Lær at beholde dit job

  FREMTIDEN. »Evnen til formidling vil ikke i sig selv blive ved med at være dét, man får job på. Det vil være en standardkompetence - noget, man tager for givet. Det bliver derfor vigtigt at have mere at byde på.«

 

FREMTIDEN. »Evnen til formidling vil ikke i sig selv blive ved med at være dét, man får job på. Det vil være en standardkompetence – noget, man tager for givet. Det bliver derfor vigtigt at have mere at byde på.«

Ordene kom fra konsulent i DJ Udvikling og Kompetence (DJUK) Jonas Thing Bech på et møde i Odense den 7. juni. DJUK er den afdeling under Dansk Journalistforbund, der tidligere hed JobService. For at sætte fokus på efteruddannelse har DJUK arrangeret en række møder rundt om i landet med titlen »Plej dit job – før det forsvinder«.

Opfordringen til de omkring 40 fremmødte medlemmer af Dansk Journalistforbund på mødet i Odense lød på, at de skulle sørge for at 'blive ved med at være pengene værd'.

Jonas Thing Bech bad deltagerne om at kigge sig omkring en gang imellem. Er der mange, der står parat til at overtage ens job, men ikke andre job, man selv kan overtage, er det måske en god idé at efteruddanne sig, sagde han og fortsatte:

»Der er i dag tæt på 50 forskellige uddannelser, der udklækker arbejdskraft til medieverdenen. Konkurrencen bliver større og større.«

Samtidig opfordrede han til, at man efteruddanner sig med omtanke og ikke kun lærer mere om det, man allerede er god til. Specialister er sårbare, sagde Jonas Thing Bech og gav et eksempel med en bibliotekar, der havde specialiseret sig i vhs-bånd. Det viste sig at være et uheldigt sats, da dvd'en brød igennem.

»Der skal i fremtiden ikke længere være én journalist om ét indslag,« sagde konstitueret generaldirektør i DR Lars Vesterløkke, som var inviteret til at give sit bud på udviklingen inden for mediearbejdsmarkedet.

Lars Vesterløkke er af den opfattelse, at journalister skal blive flermediale og i større udstrækning arbejde i hold, hvor man deler historier med hinanden. Det vil betyde, at fokus på det individuelle skal ændres til team-oplevelser.

Der er dog mange forhindringer. En af de største er den journalistiske kultur.

»Journalister er vant til at researche deres egen historie og selv følge den til dørs. Samtidig er journalister vant til at holde en historie tæt ind til kroppen. Hvis det i fremtiden skal fungere på hold-plan, indebærer det, at man deler sine historier. Ikke kun med de medarbejdere, man sidder i redaktion sammen med, men også med medarbejdere, man aldrig har mødt,« sagde Lars Vesterløkke.

Til gengæld vil der ifølge ham blive efterspørgsel på de såkaldte mediedirigenter. Personer, der har et overblik over, hvilke historier der egner sig til enten radio, tv eller web, samt hvordan de bør laves.

Jonas Thing Bech opfordrede folk til at bruge DJUK så meget som muligt:

»Vi kan hjælpe jer med at finde ud af, hvilken efteruddannelse det er godt at vælge. Samtidig har vi også argumenter, I kan bruge over for jeres chef, om hvorfor han/hun skal hoste op med penge til jer.«

0 Kommentarer