Foghs fornemmelse for vælgere og Camillas fornemmelse for fjer. Engang var det originalt at basere en rubrik på Peter Høegs romantitel. I dag, 500 Smilla-rubrikker senere, er det en kliché – og bestemt ikke den eneste af slagsen. Det viser Helle Bønløkkes undersøgelse af klichésprog i tre dagblade.

GENBRUG. Når jeg åbner en dansk avis, myldrer de ud. Klichéerne. Rubrikkerne synes særligt hårdt ramt – måske fordi de i sagens natur er så synlige. »Jensens fornemmelse for sølv«, »Frøken Camillas fornemmelse for fjer«, »Foghs fornemmelse for vælgere«, »Bilistens fornemmelse for fart«. Jeg kan blive ved. Eksemplerne er mange, og de har alle været brugt som rubrikker i danske dagblade. Peter Høegs bestsellerroman fra 1992, »Frøken Smillas fornemmelse for sne«, er storleverandør til danske avisrubrikker. Siden romanens udgivelse har bogens titel fungeret som skabelon for nær ved 500 rubrikker inden for alle journalistiske genrer.

I mit speciale »'Nye læsere kan begynde her' – Klichésprog i dansk kulturjournalistik«, har jeg analyseret mere end 600 kulturjournalistiske artikler – fra notits til anmeldelse – fra Politiken, Information og Jyllands-Posten i april 2004. Min undersøgelse viser først og fremmest, at kulturjournalisterne bruger mange klichéer og standardvendinger i artiklerne: »Der er Andersen på alle kanaler«, når H.C. Andersen-året skal beskrives. »Nye læsere kan begynde her«, forsikrer anmelderne lidt for ofte, mens de roser, hvad de kalder »et brag af en bog«. Forfattere »barsler« med nye romaner, og film »sætter alle sejl til«.

Den klichéramte rubrik-fabrik har andre titler end frøken Smilla på lageret. Milan Kunderas bog »Tilværelsens ulidelige lethed« har siden sin udgivelse i 1983 været skyld i over 150 avisoverskrifter (og bemærk, at det kun er aviser. Tæller man tidsskrifter og magasiner med, er tallene meget højere!). »Bladverdenens ulidelige lethed«, »Ulidelig lethed ultralight« og »Familiens ulidelige lethed« – igen autentiske eksempler fra nogle af de større dagblade. Marcel Prousts klassiker »På sporet af den tabte tid« er heller ikke ukendt på rubrikfabrikken og har gennem de seneste ti år inspireret til over 1.000 rubrikker, for eksempel »På sporet af de tabte bøger« og »På sporet af det tabte land«.

Ud over rubrikkerne er det især anmeldelserne, der plages af klichésproget. Dette eksempel stammer fra en filmanmeldelse i Politiken, hvor en udpint anmelderkliché virker funktionsløs:

»Vi er alle syndere, men døm selv, hvordan det budskab præsenteres her. Ingen vil være uberørte.«

Et andet eksempel, hentet fra en filmanmeldelse i Jyllands-Posten:

»Specielt Jakob Eklund som den forkvaklede kirurg og Pernilla August som hans forsmåede hustru gør indtryk, men furien Ann Petrén leverer også en kraftpræstation, man sent vil glemme.«

Der er ikke meget sproglig selvstændighed i de udgange. I de to citater sløver klichéerne anmeldelsernes intensitet og personlighed. Anmeldelser er jo netop kendetegnet ved at være personlige og meningstilkendegivende, og derfor giver klichéer teksterne et uengageret præg – klichéerne bruges enten på grund af tidspres, dovenskab eller mangel på originalitet.

Netop anmelderklichéer er der rigtig mange af i undersøgelsens materiale.

Udtryk som »fortjener et stort publikum«, »læs den før din nabo« eller »har begået et storværk« er slidte, men hyppige udtryk, som blot lukrerer på andres engang sjove påhit. Til gengæld sikrer de ofte skribenterne et citat på filmplakaten eller bogens omslag, fordi de nærmest kan sidestilles med stjerner, hjerter eller andre vurderingsikoner fra anmeldelserne.

Omvendt viser undersøgelsen også, at det ofte er i netop anmeldelses-genren, det originale og innovative sprog findes. Der findes de kritikere, der stort set slet ikke bruger klichéer i deres sprog – deres tekster kommer til at virke meget seriøse.

Samtidig er det ofte skribenter, der formår at sætte et tydeligt fingeraftryk på deres tekster, fordi de bruger kreative billeddannelser og selvopfundne ord. Her et klichérenset, men alligevel billedmættet eksempel fra en boganmeldelse i Information, hvor skribenten simpelthen har tænkt sig om for at få sin pointe beskrevet bedst muligt – og droppet at skrive på autopilot:

»Ca. en gang i minuttet må man, når man læser Jess Ørnsbo, gokke sig selv oven i issen og huske sin træge hjerne på, at digterens personlighed ikke kommer digtet og derfor heller ikke digtlæseren ved.«

Klichéer kan faktisk også godt bruges innovativt og originalt. Hvis en skribent formår at ironisere over klichéer eller faste vendinger eller bevidst omskrive dem, kan der komme noget meget morsomt ud af det. I en krimianmeldelse i Politiken vrides velkendte klichéer og blandes med originale nydannelser:

»Og så sker omslaget. Næppe rejst sig fra syndens lagener bliver begge overfaldet af en grum karl, som først tager alle pengene og derefter på alle måder og kanter voldtager den smukke kvinde, mens Charles ligger tæmmet og hæmmet i sit eget blod. Efter det skete enes imidlertid begge parter om ikke at gå til politiet, man var jo ude i noget erotisk snavs. Så langt så skidt, og det bliver værre.«

Klichéerne kan ikke længere karakteriseres som stilistisk snyd, fordi de højtråbende gør opmærksom på sig selv som eksplicitte stilbrud. De foregiver ikke at være originale, hvilket jo er klichéens kendetegn par excellence, de er originale. I dette eksempel fra en anden Politiken-anmelder gendrives en velkendt anmelderkliché med det resultat, at man som læser vågner op:

»Store oplevelser venter forude – tænk at have 'Improvisatoren' til gode! Men der venter også myoser.«

Der er stor forskel på, hvordan de enkelte skribenter bruger eller ikke bruger klichéer. Derfor har jeg i min undersøgelse inddelt skribenterne i typer ud fra deres klichébrug. Det kom der i alt fire skribenttyper ud af, nemlig:

»Den stilbevidste storforbruger« bruger klichéer på en kreativ og meget stilbevidst måde.

»Den klichérensede skribent« bruger ingen eller få klichéer og arbejder meget seriøst og selvstændigt med sit sprog.

»Den inkonsekvente klichébruger« skriver generelt godt, men bruger klichéer meget usystematisk. For eksempel er nogle artikler helt rensede for klichéer, mens andre domineres af klichésprog.

»Den sjuskede storforbruger« bruger konsekvent mange klichéer og virker ureflekteret om brugen.

Min undersøgelse viser, at der bruges mange klichéer i den danske kulturjournalistik, og at de i langt de fleste tilfælde har en negativ funktion i teksterne. Når H.C. Andersen altid hedder »den gamle eventyrdigter«, eller når hver tredje bog udråbes til »mesterværk« i anmeldelser, hvor hovedpersonen »træder i karakter« og forfatteren »tager livtag med dansk litteratur« – så bliver læseren til sidst ligeglad med artiklens indhold. Men det er forfriskende også at se, hvordan det er muligt at ruske op i de døde klichébilleder og give dem et ironisk spark bagi.

Helle Bønløkke er 29 år og cand.mag. i Dansk og Kulturjournalistik fra Københavns Universitet. Arbejder som projektleder i et pr-bureau. Vil du læse specialet "'Nye læsere kan begynde her' – Klichésprog i dansk kulturjournalistik – en undersøgelse af kulturjournalistikken i tre danske dagblade", kan du skrive til helleb@wanadoo.dk.

• Hyppige skabeloner for rubrikklichéer
  »Frøken Smillas fornemmelse for sne«
  »Tilværelsens ulidelige lethed«
  »Midt i en jazztid«
  »Intet nyt fra Vestfronten«
  »Halløj på badehotellet«
  »Light«
  »Italiensk for begyndere«
  »Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel«
  »På sporet af den tabte tid«
  »Dus med dyrene«
  »Luft under vingerne«

• Kulturjournalistikkens ti yndlingsklichéer
  »I clinch med tiden«
  »Nye læsere kan begynde her«
  »Vor berømte eventyrdigter«
  »Store oplevelser venter forude«
  »Brag af en debut«
  »Træde i karakter«
  »Efter alle kunstens regler«
  »Sætter alle sejl til«
  »De skrå brædder«
  »Populær på vore breddegrader«