Emner som medicinsikkerhed, mode, fødsler og tvangsfjernelser betragtes ikke altid som gode undersøgende projekter herhjemme. Det burde de, mener Pernille Tranberg fra Foreningen for Undersøgende Journalistik.

KOMMENTAR. Skal man hente børn klokken halv fem, så kan man ikke arbejde her.

Sådan omtrent lød ordene fra chefen for Jyllands-Postens indsigtsgruppe, John Hansen, da han for nylig talte på årsseminaret for Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ). Han fortalte om avisens satsning på gravejournalistikken og om de fire mandlige medlemmer af hans gruppe.

Det er ikke, fordi han mener, at kvinder og mænd, der skal hente børn, ikke kan grave. Det sagde han efterfølgende. Sagen er, at man skal være hundrede procent dedikeret.

John Hansens holdning er måske en del af forklaringen på, at der er så få kvinder i forhold til mænd, som bruger vores metier på at grave. Vores arbejdspladser og tankegang er ikke indrettet til, at også journalister skal deltage i den fælles samfundsopgave at få børn.

Problemet gælder dog langt fra kun de undersøgende projekter. Det er lige så udtalt på redaktioner, der arbejder med dag-til-dag-nyheder. Journalister, der skal hente børn – og det er stadig oftere kvinder end mænd – føler ofte, de halser bagud i alle deres gøremål. Alt for mange nybagte mødre vælger bløde stofområder med ugentlige eller længere deadlines.

Men faktisk burde det være nemmere at skulle hente børn, hvis man er i en gruppe som John Hansens, end hvis man har daglige deadlines. For på grave-redaktioner burde man kunne arbejde på skæve tidspunkter. De dage, hvor deadlines brænder under fingrene, er de fleste småbørnsforældre fleksible. Et andet problem er, at når der så endelig er kvinder, som graver, er vi dårlige til at fremhæve deres projekter. Her har netop FUJ, hvor jeg selv sidder i bestyrelsen, et forklaringsproblem.

Der var ingen kvindelige talere på seminaret. En kollega boykottede det af samme årsag.

»Oplæggene er forudsigelige og endimensionelle,« konstaterede hun. Og opremsede en stribe kvinder, der har vist fremragende gravetalenter på Tænk + Test, JydskeVestkysten, Ekstra Bladet, DR Dokumentar og Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin. Jeg er flov over, at vi i FUJ ikke var mere bevidste om at fremhæve nogle af de kvindelige gravere.

En mandlig deltager på seminaret var målløs over, hvor »langt bagefter« vi er i Danmark. Han var med for at få inspiration til en global konference om undersøgende journalistik i Amsterdam næste år. Han havde også været i Sverige og fulgt en pendant til det danske FUJ-seminar. Her var halvdelen af oplægsholderne og halvdelen af prismodtagerne kvinder. (Hvor mange kvinder er det lige, der indstilles og nomineres til en Cavling – endsige vinder den?). På grave-redaktionen på hans avis i Holland er tre ud af ni journalister kvinder – alle med småbørn.

Når så få småbørnsforældre graver eller skriver dag-til-dag-nyheder, så bliver emnerne for ensidige. Emner, der generelt betragtes som dybdeborende, er ofte meget maskuline. Eksempelvis rockernes pengemænd, skudepisoder, terrorisme og spionage. Emner som medicinsikkerhed, mode, fødsler og tvangsfjernelser, som striben af kvinder ifølge min hollandske kollega afdækkede, betragtes ikke altid som gode undersøgende projekter herhjemme.

En dansk-svensk journalist har fortalt mig, at danske medier har dækket terrorisme og portrætteret den svenske Guantánamo-fange langt mere intenst end de svenske medier.

Konsekvensen er, at de mere nære emner, som vedrører vores hverdag, ofte behandles overfladisk. Der sker en uhensigtsmæssig skævvridning af, hvad der graves i, og dermed af, hvad samfundet opfatter som vigtige emner.

Nu er det dog heldigvis sådan, at rigtig mange mænd i vores fag tager barsels- og forældreorlov og påtager sig en del af ansvaret for at hente børn. Flere af dem arbejder for eksempel på min redaktion på Politiken, hvor vi både graver og skriver ugentlige reportager. Men de er vel også udelukket fra et job på John Hansens graverhold. Og sikkert en lige så uddøende race som dybdeborende kvinder.