Danske erhvervs- og nyhedsjournalister har kåret årets bedste informationschef. Han er ansat i rejsebranchen. Og det er ikke Stig Elling. (opdateret)
Torben Andersen, informationschef hos Thomas Cook, er ifølge en rundspørge blandt 91 journalister landet bedste informationschef. Torben Andersen ligger nummer et, fordi journalisterne oplever ham som tilgængelig, synlig og altid klar med en kommentar. Desuden har han godt kendskab til hele branchen.
Det fremgår af analyseinstituttet IFKAs Medieregnskab for 2008.
Torben Andersen fortæller til Journalisten.dk, at han står for den gammeldags journalistiske indgang til kommunikationsfaget:
»Jeg opfatter mig selv om en slags redaktionssekretær, hvor jeg sætter ting i gang. Når jeg laver pressemeddelelser, underspiller jeg firmaet meget, men skaber for eksempel omtale gennem en historie om, hvad madvarer egentlig koster i de lande, vi rejser i,« siger Torben Andersen, der er eneste kommunikationsmand i Thomas Cook Airlines.
Mike Rulis, Novo Nordisk, ligger på andenpladsen i medieregnskabet, mens Stig Elling fra Star Tour bliver nummer tre. Torben Andersen fik dobbelt så mange stemmer som den i offentligheden nok mere kendte Stig Elling.
Sidste år vandt presse- og informationschef Jens Langergaard fra SAS. Han arbejder nu for Topdanmark. I 2006 var vinderen Astrid Gade Nielsen fra Arla.
Torben Andersen er også informationschef for MyTravel, Spies og Tjæreborg. Læs hans seneste pressemeddelser for Thomas Cook her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.