Lad os så få stening og bizar porno

"Hot lige nu!"

"Hot lige nu!"
Det faste element på Ekstra Bladets hjemmeside skal hurtigt fange interessen – i jagten på læsere, klik og profit. Og bliver man ikke fanget ind af 'Hot'-logoet, skal "Baby genoplivet efter vanvidskørsel" nok sikre kunder i klik-butikken.
Desværre dækker rubrikken, som antydet, ikke over en historie med en positiv udgang. Som alle ved, var en narkopåvirket fodboldtåbes kørsel på den københavnske vestegn 18. maj den direkte årsag til døden for en otte måneder gammel pige.
Der er masser af guf til den indre voyeur og voldssadist på Eb.dk.
Under 'Gallerier' bliver beskueren blandt andet gelejdet hen til en billedserie under den dejligt konstaterende rubrik: "Her mistede babypige livet".
Jeg væmmedes. Og væmmes. På min stands vegne. Mit opråb er old news.
Måske er jeg blot en sur gammel knark. Måske blev jeg ramt ekstra hårdt som far til en toårig. Måske har jeg bare ret. For hva' dælen sker der?!
Mage til svælgen i andres død og ødelæggelse. Den journalistiske grænse er ikke bare nået, men overskredet med syvmileskridt. Selvfølgelig skal en tragisk ulykke af denne kaliber omtales. Men Ekstra Bladet forsøger ene og alene at tilfredsstille en makaber dødsfascination.
Internettet har gjort læsere, lyttere og seere til Gud. Journalister er ikke længere samfundsoplysere, men vareleverandører til modtagere, hvor majoriteten tænker mere i smæk for skillingen end demokratisk medleven.
Og Ekstra Bladet leverer varen. For nylig blev jeg på Eb.tv anbefalet "Blodbad i Acapulco" og "11-årig påkørt af flugtbillist". Begge historier uden journalistisk indhold, relevans, perspektivering eller risiko for væsentlighed. Mediehusene satser i øjeblikket på net-tv, afslørende billedserier og historier med særdeles klikegnede rubrikker, der giver væsentlige nyheder baghjul. Alt for meget er ren underholdning, der skal sikre tiltrængt kapital til JP/Politikens Hus.
Men så gå da hele vejen. Vis hængninger fra Iran, stening af utro kvinder i Saudi-Arabien, omskæring af kvinder i Namibia, politibrutalitet i Honduras.
Og porno i alle dens fascinerende afskygninger. Det ligger i forvejen gratis rundt omkring på nettet. Ekstra Bladet leger allerede med tanken på under-sitet Side6.dk. Så giv los. Der er hundredtusindvis af daglige brugere til den slags. Og det er åbenbart det, der tæller. Brugere.
Omdan mediet til middelalderens markedsplads med det offentlige skafot, hvor I giver en ordentlig én på opleveren og svælger i menneskets mindre flatterende sider.
Henvis alene til levende billeder af bløde dyr, der mishandles. Ikke til historier, der oplyser os om, at hovedparten af de pelskraver, vi går med på vinterjakken, kommer fra hunde, der skindes uden bedøvelse. Glem det.
Lad være med at engagere borgerne med oplysende kvalitetsjournalistik i den naive jagt på en bedre verden.
Det er sgu' for gammeldags.

1 Kommentar

Morten Gliemann
23. JUNI 2009
Tryghedsvoyeurisme
Hej i varmen. Jeg var lige ved at være enig med forfatteren - sikkert påvirket af at have en baby på fire måneder - men tog mig i det. Begivenhederne i Iran, især nedskydningen af Neda Agha-Soltan, fik mig på andre tanker. Dokumentationen for brutaliteten er afgørende i kampen mod det totalitære. Det har vi set i forbindelse med mange krige og revolutioner. At vi så herhjemme kan vælge at svælge i den slags, er vel mest udtryk for, at vi er ralativt trygge. Bedste hilsner fra Morten G