search

LÆNGERE VÆK MED KORRESPONDENTERNE!

Danske medier bruger udenrigskorrespondenterne forkert. De bliver bedt om at holde sig i hovedstæderne og producere de samme historier, som nyhedsbureauerne også laver. Hvorfor skal man bruge en dansk korrespondent i Washington til at sidde og lave det samme, som Reuter laver udmærkede historier om?

Danske medier bruger udenrigskorrespondenterne forkert. De bliver bedt om at holde sig i hovedstæderne og producere de samme historier, som nyhedsbureauerne også laver. Hvorfor skal man bruge en dansk korrespondent i Washington til at sidde og lave det samme, som Reuter laver udmærkede historier om?
Resultatet er, at historierne i alle medier bliver de samme ofte med den samme vinkling og de samme kilder. Langt hovedparten af korrespondenternes tid bruges til at lave håbløse ens »mainstream« historier. Dygtige journalister misbruges til at skrive telegrammer om. Udenrigskorrespondenterne skal væk fra hovedstædernes skriveborde og sendes på opdagelse i de lande, de er i. Det vil de gerne, og det vil give en bedre og mere varieret udenrigsdækning.

Men hvis nyhedsbureauernes stof er godt nok til at dække de hårde nyheder, hvorfor skal man så selv have korrespondenter?
I danske medier har det i mange år været set som en konkurrencefordel at have mange udenrigskorrespondenter. Det har ført til en dramatisk udvidelse af antallet gennem de sidste ti år. Med den økonomiske tilbagegang i medierne er situationen i dag en anden.
Mange argumenter er på banen for at skære ned på antallet af korrespondenter. Redaktionschefer med et blik på bundlinjen hævder, at for læsere og seere er det ikke afgørende, om det er mediets egen korrespondent, der leverer historien, eller det er en vellavet historie fra et bureau. Afgørende er oplysningens kvalitet, og hvordan historien bliver fortalt. Så nedlæg bare de stillinger! Århus Stiftstidende skar hele redaktionen væk. DR kræver nu, at korrespondenter skal lave rapporter både til radio og tv. I flere bladhuse overvejer man i øjeblikket strukturforandringer på udland.
Det er meget billigere at sende en medarbejder af sted, når der sker noget. På tv argumenterer man med, at i stedet for en korrespondent er det bedre at sende et kendt ansigt ud, som seerne har tillid til, og som kan optræde på skærmen fra forskellige steder i verden. CNN anvender journalister som Christiane Amanpour i din rolle. Denne form for brændpunktsdækning er blevet kaldt faldskærmsjournalistik.
Tendensen til, at opmærksomheden flytter sig rundt i verden, taler også imod et net af korrespondenter, mener mange. Udenrigsdækningen har i de senere år fokuseret på de mange hot spots og ofte koncentreret hele dækningen om disse enkelt-konflikter i en periode. Det har skabt behov for at have reportere, der kunne stå til rådighed, og det har man jo ikke, hvis de er anbragt rundt omkring i verden.
Mange hævder også, at udenrigsstoffet er elite-stof, som kun de få interesserer sig for. Det er ikke noget for fru Hansen at høre om valget i Sierra Leone. Hun ved ikke, hvor det er, og resultatet har ikke nogen klar effekt på hendes dagligdag. Også internt i redaktionerne hører man argumentet om, at ingen interesserer sig særligt for udlandsstoffet. Der er således mange og stærke, praktiske og økonomiske argumenter for nu at skære ned på antallet og få flere hjem.

Men de fleste af argumenterne holder ikke og bygger på forældet viden eller mangel på samme. Det er klart forkert, at der ikke er interesse for det internationale stof. DRs Horisont har imponerende seertal. De fleste undersøgelser viser, at modtagerne gerne vil have mere stof. Der er i dag en stor interesse for udenrigsstof hos mange grupper. Unge modtagere har en større interesse for stoffet. Mange enkeltgrupper i samfundet er i dag i tæt kontakt med udlandet gennem deres arbejde, gennem deres hobbyer eller på grund af optagethed af globale og internationale spørgsmål.
Indvandringen til Danmark skaber en synlig kontakt med andre kulturer. Forandringerne skaber nye interesseprofiler hos modtagerne og gør også, at modtagerinteresser skifter hurtigere. Man har en interesse for menneskerettigheder i en periode. Man ønsker stof om miljø i en periode. Man kan have en stor interesse for Tyskland i en periode, fordi man har været der, har et barn der læser der, eller er blevet blandet ind i et samarbejde med et tysk firma.
Der er ingen modsætning mellem at være meget interesseret i det lokale stof og det globale stof. Der skal mere internationalt stof i medierne, men det kan laves bedre, end det bliver lavet i dag.

Der er ingen tvivl om, at moderne udenrigsdækning stiller større krav til journalister og redaktører, end den nogensinde har gjort. Den centrale diskussion er, hvordan disse krav kan indløses.
Behovet for korrespondenter er ikke blevet mindre. Snarere tværtimod. I megen moderne udenrigsjournalistik er journalisten selv blevet en del af historien. Han og hun er synlige på en måde, vi ikke har set tidligere. Modtagerne vil have fortællinger, og fortælleren skal være der. Og derfor skal korrespondenterne bruges på en anden måde. De skal ud og selv fortælle deres egne historier.

I visse dele af verden specielt i de lande, vi kender godt, er behovet for fast stationering mindre. De nordiske lande er et godt eksempel. Her er behovet for tilstedeværelse for at kunne følge med langt mindre end det er i Latinamerika, Østeuropa eller i Fjernøsten.
Paradoksalt nok har udstationering af korrespondenter ofte fulgt et mønster, hvor nærtstående lande blev set som de centrale, mens fjerne lande var de mindst vigtige. Men de nye muligheder har vendt den logik på hovedet. Det er netop i de fjerne områder, hvor kultur, sprog og dagligdag er fjernt fra vores, at risikoen for misforståelser og dårlig faldskærmsjournalistik er størst.
Korrespondenterne i de vigtige stater som USA, Tyskland og Japan skal bruges på en anden måde. De politiske og økonomiske begivenheder i hovedstæderne bliver alligevel dækket. Korrespondenterne skal længere væk. De skal væk fra Washington, Berlin og Tokyo. Udfordringen er at se dem som alternativer til den almindelige nyhedsdækning. Der skal rapporteres mere fra Seattle, fra Leipzig og fra Osaka. Landene og deres befolkninger skal lukkes op, og det gør hverken CNN, bureauerne eller Internettet.

 

Af Hans-Henrik Holm, leder af international politik på Danmarks Journalisthøjskole

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen