Journalist rapporterer fra flere svingstater under USA's valg. Reportage-tur finansieret direkte af læserne via crowdfunding
Hvor meget vil du betale for en god historie? Eller rettere: Hvor meget vil dine læsere betale for en god historie? Journalist Chris Killian fra Kalamazoo, Michigan, lod det ikke blive ved spekulationen. Han spurgte sine læsere.
Den unge journalist gik på Kickstarter.com for at rejse penge til en reportagetur. Planen var, at Chris Killian ville besøge alle svingstaterne under årets præsidentvalg for at interviewe amerikanske borgere om valget.
Killians finansieringsmodel for reportageturen åbner et centralt spørgsmål: Kan journalistisk arbejde finansieres uden om traditionelle medier? Kan journalister gå direkte til læserne og bede om penge? Fænomenet har et navn: Crowdfunding.
Chris Killian bad ikke om meget. Lidt under 14.500 kroner. Pengene skulle først og fremmest gå til benzin til det folkevognsrugbrød fra 1984, som Killian har sat i stand, og som han vil bo og arbejde i under reportageturen.
Journalisten.dk har interviewet Chris Killian per mail fra Arizona, hvor han er nu, under sin reportagetur.
Hvordan fik du ideen til at bruge Kickstarter til at skaffe penge til turen?
»Jeg manglede ganske enkelt penge til at gennemføre projektet. Kickstarter leverede værktøj og platform til at konstruere et indsamlings-site, til i bund og grund at kommunikere med indskydere og mulige indskydere under indsamlingsperioden og markedsføre projektet til blogs og andre medier, hvilket gjorde det muligt at sprede ideen længere ud, end jeg kunne have gjort alene.«
Levede resultatet op til dine forventninger?
»Det overgik dem. Jeg bad om 14.400 kroner. Jeg endte med at få 26.500. Kickstarter tog 5 procent og Amazon – der fungerede som mellemmand og betalingsplatform – tog 2 procent. Jeg endte med at modtage lidt over 23.500 kroner.«
Har projektet medført, at du er kommet i kontakt med andre medier?
»Ja, jeg skriver også en 3.500 ord lang feature til Christian Science Monitor.«
Har du overblik over, hvem der bidrog til finansieringen?
»Ca. 60 procent kom fra familie og venner, mennesker jeg kender. De resterende 40 procent kom fra fuldstændigt fremmede mennesker. Og ja, der var flere, der bidrog fra andre lande.«
Hvad er din erfaring med crowdfunding på denne måde?
»Det er, at en god ide kan få ben at gå på, hvis den er ordentligt markedsført, og hvis den person, der søger om penge, bliver ved med at kommunikere med indskyderne og de mulige indskydere. Hvis folk mener, at ideen er noget værd, hvis de mener, at den opfylder et behov, og hvis den er unik, så vil de finansiere det.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.