145.000. Så mange har læst den 27-årige dansk/syriske læge Haifaa Awads dagbog med titlen "Ved at løbe tør for ord" på Informations hjemmeside.
Det er med afstand den mest læste artikel nogensinde på information.dk, hvor en meget læst artikel normalt ligger på 10.000 sidevisninger. ”Ved at løbe tør for ord” er tilmed blevet delt næsten 10.000 gange på Facebook.
Dagbogen er en ud af 12 dagbøger, hvor Haifaa Awad i den seneste måned har beskrevet dagligdagen på et hospital i Syrien.
I sine dagbøger går Haifaa Awad meget i detaljer med, hvad hun har set. Blandt andet skriver hun i "Ved at løbe tør for ord" følgende:
»En bunke tarme hænger ud af kvindens mave. Hvordan kunne de tro, vi kunne redde hende? Hvordan kan de mænd komme løbende med hende i deres arme? Jeg forstår det først, da jeg opdager hendes mand, der står hos lægerne. Han spørger, om hans kone, Farah, er i live. Han kan ikke finde flere af sine børn i murbrokkerne. Hun pakkes i en sort ligpose. Hendes børns skrig fylder rummet. Hendes lille dreng, der ligner en fireårig, står og slår sig selv på kinderne.«
Haifaa Awad mener, at dækningen af krigen i Syrien har været mangelfuld i de danske medier.
»Jeg har skullet bladre rigtig længe i de danske dagblade for at finde analyser om Syrien, så jeg har i stedet læst udenlandske medier,« siger hun.
Ifølge international redaktør på Information Anders Fjordbak Trier er det kommet bag på avisen, at Haifaa Awads dagbøger er blevet så populære.
»Den type historier plejer ikke at skabe så voldsom trafik. Det er meget nært og ligefremt, og det er ikke journalistik på den måde, men det giver en helt særlig indsigt,« siger han til Journalisten.
Anders Fjordbak Trier mener, at det er svært at dække Syrien.
»Vi har igennem lang tid forsøgt at finde ud af, hvad vi skulle gøre. Der kommer dødstal ud hver dag. De samme kampe pågår. Vi rapporterer jo ikke bare, hvor mange der er kommet ind på en båre. Med Haifaa Awad går vi bag om tallene. Det handler om hendes oplevelser, men også om alle de mennesker, hun beskriver,« siger han.
Det var Informations korrespondent i Mellemøsten Lasse Ellegaard, der fandt frem til Haifaa Awad. Hun havde dog visse betænkeligheder ved at stille op, siger Anders Fjordbak Trier.
»Vi diskuterede længe, om hun skulle have sit navn i avisen. Vi talte meget om den mulige eksponering, som vi i øvrigt ikke havde forestillet os ville blive så stor. I dagbøgerne vælger vi heller ikke at skrive, hvordan hun er kommet ind i Syrien, eller hvor hun præcist befinder sig,« siger han.
”Ved at løbe tør for ord”, som er den artikel, der har trukket flest læsere til, er den 10. i rækken. Og det er ikke tilfældigt, at det er en af de sidste dagbøger, der har hittet mest, mener Anders Fjordbak Trier.
»Jeg har givet hende kritik undervejs, og hun har virkelig løftet sit niveau. Når det brænder på, skriver man jo bare det, man ser, men hun er blevet god til at skrive korte staccato-sætninger, der fungerer i reportagerne. Jeg er imponeret over, at en læge kan formulere sig sådan,« siger han.
Men hvordan har du det med, at det er en læge og ikke en journalist, der har sat rekorden?
»Det har jeg det fint med. Hun er også med til at præge en dagsorden. I kommentarerne er dagbøgerne blevet kritiseret for at være partiske, men det er også et partsindlæg, hvilket er meningen,« siger han.
Haifaa Awads dagbøger fra Syrien bliver samlet i en e-bog, der har flere detaljer end reportagerne.
»Når hun læser dem igennem, er der en masse andre ting, hun kommer i tanker om. Historien om, hvordan hun kom ind i landet, kommer også med i e-bogen,« siger Anders Fjordbak Trier
I mandags landede Haifaa Awad i Danmark, og bare et par timer efter tog hun ind i Dagbladet Informations kantine for at fortælle omkring 100 fremmødte om, hvad hun havde oplevet i det krigsramte land.
Med sig havde Haifaa Awad en lang række billeder, som hun viste frem. Et af dem var af et lille barn, der har mistet sin ene arm.
»Jeg har lagt det op på min Facebook. Det har folk reageret stærkt på, men hvad forventer de? Skulle jeg lægge et billede af mig selv op, hvor jeg står og smiler? Det er hende her, det handler om,« siger Haifaa Awad.
Haifaa Awad skal nu til Færøerne for at arbejde. Hun fortalte til mødet i Informations kantine, at hun har tænkt sig at tage tilbage til Syrien.
»Vi må så se til den tid, om vi skal samarbejde med hende igen. Det har vi talt om, men det kommer også an på, hvordan situationen er i Syrien til den tid,« siger Anders Fjordbak Trier.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.