Jeg er træt af dårligt journalistisk arbejde. Jeg er træt af at se journalister skøjte rundt i begreber og en forforståelse bygget op af myter om lærernes arbejdstid. Jeg savner en journalistisk professionel tilgang til både folkeskolereform og arbejdstidslov 409.

Skolereformens fundament hviler på en faglig konflikt, som desværre ikke er overstået endnu. KL ønskede en ny arbejdstidsaftale og lockoutede lærerne. KL fik deres arbejdstidsaftale på plads med god hjælp fra regeringen og deres samarbejdspartnere.

Jeg bliver indigneret over, hvor dårligt forberedt journalisterne er, når de behandler skoleområdet. Skolereform og arbejdstidsaftalen blandes sammen i en pærevælling fra journalisternes side. Professor i specialpædagogik Niels Egelund indkaldes til interview om arbejdsmarkedsforhold – noget, han ikke har mere forstand på end Jens Hansen fra Sdr. Bjert.

Niels Egelunds behandling af politikken omkring lærernes arbejde var: ”Hold kæft med jeres pis – og kom i arbejdstøjet!” og ”Lærernes sygdomsfravær er en form for protest!” Det er gode overskrifter! Men journalistisk dårligt arbejde. Sagen belyses ikke. Derimod er der tale om et partsindlæg fra en professor med en politisk dagsorden i stedet for en ekspertbehandling om arbejdsmarkedspolitikken. Hvorfor ikke hente en arbejdsmarkedsforsker ind? Hvorfor ikke spørge til, hvilke problemer det forventes at give, når to fronter er trukket så hårdt op i forbindelse med en folkeskolereform? Kan lov 409 understøtte den nye skolereform, når medarbejderne ikke er med?

Følgende problemer – og dermed mulige historier – findes allerede:

–    Cirka 10 procent af lærerstanden har sagt op.

–    Sygefraværet hos lærerne har været stigende.

–    Eleverne søger over i privatskolerne.

–    Skolelederne er blevet til mellemledere, og det er svært at lokke nye til.

–    Reformen mødes med nedskæringer i mange kommuner. Ny skolestruktur eller simpel besparelse til dækning af dårlig kommuneøkonomi.

–    Lektietiden er af svingende kvalitet rundt omkring på grund af forkert uddannet personale.

Der er nok at tage fat på. Og der findes andre forskere, som kan komme med andre vinkler end dem, som Niels Egelund kommer med. Niels Egelund er ikke ekspert. Han har del i et politisk partsindlæg. 

Niels Egelund har altid blandet sig i debatten. Og altid med stor begejstring for den nye folkeskolereform. Og til stor glæde for de andre skolepolitikere. Glæden og begejstringen er stadig til stede. Og forventningerne og argumentationen er stadigvæk, at i år to bliver alting bedre. Og det på trods af opsigelser, højt sygefravær og manglende forberedelse hos lærerne. Vi må håbe, at sommerferien ændrer på lærernes arbejdsmiljø! Eller at journalisterne begynder at se med andre briller på Egelunds begejstring. 

I journalisternes arbejde savner jeg, at man kan skelne mellem en reform og en arbejdstidsaftale. Jeg ønsker, at man sætter sig så meget ind i stoffet, at man opnår en forståelse for, hvad det er for et arbejde, læreren har. Ofte begrænser forforståelsen sig til, at vi har seks ugers sommerferie og vinterferie og går hjem klokken 13.

Replik til indlægget af Niels Egelund, leder af Center for Strategisk Uddannelsesforskning: 

Tak for lejligheden til at ytre mig – i forbindelse med dette nummers bagsideklumme.

Det hævdes tit, at min ansættelse som professor i specialpædagogik (i 1995) betyder, at jeg ikke kan eller bør udtale mig om andet end specialpædagogik. Nu er det imidlertid sådan, at jeg siden 2010 ikke har haft min funktion i den stilling, men at jeg er leder af Center for Strategisk Uddannelsesforskning, hvor vi er godt 20 forskere, der beskæftiger os bredt med området fra 0 år til 30 år. Med start januar 2013 har jeg aktuelt gang i et projekt, hvor vi undersøger blandt andet virkningen af L409 og skolereformen på lærernes dagligdag. Og ja, jeg har til marts 2014 været leder af PISA, hvor der ligger en guldgrube af informationer om snart sagt alt inden for grundskoleområdet, herunder de frie skoler, og mit eget særlige fokus er på problemløsning i samarbejde.

Så der er ganske meget, hvor jeg kan ytre mig med forskningsbaseret viden. At overskrifter så nogle gange kan virke forvridende, er en anden sag – nemlig overskriftsredaktørernes sag.