Læger uden Grænser og DJ vil støtte journalistik om glemte kriser

DJ og Læger uden Grænser har oprettet et stipendium på 50.000 kroner, der skal gå til journalistik, som sætter fokus på glemte kriser og katastrofer.

Der er alt for mange krige og katastrofer, som de danske medier slet ikke dækker.

Det mener Læger uden Grænser, som sammen med DJ har oprettet et stipendium på 50.000 kroner, som alle kan søge indtil den 14. oktober.

Kravet er, at man har en god idé til journalistik i et ”glemt” område. Men hvad er et glemt område?

»Det kan for eksempel være situationen i Den Centralafrikanske Republik, hvor der har været store konflikter og problemer uden pressens bevågenhed i mange år. Det er et land, der fortjener opmærksomhed,« siger Tina Christel Kristensen, der er kommunikationsdirektør i Læger uden Grænser.

Men Læger uden Grænser har ikke indflydelse på, hvem der skal have penge fra puljen. Det er i stedet en komité, der består af journalist Lotte Dahlmann, fotograf Lars Grarup og media advisor Suzanne Moll.

»Det er ikke troværdigt, hvis Læger uden Grænser selv skal beslutte, hvor der skal laves journalistik fra. Hvis de vælger et sted, som de i forvejen selv støtter, så er det et problem. Derfor er det bedre med en uafhængig komité,« siger Esben Ørberg, der er DJs konsulent på projektet.

Esben Ørberg siger, at alle kan søge stipendiet.

»Hvis man kan sandsynliggøre, at det vil blive publiceret, kommer man i betragtning. Det er klart, at det hjælper, hvis man har en aftale med et medie. Alle kan søge – også ikke-journalister,« siger han.

Grunden til, at Læger uden Grænser involverer sig i projektet er, at den journalistiske dækning af udviklingslandene er blevet mindre.

”Udlandsstof ofte er særligt ressourcekrævende og pres fra svigtende annoncering og øget konkurrence er gået ud over dækningen særligt historier fra udviklingslandene, som ofte befinder sig uden for radaren af den politiske interesse,” skriver Læger uden Grænser i en pressemeddelelse.

Man kan indtil den 14. oktober søge del i stipendiet her.

0 Kommentarer