Jeg er en af dem. De der netjournalister, der leverer gratis journalistik til elektroniske platforme – computer, tablet og telefon.
Jeg skriver hver dag historier om den politiske udvikling på Christiansborg, som bliver publiceret og givet gratis væk. Jeg medvirker til at dræbe gode gamle medier, for eksempel dagblade, man kan bladre i, fordi jeg er med til at dække folks nyhedsbehov løbende.
Jeg er en af dem, der egentlig nasser på dem af mine kolleger, som skriver lange, gennemarbejdede artikler i avisen, der er placeret blandt annoncer, som giver penge i kassen. Vi journalister, der leverer til nettet, er – med ganske få medier som undtagelse – en underskudsgivende forretning, der er med til at dræne kassen i virksomheder, som måske ellers kunne løbe fint rundt. Hvis det altså bare ikke var for os, der deler gratis ud.
Sådan er virkeligheden. Stort set ingen mediehuse har knækket koden til, hvordan vi skal tjene penge på journalistik på internettet. Måske har vi solgt for billigt ud fra start ved at gøre netjournalistikken gratis, taler nogen om. Måske kan vi finde modeller for at få brugerne til at betale bare en lille skilling for netnyheder. Måske ikke.
Nettet er en ny platform, og alle døre står åbne for fremtiden. Det kan folk åbenbart reagere forskelligt på, og efter at have arbejdet som netjournalist i seks år har jeg efterhånden hørt de samme modløse og fordømmende argumenter imod journalistikken på nettet så mange gange, at jeg får lyst til at give jer, mine kolleger, en inspirerende opsang.
Foreløbig er det ikke i debatten om netjournalistikkens fremtid blevet foreslået, at løsningen må være at lukke netaviserne igen. Så kom nu, for fa'en. Se på mulighederne. Nettet er en relativt ny platform for medier, og både den tekniske og journalistiske udvikling går stadig rasende stærkt sammenlignet med trykte medier. Der er masser af journalistiske fortælleformer og produktioner, der bare venter på at blive udforsket og afprøvet, og det samme gælder formentlig for økonomiske modeller til at få netmedierne til at give penge i kassen.
Selvfølgelig er der rum for forbedring for de fleste danske internetmedier, men hvorfor afføder det som oftest en reaktion af foragt og afstandtagen frem for lyst og mod til at kaste sig over de nye muligheder?
Jeg kan godt leve med, at en del af jer stadig mener, at der er mere prestige i at være papirjournalist, og at det er mine papirkolleger i mit dagbladshus, der modtager daglig efterkritik fra ledelsen og de interne hædrende priser. Men jeg kan fortælle jer, at jeg faktisk ikke er ked af at levere mine artikler til nettet. For min journalistiske stolthed er det ikke afgørende, om mine artikler ender på en platform af træ eller lysende dioder.
Jeg har ikke noget imod papiraviser, og jeg kan godt lide at skrive historier i dem, som jeg har haft lang tid til at gennemarbejde. Men jeg elsker også at arbejde med nettets dynamik, hurtighed og her og nu-følelse.
Jeg tænker, at vi som journalister bør gå forrest og blande os, når medierne ændrer sig. Men jeg begynder faktisk at blive alvorligt bange for, at en stor del af den danske journaliststand faktisk tror, at det der internet bare skal ignoreres, indtil det dør. Jeg tror, I tager så grueligt fejl.
Marie Hjortdal, politisk journalist på politiken.dk's redaktion på Christiansborg
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er vel ikke et spørgsmål om enten eller, men et både og? Hvis man er en moderne, platformsramt journalist er man igennem til koncernens radiostation om morgenen, inden man tæver et par jøpser ud på nettet, så det arbejdende Danmark kan spilde tid med at kælke aktualitet i cyberspace. Lidt over middagsmyldretiden på in-der-net-tet begynder man så at tænke i gennemtænkt, lækkert bearbejdet, dybdegående papir. Og hvis man er heldig, når man lige at komme igennem til radioen igen inden fyraften. Voila
Flot billede og herlig tekst. Men sådan lige. Marie, du siger, man skal fokusere på journalistikken, hvor du fortæller, at der er forskel alt efter ordene havner på print eller web. Du kan så (måske) mene, at de hurtige og ikke så gennemarbejdede journalistiske produkter på nettet er fuldt tilstrækkelige (og endog kan erstatte printjournalistikken). Er det sådan man skal forstå det?