Lad os begrænse hysteriet

»Jeg valgte at stå ved, at jeg er dansk journalist. Lasse Ellegaard valgte for en sikkerheds skyld at skifte national identitet.«Helt ærligt. Skulle vi ikke lægge os i selen for at begrænse hysteriet og tage lidt af denne 'ih-hvor-er-det-farligt'-aura ud af det at være dansk reporter i Mellemøsten?

»Jeg valgte at stå ved, at jeg er dansk journalist. Lasse Ellegaard valgte for en sikkerheds skyld at skifte national identitet.«

Helt ærligt. Skulle vi ikke lægge os i selen for at begrænse hysteriet og tage lidt af denne 'ih-hvor-er-det-farligt'-aura ud af det at være dansk reporter i Mellemøsten?

Man tænker sig da om en ekstra gang for tiden på grund af Jyllands-Postens dumsmarte test af ytringsfrihedens grænser. Men Mellemøstens befolkninger er ikke så farlige at færdes iblandt, som man får indtryk af, når man læser Lasse Ellegaards artikel i Journalisten nummer 4.

Hvor bange behøver man at være for at give sig til kende som dansker? Hvor stort et knæk behøver ens danske selvforståelse at have fået? Det kommer nok lidt an på, hvor nervøst et gemyt man er – og hvor man befinder sig. Og måske har kvindelige journalister en lettere gang på den mellemøstlige jord end mandlige.

I begyndelsen af februar gik det heftigt til med flag- og ambassade-afbrændinger i Mellemøsten. Jeg var i Cairo, Damaskus og i Beirut i de dage, det brændte på. Lasse Ellegaard opholdt sig dels i sit hjem i Tyrkiet og var dels på to dages reportagerejse til Beirut.

Jeg valgte at stå ved, at jeg er dansk journalist. Lasse Ellegaard valgte for en sikkerheds skyld at skifte national identitet.

Og hvilke reaktioner fik jeg så: Fik jeg tæsk? Blev jeg spyttet på? Vendte araberne mig ryggen i foragt?

Nej, tværtimod. Også i den uge var det mere reglen end undtagelsen at blive mødt med et smil og et 'Ahlan Wahsahlan – welcome, welcome'. Det gjaldt både i Khan al Khalili-sukh'en i Cairo, på Den Lige Gade i Damaskus-basaren og blandt hotelpersonale og intellektuelle i Beirut.

Pointen er, at langt hovedparten af indbyggerne i Mellemøsten er hjertevarme, imødekommende og intelligente mennesker. Netop fordi de lever i totalitære stater, kan de anerkende et dansk individ, der interesserer sig for deres følelse af krænkelse. Og samtidig kan de protestere mod en dansk regerings politik om, at når det gælder forhånelse af islam, så er der ikke grænser for ytringsfriheden.

Jeg ankom fra Cairo til Damaskus, 15 timer efter at hooligans – formentlig statshyrede – havde sat ild til den bygning, der huser den danske ambassade.

»Dansk?« spurgte de interesserede hos paspolitiet i lufthavnen.

»Ja,« smilede jeg.

»Velkommen til Damaskus!«

Senere på ugen var vi en hel gruppe af danske journalister – Lasse Ellegaard var én af dem – der i Beirut skulle dække den store Hizbollah-demonstration, der afslutter den shiitiske Ashura-højtid. Derhjemme var der oppisket en ubegrundet stemning af frygt for nye afbrændinger, og under reporter-middagen i den mondæne del af Beirut jokede vi med, at man i Danmark tror, det er så pokkers farligt at være i Mellemøsten.

Det blev som forventet en helt fredelig demonstration. Mens Lasse Ellegaard fandt det nødvendigt at afsværge sig dansk identitet over for en tilfældig hotelkarl i den sikre og rige del af Beirut, så havde jeg ingen problemer med at spørge til folks mening om Muhammed-tegningerne i den for journalister 'forbudte' Hizbollah-zone.

Naturligvis skal man tage vare på sin sikkerhed, og takket være den danske regerings håndtering af sagen skal vi danskere i Mellemøsten vænne os til i en periode at skulle tænke os ekstra godt om. Præcis som vore amerikanske kolleger har måttet gøre i årevis, uden at der af den grund går skår i deres nationale selvforståelse. /

* Lene Frøslev er mellemøst-korrespondent for Berlingske Tidende.
Journalist siden 1969 og udlandsreporter siden 1994.
Har boet og rejst i Mellemøsten siden 2002.

 

0 Kommentarer