Lækagesagen er ikke lukket endnu

Københavns politi har fundet et spor, som måske kan føre til ny udvikling i sagen om de lækken, der afslørede udsendelsen af danske jægersoldater i 2007. Jakob Winther er stadig sigtet.

Københavns politi har fundet et spor, som måske kan føre til ny udvikling i sagen om de lækken, der afslørede udsendelsen af danske jægersoldater i 2007. Jakob Winther er stadig sigtet.

Da Højesteret besluttede, at hverken TV 2 eller DR har pligt til at vidne i sagen om, hvem der røbede at danske jægersoldater var på vej til Irak, virkede det som om sagen var lagt død, og at den sigtede Jakob Winther, tidligere pressechef i Forsvarsministeriet, ville gå fri. Dengang slog rigsadvokaten fast, at det ville blive »meget, meget svært at opklare sagen.«

Men nu fortæller chefanklager Carsten Egeberg Christensen, at der er dukket et nyt spor op, som kan føre til en afgørelse i sagen.

»Det eneste, jeg vil sige, er, at vi står i en situation, som måske er anderledes, end da rigsadvokaten stod på trappen. Vi har fundet en mulig åbning, til at komme til bunds i sagen,« siger Carsten Egeberg Christensen til Jyllands-Posten.

Han vil dog ikke fortælle, hvad sporet består i.

Politiet vil således fortsætte efterforskningen efter den person, der i 2007 tippede TV 2 om at danske jægersoldater var på vej i en hemmelig mission til Irak – en oplysning, der muligvis har bragt soldaternes sikkerhed i fare.

Hovedmistænkt i sagen er Jakob Winther, tidligere presschef og spindoktor for daværende forsvarsminister Søren Gade. Beviset mod Winther skulle angiveligt findes på en lyd-optagelse, som DR nægter at udlevere med henvisning til kildebeskyttelsen.

Jakob Winther er stadig sigtet i sagen, men siger til Jyllands-Posten at han ikke har hørt noget om et nyt spor.

0 Kommentarer