Læserne skal suges ind

Troels Evold Widding skal være redaktør på Journalisten i et halvt år fra august, mens Jakob Elkjær er fellow på SDU.

Troels Evold Widding skal være redaktør på Journalisten i et halvt år fra august, mens Jakob Elkjær er fellow på SDU.

Hvorfor søgte du stillingen som redaktør-vikar på Journalisten?
Det gjorde jeg, fordi vi har verdens sjoveste fag. Det er helt forrygende skægt. Jeg har mange gange takket mig selv for, at jeg blev journalist. At beskæftige mig med mit eget fag ligger ligefor. Derudover har jeg været på Journalisten før, og jeg tænker i forvejen meget over de ting, I skriver om. Nu får jeg bare lov til at diskutere det med kvalificerede sparringspartnere. Og så er der utroligt mange muligheder. Man kan jo beskæftige sig med alt fra talkshows til, hvorfor Eb.dk er så blodigt. Eller man kan lave et portræt af en dygtig fotograf. Den alsidighed kan jeg godt lide.

Hvordan vil læserne kunne se, at det er dig og ikke Jakob Elkjær, der er redaktør?
Jeg håber, at man vil kunne se, at jeg gennem de sidste 10 år har lavet magasiner, hvor jeg har tilegnet mig nogle færdigheder. Som bladet er i dag, bliver læserne ikke inviteret så meget indenfor. Jeg håber, at de vil blive suget mere ind i bladet.
I stedet for at tænke, at "den artikel skal jeg have læst", skal de i gang med at læse, før de får tænkt sig om.

Hvordan skal vi få inviteret læserne mere indenfor?
Jeg tror, at vi skal lave et blad, der afspejler, at vi har nogle af verdens bedste
fotografer. Og så skal vi arbejde med, hvordan vi fortæller historierne, så en
artikel ikke bare er en tekst med et billede, men at der også er en tredje ting,
der giver noget ekstra.

Hvad kunne sådan en tredje ting være?
På Arena fik vi et interview med Michael Laudrup. Jeg kunne på forhånd se, at han nok ville svare undvigende på mange af spørgsmålene. Der syntes jeg, at det kunne være sjovt at få ham til at sætte sit yndlingshold. Det virkede godt som illustration, og det gav en masse omtale af bladet. Vi fik meget ud af at sætte os ned og grundigt tænke igennem, hvordan vi skulle gribe interviewet an.

Vil du ændre på bladets redaktionelle linje?
Det er sindssygt vigtigt at holde fast i den mediekritiske linje. Medierne er overalt og influerer mere end nogensinde på danskernes liv. Derfor er det tilsvarende endnu mere vigtigt at have Journalisten som et organ, der reflekterer over, hvad det er, vi laver. Der bliver ikke bliver pillet ved, at Journalistens udgangspunkt er
at være et mediekritisk organ.

 

Karriere: Troels Evold Widding har været chefredaktør for det nu lukkede Arena.
Før det var han redaktionschef på magasinet Where2go, og har også været chef-redaktør på Chili og ankermand på Chiligroups forskellige udgivelser samt redaktør på rejsemagasinet Vagabond. Karrieren begyndte på Journalisten, hvor han både har været praktikant og journalist. Senest han var på Journalisten, fik redaktionen Berlingske Tidendes journalistpris.

0 Kommentarer