Læs, køb og vær glad

 

 

Læserne skal handle hos avisens annoncører. Det er målet for ejeren af Lokal-Bladet Budstikken, så journalister, der vil skrive kritisk, kan godt spare frimærket til en Budstikken-ansøgning.

Kort, positivt og ingen kritiske ord om annoncørerne. Hans Løhndorf, der ejer Lokal-Bladet Budstikken, er ikke bange for at sige lige ud, hvordan han styrer en lokalavis hen mod et pænt regnskab. Han vil have journalister, der forstår at parkere den kritiske sans uden for redaktionslokalet.

"BilZonen, som er et tillæg til JydskeVestkysten, skrev, at nogle Citroën-modeller havde tendens til at bryde i brand. Jeg tør vædde på, avisen aldrig mere får en annonce fra Citroën. Du vil ikke se den slags agressive artikler i

Budstikken. Det er jo noget, læseren alligevel kan se i TV-avisen," siger Hans Løhndorf, hvis far etablerede den første Budstikken i 1935 i Vojens.

Inden for de seneste fem år har Hans Løhndorf udvidet med aviser i Fredericia, Kolding, Aabenraa, Sønderborg, og fra slutningen af januar fik Esbjerg også en Budstikken. Det samlede oplag har netop rundet 225.000 om ugen.
Løhndorf ved, at hans filosofi om avisdrift er i klar modstrid med traditionelle journalistdyder, men det er vilkårene på Budstikken.

"Vi ansætter journalister, der ved, at de ikke skal save i den gren, de sidder på. I praksis ser vi på, hvad de tidligere har skrevet, og vurderer, om det er et menneske, der vil skrive positive historier. Dagbladene dør lige så stille, fordi journalisterne skriver så kritisk. Folk gider ikke læse alle de negative historier," mener Hans Løhndorf.

Han kan godt se, at kritiske historier kan være interessante og skabe debat, men de hører ikke hjemme i Budstikken. Det gælder også historier, der måske ikke er kritiske, men alligevel kan skade annoncørerne.

"En ugeavis havde en stor artikel om, at man kan gå billigt til tandlæge i Tyskland og købe bajere og benzin, når nu man er dernede. Det er meget problematisk, at journalisten forsøger at få folk til at handle på den anden side af grænsen. De skal handle i Danmark, og det synes vores annoncører selvfølgelig også. Det var en negativ historie, som svarer til, da Berlingske-journalisterne bed i den hånd, der fodrede dem," siger Løhndorf.

Han henviser til, at Mærsk Mc-Kinney Møller i år 2000 solgte sine Berlingske-aktier, efter at avisen satte spørgsmålstegn ved A.P. Møllers rolle under krigen.

 

Journalistik nummer to
Budstikken bliver lavet af enmandsredaktioner i hver af de seks byer. I Sønderborg er det journalist Mikkel Hansen, der håndterer både pen og kamera.

"Vi satser meget på kulturelt stof, og der er ikke de store kritiske historier at hente. Der er jo også grænser for, hvad jeg kan nå, så det giver i høj grad sig selv, hvad der kommer i avisen," siger Mikkel Hansen.

At Budstikken har et overlap mellem journalistik og økonomi, er understreget af, at det er den samme person, der er marketingschef og bladleder for alle seks afdelinger samt ansvarshavende redaktør for Sønderborg og Esbjerg. Mikkel Hansen oplever det ikke som et problem, at den ansvarshavende redaktør også har andre kasketter.

"Han har indflydelse på, hvad der kommer i avisen, men jeg mærker det ikke som et krav, at vi skal skrive pænt om annoncørerne. Det ligger bare i avisens stil, at vi ikke laver skandalehistorier," siger Mikkel Hansen. Han blev færdiguddannet i sommeren 2001, og var i en måned vikar på Vejle Amts Folkeblad, inden han blev ansat på Budstikken.

"På Vejle Amts Folkeblad var det journalistiske nummer et. Her bliver det nummer to, fordi avisen lever af at sælge annoncer."

Jens Bachmann er uddannet akademiøkonom i sprog, markedsføring og salg. Han er manden, der har brug for et ekstra stort visitkort for at få plads til sine titler som marketingschef, bladleder og ansvarshavende redaktør. Snart bliver han ansvarshavende redaktør på alle seks aviser.

"Men vi er en lille organisation, så hvis det er mig, der tager telefonen, når en kunde ringer, så sælger jeg gerne en annonce. Vi er jo en avis for annoncørerne," siger Jens Bachmann.

Ligesom Hans Løhndorf er han klar over, at det kan lyde grimt i ørerne på journalister. Men holdningen er klar.

"Hvis journalisterne ville skrive kritisk, var de ikke blevet ansat, for vi er ikke interesserede i at skrive dårligt om vores annoncører. Budstikken indeholder derimod positive historier om, hvad man kan opleve i lokalsamfundet," siger Jens Bachmann. Officielt er der ikke planer om flere aviser, men at Hans Løhndorf er forretningsmand, fornægter sig ikke.

"Hvis en avis må lukke, popper vi nok op med en ny for at holde gang i trykmaskinen," siger han.

Budstikken bliver sendt ud fra hans eget trykkeri i Vojens.

0 Kommentarer