Lægeblad må skære ned

Ugeskrift for Læger står til at miste 20 millioner kroner i indtægt om året. Amtsrådsforeningen har nemlig besluttet, at lægestillinger fremover skal annonceres på internettet, og ikke i ugeskriftet som hidtil.
Dermed skal Den Danske Lægeforening skære ned på specialbladets redaktion og måske hæve fagforeningskontingentet.

"Ugeskriftet løber nogenlunde rundt i øjeblikket, så det er klart, at et indtægtstab af den størrelse er et stort problem," siger Jørgen Funder, direktør for den Danske Lægeforening til Berlingske Tidende.

Jørgen Funder betvivler, at de 6.000-7.000 læger, der ikke har internetforbindelse, fremover vil finde frem til jobannoncerne. Men det afviser Amtsrådsforeningen.

Udgiften til den nye jobportal http://www.laegejob.dk/ er det første år 500.000 kroner, og de efterfølgende år 300.000 kroner. Altså en besparelse på næsten 20 millioner kroner om året.

Hvis jobportalen bliver en succes, vil Amtsrådsforeningen også lægge sygeplejerskestillinger på nettet. De koster amterne 35 millioner kroner om året.

Allerede fra den 15. marts åbner http://www.laegejob.dk./

0 Kommentarer