Vi har lært, at man skal gå efter den absolut bedste kilde. Det skal man altid – gå efter nummer 1, og til nød nummer 2.

Men hvorfor går vi så i Danmark altid efter de allerbedste kilder – i Danmark? Hvorfor ikke de bedste i verden? Skype og hundrede andre internationale telefontjenester til ingen penge er opfundet, og det er nøjagtig lige så let at ringe til et internationalt universitet som til Aarhus eller Odense.

Ring dog til Harvard, og spørg om USA’s økonomi. Ring dog til The Smithsonian, ring til universiteterne i de lande, I dækker stof fra, og spørg deres forskere, professorer og videnskabsmænd, i stedet for at spørge Flemming Ibsen, hvad han synes om den stigende ungdomsarbejdsløshed i Spanien. 

Al respekt for Ibsen, men hvorfor skulle han vide mere om forholdene i Spanien end en spansk arbejdsmarkedsekspert?
Vi har nye teknologiske muligheder som journalister for at få meget mere indsigt og meget mere viden. Fordi kilder, der før var utilgængelige for os på grund af geografi, nu pludselig er tilgængelige, og vi kan bare ringe op og spørge løs. Det er en helt utrolig gave til os som kommunikationsmennesker. 

Vi sidder selv og skriver spalte op og spalte ned om globaliseringen og alle dens goder og onder. Men vi ser ikke, at vi selv undlader at udnytte de positive muligheder, den giver os journalister, for de kilder, vi interviewer om det, er alle sammen danske.

– Anya Palm, udlandskorrespondent bosat i Bangkok