heller ikke sig selv som en helt almindelig gratisavis. Ganske vist har avisen ingen udenrigskorrespondenter, og udlandsspalterne er fyldt med nyheder fra Reuters og AP. Til gengæld laver avisen selv alle indlandsnyheder og beskæftiger omkring 55 journalister og fotografer.

Rynkerne i Johann Haukssons pande kryber sammen under den glatragede isse. Han er den politiske reporter på Frettabladid. Mens han lytter til Altings-debatten over nettet, kaster hans fingre anslag i det nyskabte Word-dokument på fladskærmen.

Fra sin plads i et hjørne af det store kontorlandskab har han udsigt til løse ledninger, der hænger ned fra loftet og konkurrerer med en halvvissen potteplante om at give redaktionslokalet et råt og ufærdigt udtryk. Midt i det hele står nogle tomme borde, som endnu ikke er taget i brug, selvom avisen flyttede ind i september.

Johann Hauksson er betydeligt ældre end de øvrige journalister, der er til stede i lokalet. Han har passeret de 50, og hvis ikke det var for ham, kunne man tro, at Frettabladid var en universitetsavis:

»Det er en ung og moderne redaktion. De fleste er omkring de 30, og vi har en meget uformel og flad organisation. Det er ikke hierarkisk, som da jeg arbejdede på statsradioen, og det synes jeg er positivt,« siger Johann Hauksson, som også peger på en anden forskel:

»Vi har hver vores område, vi dækker, og man bliver, til man er færdig med det. Om det så er otte, ti eller 12 timer. Det betyder ikke noget. Det kan man godt klare i en periode, men det holder ikke i længden.«

Trausti Haflidason er en af de unge løver, der løber rundt på redaktionen. Med sit korte, blonde hår ligner han den gennemsnitlige medarbejder på avisen. Han arbejder også længere end de normale otte timer om dagen, men har ingen problemer med overarbejdet.

»Jeg har været med fra begyndelsen, og det bedste er at se avisen vokse. De første år var hårde, men nu er avisen etableret, og det er godt og dynamisk sted at være,« siger han.

Haflidason kom fra Morgunbladid i 2001, fordi han så en chance for at være med til at skabe noget nyt.

Som den ligger på bordet foran assisterende redaktør Jon Kaldal, minder islandske Frettabladid om en blå udgave af metroXpress. Men det er en sammenligning, der ikke falder i god jord:

»Vi prøver på at være ledende journalistisk og adskiller os dér fra metroXpress og Urban i Danmark. Vi vandt for nylig en journalistisk pris og var nomineret til en anden. Det er anden gang på tre år,« siger Jon Kaldal, mens han sidder afslappet i den mørkebrune lædersofa på redaktørkontoret.

Den pris, Jon Kaldal omtaler, er 'Bladamannaverdlaun' – det islandske journalistforbunds pendant til Cavling-prisen. Der er tre kategorier, og historien om det kontroversielle møde mellem partiformanden, advokaten og redaktøren for konkurrenten Morgunbladid tog prisen for bedste undersøgende journalistik.

Jon Kaldal kalder Frettabladid for et traditionelt dagblad, hvor nyhedsdækningen er grundstenen – også i avisens succes.

»Kernen er nyhederne. Nyheder er det mest vanedannende stof, du kan få,« forklarer den assisterende redaktør.

Kontroversielle sensations-historier er dog ikke målet:

»Vi kommer uinviteret ind gennem folks brevsprækker, og derfor er der visse grænser for, hvor langt vi kan gå. Så man kan sammenligne os med Politiken, Jyllands-Posten eller Berlingske Tidende. Vi kunne ikke have samme linje som for eksempel Ekstra Bladet,« fortæller Jon Kaldal.

»Nyhederne på forsiden handler om emner, der har betydning for samfundet. Den lille pige, der mister en finger i et tivoli, kommer ikke på forsiden hos os. Vi har også de mere personlige, menneskelige historier, men de er inde i avisen,« forklarer islændingen.

Avisens idé er at bringe læseren en fuld nyhedsdækning gennem avisens egne journalister. Det skal gøres på en kort og direkte måde, så man på 20 minutter kan sætte sig ind i, hvad der sker på Island. Selv om alle artikler om Island er egne
historier, og skønt man dækker de samme historier som den største konkurrent Morgunbladid, så er der begrænsninger på længden. Maksimalt 2.200 anslag er den normale længde. Dog har man en enkelt featurehistorie, der kan fylde op til en hel tabloidside.

Det oprindelige Frettabladid-koncept var kun på 24 sider, men siden da har redaktionsledelsen tilføjet nye områder. I dag er Frettabladid minimum 36 sider. Sidetallet følger mængden af annoncer og stiger derfor op mod weekenden. En typisk fredag er der 56 sider, og omkring halvdelen af avisen består af annoncer. Derudover er der hver dag et tillæg med for eksempel sport, kultur, underholdning eller job- og boligannoncer. Den største udgave af avisen har samlet været på 96 sider.

Frettabladid er husstandsomdelt. Det er den detalje, som er blevet bemærket mest i Danmark. Hver morgen modtager 80 procent af de islandske husstande Frettabladid før klokken 7.30. Idéen med husstandsomdelingen er, at man regner med, at flere vil læse avisen, når den kommer i hjemmet til morgenkaffen. En kalkulation, der holder stik. Omkring 70 procent af øboerne læser avisen dagligt.

»Det er som et bredbånd med nyheder og reklamer, der går direkte ind i alle hjem. Det er den metafor, vi bruger om Frettabladid,« siger Jon Kaldal.

'Bredbåndet' har haft stor gennemslagskraft. Med et oplag på 103.000 aviser er Frettabladid landets største, og efter underskud de første år er den nu også en overskudsforretning.

Den største konkurrent, Morgunbladid, der er en traditionel morgenavis, har et oplag på omkring 50.000 og er blevet overhalet af opkomlingen, der først blev stiftet i 2001.

Arna Schramm er en af dem, der mærker i dagligdagen, at der er kommet en ny stor avis. Hun er formand for det islandske journalistforbund og arbejder for Morgunbladid:

»Man kigger på, om det, man laver, er bedre end konkurrentens historier, og gør sig dét mere umage. Konkurrencen har været positiv for den islandske presse,« fortæller hun.

Før gratisavisen kom til, var Morgenbladid som Damernes Magasin i Matador, inden Mads Skjern kom til byen. For eksempel var der ingen grund til at udkomme om mandagen, da det jo ville medføre, at journalisterne skulle på arbejde om søndagen.

Medieforsker ved Islands Universitet Thorbjörn Broddason mener, at Frettabladid har fået det islandske avismarked til at vågne op.

»Morgunbladid havde reelt en monopol-stilling. De andre aviser var for små til at være reelle konkurrenter, og med Morgunbladids tætte forbindelse til det regerende borgerlige parti, Selvstændighedspartiet, gav det en politisk ubalance i det islandske medielandskab,« siger Broddason.

Ifølge Jon Kaldal er Frettabladid politisk uafhængig og har principielt ingen holdninger. Der er en leder, men den bliver skrevet med byline og er ikke udtryk for avisens holdning. Derfor mener Jon Kaldal, at avisens skribenter har en stor frihed i deres journalistik.

Der har dog været kritik af avisens dækning af sigtelserne mod Baugur-gruppen. Da avisen som den første fik fat i hele anklageskriftet, bestod dækningen i at trykke dele af anklageskriftet og derpå lade manden bag Baugur, Jon Asgeir Johanneson, kommentere og forklare sig. Derudover lod Frettabladid hans advokater gennemlæse interviewene før trykning.

Taxien kører mellem de grå betonbygninger, der sammen med de lavtliggende morgenskyer giver Reykjavik et uvirkeligt, gråt udtryk. Der er ingen mennesker eller træer i syne, og kun de mange biler på vejen bryder tomheden. I horisonten minder de sneklædte fjelde om, at der også i Reykjavik er andre farver end grå.

Johann Hauksson læser Morgunbladid i taxien og ærgrer sig. En historie om overophedning af den islandske økonomi, som han troede var en solohistorie, står med store typer på forsiden af den konkurrerende avis. Men tankerne er hurtigt tilbage til dagens opgave, et interview med Ingibjörg Sólrún Gísladóttir, der er formand for Socialdemokraterne. Historien er til søndagsudgaven, men selv om det kun er torsdag morgen, kører taxachaufføren, som var det få minutter før deadline.

Farten er sat op i vulkanøens presse, og Frettabladid kan ikke nå længere med deres koncept i hjemlandet. Man må udenlands, hvis man vil nå videre. Og hvis rygterne taler sandt, er Danmark næste mål.

Johann Hauksson kender godt til snakken om en mulig gratisavis i Danmark.

»Nu må vi se, om I skal til at skrive på islandsk,« siger han med et smil, der synes at vide mere. /

* Baugur Group
* Baugur opstod i 1989 og åbnede den første discountbutik i Island. Konceptet blev hurtigt en succes i hele landet under navnet Bonus.
* I dag har Baugur-gruppen 47 procent af al detailhandel i Island.
* Baugur Groups totale omsætning var i 2005 på knap 95 milliarder kroner.
* Samlet er Baugur arbejdsgiver for 62.000 ansatte i 30 selskaber – i Island, England, Danmark og på Færøerne.

Læs mere om Baugur Group i Journalisten nummer 3/2006 og 4/2006.

Islandsk pengegejser

Den islandske økonomi skyder mod himlen som en gejser.
Islandske forretningsfolk er på internationalt investeringstogt, og Baugur Group angriber den danske avisverden.
Men hvor kommer pengene fra?

KAPITAL. Det kan ikke lade sig gøre. Omdelingen vil blive for dyr, indtægterne for små. Sådan lød Børsens konklusion, da de regnede på, om det var muligt at lave en husstandsomdelt gratisavis i Danmark.

Alligevel har islandske Dagsbrun, der er en del af Baugur Group, i denne måned dannet et selskab, der skal sørge for etablering og omdeling af sådan en.

Der lyder fra flere sider advarsler om overophedning af den islandske økonomi. I øjeblikket boomer den med en årlig økonomisk vækst på omkring fem procent og en arbejdsløshed på kun 1,6 procent.

Men ifølge Stefan Gunlaugsson, der er assisterende professor i økonomi ved Universitet i Akureyri, er den islandske økonomi sund. Udviklingen vil fortsat være positiv, og selv en eventuel overophedning af den islandske økonomi vil ikke påvirke Baugur, mener han:

»Den finansielle situation for Baugur er ekstremt god. De fleste af firmaets aktiver er i Danmark og England, og derfor har den islandske økonomi kun ringe betydning for dem.«

I de senere år har Baugur skabt et detailhandels-imperium i Danmark og især Storbritannien. De har købt sig til butikker med en samlet omsætning, der nærmer sig 100 milliarder danske kroner, og Baugur havde i 2005 et overskud på 2,8 milliarder kroner. Magasin, Illum og Merlin nogle af de mere prominente danske opkøb, men også store ejendomsselskaber som Keops og Nordicom har været på Baugurs dosmerseddel i Danmark.

Kapitalen til de store investeringer er især kommet gennem lån i de islandske banker. De blev privatiseret fra 1998 til 2003, og det har gjort investorernes adgang til kapital lettere. Hvor bankerne før var mere konservative i deres udlånspolitik, er de nu langt mere risikovillige og deltager i højere grad også selv i investeringerne.

Det har hjulpet Baugur, fortæller Stefan Gunlaugsson:

»Baugur har haft utrolig succes med detailhandel i Island, og det har de fulgt op i Storbritannien, hvor de tjente store penge og fik et godt ry. Deres finansielle situation er ekstrem stærk, og derfor har de let ved at få lån i islandske, britiske og sikkert også i skandinaviske banker.«

Når de islandske forretningsfolk har været så fremgangsrige, skyldes det ifølge Stefan Gunlaugsson ikke, at de er dygtigere end deres danske kolleger til at drive virksomhederne – snarere at de er mere aggressive og tager flere chancer i deres investeringer, mener han.

Den seneste plan er altså at lave en ny gratisavis i Danmark, men Orkla Media står også på ønskesedlen. Islændingene synes at være kommet for at blive. /