Slå jeres sunde skepsis til og lad være med at lade jer rive med af de politiske panikkrav om en hjælpepakke. Tidligere Pulitzerpris-vinder David Cay Johnston giver råd til, hvordan journalister dækker finanskrisen.
Journalist og forfatter David Cay Jonhston opfordrer på PoynterOnline sine kolleger til at bevare perspektivet under dækningen af finanskrisen.
De aktiekursudsving vi ser nu er slet ikke så voldsomme, som medierne gør dem til, når man ser det i historisk perspektiv, forklarer han. Derfor er den rigtige tone i rapporteringen langt fra panik, men nuancering.
»Lad være med bare at antage, at myndighederne skal handle med det samme, som så mange nyhedshistorier hævder som et faktum. Lad være med at antage, at der er en sag blot, fordi officielle talsmænd, siger det«, skriver den tidligere journalist ved New York Times.
Også i danske mediers dækning af finanskrisen har det været en undertone af, at nu må den amerikanske kongres se at få vedtaget en hjælpepakke på 700 milliarder dollars. Men journalisterne risikerer at understøtte en uigennemtænkt masseudskrivning af offentlige midler til de i forvejen velhavende, lyder advarslen.
David Cay Johnston siger, at pressen også var med til at skabe den lad-os-handle-hurtigt-stemning i USA, som førte til invasionen i Irak og til gennemførelsen af det vidtgående Patriot Act. Det har skadet pressens renommé, skriver han.
David Cay Johnston har også en række konkrete råd til, hvordan journalisterne i stedet bør dække finanskrisen:
– Tal med gamle investorer og økonomer, der kan forklare, at de markedsudsving vi ser nu, ikke er så voldsomme set i et historisk perspektiv. Sådan er kapitalismen og solen vil også stå op i morgen.
– Lad være med at lade politikerne bruge dette som en undskyldning til at subsidiere de rige. Min bog Free Lunch er fyldt med eksempler på, hvordan skjulte subsidier til de rige gennemføres.
– Lad være med at sige, at vi nu ser historiens største fald i aktiekurser. Det er forkert.
– Bed en snes mennesker i dit lokalområde om at ansøge om lån til en bil. Se hvordan det går.
– Spørg almindelige mennesker om olieprisfaldet har større positiv indvirkning på deres privatøkonomi end aktieprisfaldet har negativ indflydelse.
– Find ud af om folk i dit område har sparet op til hårdere tider.
Læs også artiklen: "Analytiker: Risiko for desperat mediebranche"
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.