search

Lærernes bedømmelser

JOURNALISTEN har spurgt fire undervisere fra Danmarks Journalisthøjskole og en lærer fra journalistlinien på RUC om at vurdere Jyllands-Postens artikler om det store asyl-fup. Lærerne er blandt andet blevet bedt om at tage stilling til historiens væsentlighed, dokumentationens tyngde og brugen af anonyme kilder. Lærerne har haft mulighed for at give artiklerne en karakter på 13-skalaen, hvilket to lærere har valgt at gøre. To af underviserne er overvejende positive, mens tre er kritiske.

 

Niels Krause-Kjær, leder af 2. del på Danmarks Journalisthøjskole

Nyhedshistorien taler om "systematisk" misbrug samt, at det foretages af "en stor del" af palæstinenserne i Danmark. Endelig loves det, at avisen vil "påvise svindel med førtidspension og andre offentlige ydelser". Hverken systematikken, omfanget eller dokumentationen fremgår af nyheds-, hoved- eller side-historie. Nyhedshistorien giver ikke blot en forventning om, men stiller også krav til, at påstandene dokumenteres i hovedhistorien. Men bortset fra indledningen, fremstår den mere som et stemningsbillede fra en flygtningelejr i Libanon end et stykke dybdeborende journalistisk arbejde. Brug af anonyme kilder kan nogle gange være nødvendigt. Det stiller til gengæld skærpede krav til dokumentation over for læserne. De krav opfyldes ikke. Artiklerne er meget velskrevne, men der bliver en del at tale om under eksaminationen.

 

Jacob Bjerg Møller, underviser på journalistliniens 2. del på Danmarks Journalisthøjskole

Som JP-abonnent læste jeg artiklen, da den udkom. Som læser syntes jeg dengang (som i dag), at det fagligt set var og er en meget flot historie. (Jeg forholder mig til det journalistiske, ikke til det politisk korrekte/ukorrekte i emnet og heller ikke til timingen. Men uden at vide det, gætter jeg på, at den omfattende research blev indledt, længe før valget blev udskrevet). Set i bakspejlet kan man måske indvende, at forside-rubrikken var lige lovlig bombastisk, eftersom det af artiklen klart fremgår, at ingen kan fastslå, hvor stort et fup-og-fidus-problem, der er tale om.
Alligevel vil jeg som avislæser give den 13.

Som redigerende ville jeg heller ikke have problemer med at sætte den i avisen, hvis jeg kendte og stolede på de to staffreportere, der leverede dette manus. (For ikke at blive misforstået skal jeg understrege, at jeg som læser kun kender dem fra avisen. I mine øjne er de begge dygtige og talentfulde journalister med en meget høj grad af troværdighed). Men tillid mellem redaktør, skribent og læser er jo noget, der opbygges over tid. Ikke blot med en enkelt artikel.

Det følgende kan derfor opfattes som inkonsekvent eller dobbeltmoralsk, men som redigerende ville jeg have problemer med denne historie, hvis leverandørerne var to – for mig ukendte – freelancere. Det problematiske ligger i, at omkring to-tredjedele af de 35-40 citerede kilder er helt eller delvist anonyme. I virkelighedens verden er der selvfølgelig historier, som kun kan skrives, hvis kilderne beskyttes. Især når emnet er så betændt som dette.
Tænk i den sammenhæng bare på Ben Bradlees kvaler, da han med Watergate-afsløringerne satsede The Washington Posts og sin egen troværdighed på én totalt anonym kilde. En kilde, som han ikke selv kendte.

Få vil vel i dag påstå, at det var en artikelserie, som ikke burde være publiceret.

Som lærer og modtager af dette eksamensprojekt ville jeg også have et problem. To unge journaliststuderende kan jo per definition ikke have opbygget en stor konto af troværdighed. Den betydelige anvendelse af anonyme kilder ville derfor trække ned – og som lærer ville jeg formentlig ønske, at de to havde valgt et projekt, der var lettere at verificere. På den anden side er historien meget velskrevet, disposition, komposition og flow er logisk, for ikke at sige fornem. Så det ville trække op.

Som hovedopgave: Formentlig 10 …eller snarere 11.

 

Nanna Jespersgård, underviser på journalistliniens 1. del på Danmarks Journalisthøjskole

Sandheden er konkret i journalistik. Den systematiske udnyttelse af systemet bliver aldrig sandsynliggjort med konkrete, uangribelige oplysninger og fakta. Ét af mange eksempler: En anonym læge siger, at flygtninge stiller i Danmark med lægeregninger fra hjemlandet, som "de gerne ser, det offentlige refunderer". Hvorfor ikke være konkret? Bede sygesikringen om antallet af refunderede regninger fra Libanon i år, i fjor, for fem år siden – og altså efterprøve påstanden. Give læseren grund til at tro, at den anonyme kildes troværdighed er tjekket.

Det sidste er særlig vigtigt, når der – som her – optræder et dusin anonyme kilder. Også navngivne kilder bruges problematisk. En pædagog fra Århus og en digter i Damaskus skal ikke udbrede sig om eksistensen af politiske flygtninge og proformaskilsmisser i almindelighed. De skal tale om det, de er gode til – egne konkrete erfaringer og oplevelser med statsløse palæstinensere. (Der var den igen – Rolf Gecklers "sandheden er konkret").

Det er en fremragende idé at besøge Wievel. Men uden et bud på omfanget, kan man ikke "påvise" en systematik. Endelig savner jeg en afsender på betegnelsen "Lille Danmark". Hvem bruger det provokerende udtryk – ud over journalisten?

 

Henrik Berggren, underviser på journalistliniens 1. del på Danmarks Journalisthøjskole

Jeg ville ved eksaminationen primært slå ned på to områder:

Dokumentation: Artiklerne fastslår, at "en stor del" af palæstinenserne i Danmark blot udnytter det danske velfærdssystem, mens de fortsat bor i Libanon. Der tales om "systematisk misbrug", men påstandene dokumenteres ikke. Læseren får kun upræcise angivelser af snyderiets omfang og karakter.

Brug af kilder: Kildernes påstande tjekkes ofte ikke. Læseren får ingen mulighed for at vurdere hovedparten af kildernes tyngde og troværdighed. Mange kilder er anonyme, og flere af de navngivne kilder bliver ikke præsenteret ordentligt og bliver brugt på en problematisk måde.

Et eksempel er den danske forfatter Jesper Berg, om hvem vi får at vide, at han har udgivet to digtsamlinger og bor i Damaskus. Han bliver i artiklen bl.a. til ekspert på dansk flygtningelovgivning og situationen for flygtninge i hele Mellemøsten. Det er muligt, at han er ekspert på disse områder, men det har læseren ikke en chance for at vurdere.

På plus-siden tæller, at journalisten har valgt en vanskelig og væsentlig (hvis den holder) historie. Det er et prisværdigt forsøg på at træde ind i en lukket verden ved at tale med de mennesker, der lever og arbejder i miljøet både i Danmark og i Libanon.

 

Kirsten Mogensen, lektor ved Institut for journalistik på RUC

Jeg synes, Stig Matthiesen er sluppet godt fra sit forsøg på at dokumentere, hvordan velfærdssystemet misbruges. Jeg lægger især vægt på, at han er taget til Libanon og har snakket med mennesker, som kender forholdene. Researchen kan styrkes ved for eksempel at følge i hælene på en konkret person, eller skaffe dokumentation fra læger. Forbindelsen til Hizbollah er en væsentlig historie, men den skal dokumenteres bedre. Formidlingen kan forbedres ved brug af detaljerede beskrivelser, som giver mulighed for indlevelse, og en mere logisk struktur.
Karakter: 9 – 10.

JOURNALISTEN fik Kirsten Mogens bedømmelse efter deadline. Derfor er den ikke med i papirudgaven.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen