Altingets lakridspibehistorie var høj infotainment, og festen fortsætter, når DR’s EU-korrespondent Ole Ryborg på bagsiden af seneste nummer af Journalisten iler unionen til undsætning med ”Thorning-testen”: Hvis man som journalist er fristet af en gakket EU-historie, mener Ryborg, så skal man spørge sig selv, om Thorning kunne finde på det samme. Og droppe historien, hvis svaret er nej.

Desværre dur Thorning-testen ikke. Det gør derimod EU-tossetesten. Folk i unionshovedstaden finder gerne og ofte på mere gakkede ting, end hvad selv danske politikere kan levere.
Det springende punkt er, om man som dansk journalist kan nå at dokumentere tosserierne, før de bliver vedtaget.

Det kan man ikke altid, og som Bruxelles-korrespondent i årene 2004-2009 er jeg selv medskyldig. Virkningen af alt for mange direktiver og forordninger ses først, efter at de er blevet taget andægtigt ad notam i Folketinget, hvorefter EU-Domstolen ”pludselig” træder ind med ”overraskende” domme, såsom Metock eller SU. Unionstoget har det med at køre, mens danske journalister står på perronen og kigger køretider.

Den væsentligste årsag er, at journaliststanden hen over årtier hverken har været dygtig nok eller fandenivoldsk nok i dækningen af EU. Symptomatisk er Nice- og Lissabontraktaterne, som får dansk suverænitet til at fosse ud af statskassen, uden at der har været en demokratisk folkeafstemning. En dansker har i dag cirka 10 procent mindre at sige end gennemsnitseuropæeren, så mens traktatdrøftelserne stod på i 2007, forsøgte jeg at belyse udviklingen ved at belyse landenes stemmevægte.

Det er den mest præcise definition af suverænitet. Stemmevægte er matematisk betingede og kan derfor være svære at argumentere imod, men på Christiansborg er det muligt. Justitsministeriet fremlægger en såkaldt ekspertredegørelse, og vupti udelukkes en folkeafstemning, mens pressens fokus samtidig fjernes fra de folkevalgte beslutningstagere. Behørigt spørger journalister både ja- og nejsiden, objektivt og sobert. Så er balancen i vinkel og geden barberet.

Men virkeligheden er en anden i Bruxelles. Her falder danske diplomater, hvoraf en stor del er fagligt skarpe, ofte i ét med betonsøjlerne i Justus Lipsius, idet lav suverænitet er lig med ligegyldighed. Selvværdet udfordres yderligere af, at mange danskere tror, Danmark er det eneste land med EU-forbehold. Den myte skyldes mediernes medløberi og talløse artikler, hvor politikere blæser til snarligt opgør med de ”skadelige” forbehold.

Det siges, at man må kende historien for at kunne beskrive fremtiden. I oktober 2007 forekom traktaten så vigtig for velfærd og konkurrenceevne i Danmark, at jeg lavede en lidt utraditionel analyse. Under hensyntagen til de relevante forskelle blev Anders Fogh Rasmussens håndtering af dansk suverænitet sammenlignet med forgængeren Erik Scavenius’. Jeg tror, jeg ramte plet i historisk perspektiv, men i samtiden var det ikke en perspektivering, som blev værdsat. Foghs Statsministerium, der dengang ellers husede den glødende Scavenius-fan Bo Lidegaard, rasede. Udenrigsministeriet knurrede, og en af Berlingskes sure klummemænd søgte at jage min dengang nye chefredaktør rundt i manegen.

Politisk er forløbet set før og gentaget siden. Efter folkeafstemningerne i 1992 og 1993 fik Danmark forbehold mod deltagelse i EU’s retspolitik, men det er (ligesom euroforbeholdet) en tom skal efter dansk accept i 2003 af EU’s arrestordre. Andre landes nationale forbehold, en række uklare gerningsdefinitioner og inkonsekvent håndhævelse har gjort arrestordren mere føderal end det føderaleste USA. Alt går an. Tyskland misbruger arrestordren til at beskytte den nazistiske chefterrorist Søren Kam, hvorimod danske statsborgere udleveres uden dom til Tyskland for mindre alvorlige forbrydelser end Kams terrormord.

Derfor er tærsklen desværre sat lidt lavt, hvis man benytter danske politikere som målestok for EU’s tosserier. Nok blæser Ryborg i Journalisten nummer 11 til kamp for at redde restauranters ret til at have dyppeskåle med olivenolie, men ”dyppeskålsgate” forekommer lidt Bruxelles-provinsielt. Der findes rigtig mange andre upåtalte emner.

Det er ikke, fordi det danske EU-pressekorps, herunder Ryborg, er udygtigt. Tværtimod faktisk. Men journalisterne i Bruxelles står over for en stor udfordring. De er ganske få, og i den situation er det særlig vigtigt, at man ikke er håndsky og besmittet af bureaukratkilder i en sådan grad, at man bevidstløst refererer EU’s bullshit bingo.

Derfor en stor tak til Altinget. Historien var måske/måske ikke en and – endda en pibeand [Anas Penelope] – men det interessante ligger også et helt andet sted. Altinget stod på unionstoget, da det forlod perronen, og lakridspibegate er en lektion i EU’s ofte udefinerbare magt. En magt, der gemmer sig i omtågede formuleringer og lumre udvalgsprocedurer, som har det med pludselig at gå hen og bliver til benhårde lovparagraffer i de lande, der i øvrigt kerer sig om at overholde EU-retten og lytte til EU-Domstolen.