Som pendler er jeg hver dag vant til at bevæge mig mellem Vejle og Aarhus. På tre kvarter kan jeg bevæge mig fra min bopæl i en dejlig provinsby til en lidt større og mere international provinsby. Det er ikke en kæmpe forskel, men det er nok til at mærke en forskel i mentalitet. Forskellen er dog ikke at regne for den, man finder i den danske presse i løbet af en nyhedsuge. Fra den ene dag til den anden skal de tage en formentlig anstrengende rejse fra Danmark til Hviderusland eller Nordkorea. Fra kritisk udgangspunkt som vagthund til selviscenesættende, men føjelig kongepuddel.

Hov hov. Det er måske lige hårdt nok sagt, men lad mig komme med et eksempel:

Mandag 13. april offentliggjorde Danida den årlige undersøgelse af danskernes opbakning og kendskab til udviklingsbistand. Med rubrikker som ”Danskerne dropper ulandsbistanden” på blandt andet dr.dk skulle man som velmenende tilhænger af en mere retfærdig verden tro, at noget var helt galt. Det er der også, men det er snarere med mediernes og politikernes reaktion end med danskernes opbakning.

De hårde tal – og her har jeg oprigtigt talt fundet de mest alvorlige tal for ulandsmiljøet – er, at antallet af danskere, der bakker op om den danske ulandsbistand, er faldet med tre procentpoint til 61 procent. Der er 12 procent modstandere. Hvor det første tal har været svagt faldende, er det sidste ret konstant år for år. Det bliver alligevel udlagt som, at danskerne dropper ulandsbistanden. 

Det er vel på sin vis ok. Journalister skal være kritiske. Det er jeg for pokker selv i det her indlæg. Journalister skal kunne se en konflikt, og der er ikke megen spas i, at udviklingsbistanden er et af de områder, der faktisk samler befolkningen. I hvert fald er der ved en hurtig søgning langt større modstand mod økologi i det offentlige og medielicens. Der er også større tilslutning til såvel en republik som til dødsstraf, end der er modstand mod ulandsbistand.

Nå, tid til et sceneskifte:

Torsdag 16. april er der 75 års-fødselsdag. Jeg behøver vel egentlig ikke beskrive det yderligere? Kan bare konstatere, at jeg har hørt journalister vurdere, at intet samler os som kongehuset, og ellers sende alt det, kongehuset lader os se. For kongehuset bestemmer naturligvis selv, hvad man må se og spørge om. Eller hvad?

Jeg kan ikke se andre grunde til manglende spørgsmål. Måske har der vitterligt været en kritisk eller blot nuanceret, analytisk artikel et sted. Jeg har desværre ikke set den i strømmen.

Men ok. Jeg er forudindtaget. Til daglig møder jeg ikke mange, der er royalister uden ironi, mens jeg i mit arbejde dagligt ser den dybe, folkelige forankring i de hundredvis af danske udviklingsorganisationer. 

Kim Jensen, kommunikationskonsulent i CISU – Civilsamfund i Udvikling