Forleden hørte jeg på DR 2, at den amerikanske præsidentkandidat George W. Bush ikke er for klog. Han har haft svært ved at hitte ud af, hvor Grækenland ligger. Omvendt er konkurrenten Al Gore vældig kvik. Han kan pege på et kort over Afrika og uden læsebriller opremse navnene på kontinentets stater.
Han kan også jonglere med tal og rapporter, mens Bush må holde sig til fadervor og et glad grin.
Så skulle man tro, at det præsidentvalg var afgjort på forhånd. Men den amerikanske valgekspert, der uddelte karakterer til Bush og Gore, føjede til, at det er en gevinst for Bush, at almindelige vælgere, og det vil sige tv-seere, ikke vil føle sig dumme i sammenligning med deres præsident. De nærer mistro til folk, der ved ret meget mere, end de selv gør.
Al Gore kan altså stå dér og lyde som en kedelig professor, mens seerne på valgdagen letter sig fra Ricki Lake og går hen og sætter deres kryds ved Bush.
Medmindre Al Gores mange medierådgivere kan få ham til at ligne nat-ekspedienten henne i 7 Eleven.
På en anden kanal snakkede en videnskabsmand om de nyeste teorier vedrørende universets indretning. Han nævnte både superstrenge, ormehuller og Einstein. Da han holdt en vejrtrækningspause, sagde studieværten tak.
Og med kameraet drejet væk fra fysikeren mødtes studieværten og alle os, der sad og ventede på Det' Leth, i et ukompliceret fællesskab.
Det var studieværten, der satte ord på:
– Klog mand!
Det er betryggende at have nogen til at stoppe de kloge, før de når at underminere min selvtillid, og heldigvis ved jeg, at i prime time kan jeg altid tænde for fjernsynet uden at få migræne eller opfatte licensen og kabelafgiften som tvangsbidrag til et aftenskolekursus.
Hvis der uventet skulle dukke én op med en alt for anmassende studentereksamen, sætter jeg min lid til den journalist, der dirigerer debatten:
– Nu må det ikke blive for indviklet.
Så er den kloge sat på plads, indtil en venlig piccolo kan guide ham ud til taxaen og hjem til biblioteket.
Derfor har jeg lært at holde meget af Gæt og Grimasser og Hvornår var det nu, det var? Og jeg er vild med Den store Klassefest, og min nabo har alle udsendelserne på bånd, og når vi sidder og ser dem sammen, er vi enige om, at det ikke må blive besværligt at følge med i debatten. Hvor var det for eksempel heldigt for de konservative, at de fik Bendt Bendtsen som formand i stedet for ham med hornbrillerne, der lige har skrevet en flere hundrede sider tyk bog om Kaj Munk.
Men sidst på aftenen sniger der sig alligevel en uhyggelig mistanke ind i mig. Hvorfor er de blevet så kantløse og afrundede alle sammen? Hvorfor siger politikerne fra højre til venstre det samme, og hvorfor er der efterhånden så få indlysende åndssvage og endnu færre genier i fjernsynet?
Det skyldes, at ligesom Bush og Gore har de alle sammen ansat medierådgivere. De garanterer, at der ikke opstår pinagtige situationer, fordi én er for klog. De kan også sørge for, at en anden ikke virker for hjælpeløst dum.
– Lad fornuften sejre.
Så længe de skiftes til at sige det i fjernsynet, kan jeg slappe helt af. Det bliver ikke for indviklet. Studieværten bliver heller ikke nervøs, og seertallene går ikke i bund.

Klummen skrives på skift af freelancejournalisterne: jens korse, flemming chr. nielsen og jens vilstrup