Avislæserne skelner skarpt mellem det gode og det dårlige foto. De vil have kvalitet, budskaber og skæve vinkler i billederne. Det viser en ny undersøgelse.

Avislæsere kan godt se, når et billede er godt.

Overraskende nok er de meget velformulerede i deres vurderinger af billederne.

Gennem det seneste år har fotograf Søren Pagter analyseret fotojournalistikkens rolle og funktion i nyhedsmedierne for CFJE (Center for Journalistik og Efteruddannelse). Mens han har gjort det, har han haft orlov fra sit job som leder af Fotojournalistuddannelsen på Danmarks Journalisthøjskole.

20. september sidste år vurderede 363 af Politikens læsere på hans foranledning billederne i Politiken, mens 102 læsere vurderede billederne i Herning Folkeblad den 13. september. Billede for billede.

Senere brugte en fokusgruppe fra hver af de to aviser hver en aften på at vurdere otte udvalgte billeder fra deres avis.

»Det er ikke nødvendigvis overraskende, at de kan se, at det ene billede er bedre end det andet. Det er mere overraskende, at de er opmærksomme på billedernes værdi og kan formulere den,« siger Søren Pagter. Han fortæller, at landbokonen i Herning og akademikeren i København er lige gode til at udtrykke deres holdninger til fotos.

Han har gennemgået alle 465 læseres bemærkninger og fundet ud af, at de fordeler sig i fem grupper. Et billede skal 1) skabe opmærksomhed 2) hænge sammen med artiklen 3) fortælle en historie eller formidle en stemning og endelig skal det 4) være troværdigt.

Læserne i Herning havde et ekstra krav: Der skal være handling, bevægelse og liv i billederne.

Det sidste mener Søren Pagter kan forklares med, at Herning Folkeblad har mange kedelige billeder af diverse prisoverrækkelser og gruppebilleder.

»Jeg fortolker læsernes bemærkninger i den retning, at de gerne vil have flere reportagefotos,« siger Søren Pagter.

Store billeder og farver gør ikke nødvendigvis læserne gladere. Når layouteren flotter sig og giver plads til store fotos eller bruger rigtig mange billeder, opfatter læserne det nogle gange, som om avisen mangler stof og i virkeligheden bare fylder huller ud.

I Politiken er der både farve- og sort/hvide billeder. På Herning Folkeblad er der udelukkende farvefotos, men farverne imponerer ikke læserne. De foretrækker en kombination. En af dem sagde, at »når alt er i farver, så devalueres farvernes blikfang. Et sort/hvidt billede vil derimod fange ens blik. Ligesom et farvefoto gjorde førhen«.

Hvis et billede ikke tydeligt signalerer et budskab, uden at man behøver at læse teksten først, så er det ikke et billede, læserne betragter som et godt avisbillede. Læserne vil have sammenhæng mellem tekst, foto og layout.

Læserne i Herning og København har ingen forventninger om at gense sig selv i spalterne. I Herning giver de for eksempel ikke bare høje point til et billede i avisen, fordi det forestiller nogle, de kender. Billedet skal skabe en bredere identifikation. Én udtrykte det således: »Det er godt, når fotografiet får én til at genkende sig selv i en situation«.

Læserne af Politiken forventer heller ikke at kunne genkende sig selv i avisen, men vil gerne have, at for eksempel billeder af personer kan bruges eller forstås i en bredere sammenhæng.

Uanset hvor godt et billede er, så kan det allerhøjst gøre læserne interesserede i at læse den tilhørende artikel. Et flot billede kan ikke alene få folk til at tygge sig igennem artiklen.

Nogle billeder får direkte læserne til at holde sig langt væk fra artiklerne. Det er i de tilfælde, hvor billedet bare objektivt registrerer en person, et sted eller en ting, for eksempel et udtryksløst foto af et nyt IC-tog. De billeder har fået lavest karakter.

De dårligste af alle billeder fandt læserne af Herning Folkeblad, hvis man sammenligner de point, læserne delte ud.

På Politiken bliver det dårligste billede vurderet til at være væsentligt bedre end det dårligste på Herning Folkeblad. Søren Pagters konklusion er, at bunden er højere på Politiken end på Herning Folkeblad. Det kan hænge sammen med, at Herning Folkeblad, der bringer langt flere billeder end Politiken, bruger flere af læsernes egne fotos og flere fotos taget af journalister, end Politiken gør.

Politikens læsere bemærker, at jo længere hen man kommer i avisens første sektion, jo kedeligere bliver billederne. Læserne udtaler dog, at det er i orden, at billederne i første sektion er rodede, mens de øvrige sektioner satser på æstetikken.

Søren Pagter har ud fra læsernes besvarelser stillet fire udsagn op, der beskriver det gode fotografi:

Det skal være overraskende og skævt

Det skal passe til artiklen

Det må ikke være for kompliceret

Det fortæller en historie og giver information.

Læresætningen til fotograferne og layouterne må ifølge Søren Pagter være, at hver eneste gang, de sætter en tegning eller et foto i avisen, så sidder der nogen i den anden ende, der aflæser det i en sammenhæng. Og det kan de:

»Læserne er overraskende bevidste om billedernes kvalitet. Derfor er det nødvendigt at højne kvaliteten,« konkluderer Søren Pagter.

Ifølge hans vurdering har Politiken og Herning Folkeblad ikke nogen egentlig konkurrence fra andre aviser. Politiken har sine kernelæsere, og folk i Herning har ikke noget valg, hvis de vil læse en lokal avis.

»For at få læserne til at blive ved med at købe aviserne, så må de hæve billedkvaliteten,« siger Søren Pagter og gør opmærksom på, at læserne er forkælet med gode billeder: De fleste får et fagblad, der oftest er lækkert layoutet og har flotte billeder. De læser dameblade, Euroman, ser reklamer og går i biografen.

»Læserne er billedbevidste som aldrig før. På trods af det har ikke alle aviser oppet sig eller skiftet til et højere gear. De er ikke så modige, og det skal de være, ellers får de ikke flere læsere – eller formår at fastholde dem, de har,« siger han.

Aviserne kan ifølge Søren Pagter fastholde læserne ved at lægge mere energi i rutineopgaverne:

»Der er en tendens til, at fotografer og journalister synes, at det er mere interessant at lave en helsides reportage, men for læserne er det gode billede på side 12 lige så vigtigt,« konkluderer Søren Pagter ud fra sin undersøgelse.

Se hele undersøgelsen på www.cfje.dk.

Metode:

På Politiken allierede Søren Pagter sig med Webpol, et selvstændigt analyseinstitut i JP/Politikens Hus.

Webpol udvalgte 500 blandt Politikens læsere, så de afspejlede læserskarens køn, alder og jobsituation.

De 500 fik en mail med et spørgeskema, som de kunne udfylde på skærmen, mens de sad med avisen ved siden af sig.

363 svarede. Den høje svarprocent skyldes, at de 500 var valgt blandt de læsere, der har tilkendegivet, at de gerne vil medvirke diverse undersøgelser.

Af svargruppen blev 12 plukket ud til en fokusgruppe. Der kom otte.

På Herning Folkeblad var der en side i avisen, som læserne kunne udfylde og sende ind, men det gav kun knap 40 besvarelser, hvilket ikke var statistisk nok. Derfor hyrede CFJE nogle spørgere fra Dansk Markedsanalyse til at opsøge læserne på centrale steder i byen. Derved fik CFJE i alt 102 svar.

Ud fra besvarelserne blev syv personer trukket ud til en fokusgruppe.