Det lyder som en genudsendelse. DJ kan ikke holde på de unge kvinder. Fire ud af fem kvinder forlader hovedbestyrelsen. For to år siden var der også ballade om dominerende mænd og forsagte kvinder i hovedbestyrelsen.

FARVEL. »Jeg stopper, fordi jeg er gået kold i det. Hvis man ikke sidder og bralrer op til hvert møde, som nogle gør, så drukner man,« siger Antoinette Kordic, 39 år og medlem af hovedbestyrelsen i DJ siden 2007. Og hun er ikke alene.

»Jeg har siddet i seks år, jeg savner begejstring, og jeg kan mærke, at jeg er ved at blive en af dem, der slår nye initiativer ihjel ved at sige, at det har vi prøvet,« fortæller Didde Elnif, 30 år.

Fire ud af fem kvindelige bestyrelsesmedlemmer har valgt at stoppe i hovedbestyrelsen i DJ, hvis ligestillingsvision dermed for alvor udfordres:
“Ligestillingsperspektivet skal fuldt integreres i forbundets arbejde, så alle i forbundet medtager ligestillingen som en naturlig del af det faglige arbejde,” lyder det blandt andet i DJ’s egen vision.

Og Lars Werge, formand for DJ’s rekrutteringsudvalg, mener, at DJ’s beslutningsprocesser på mange måder er meget mandige:
»Det politiske forbundsarbejde er meget maskulint udformet. Det passer godt til stringente politiske typer, der er vant til at politisere,« sammenfatter han.

Tre af de ‘faldne’ kvinder – Didde Elnif, Karin Mette Pedersen og Antoinette Kordic – mener, at hovedbestyrelsen er for virkelighedsfjern og for snævert sammensat. Nye ideer har svært ved at blomstre, og afstanden til medlemmerne er stigende.

Op til det seneste delegeretmøde i 2009 blev en række af de rutinerede mænd i hovedbestyrelsen kritiseret for ikke at give plads til kvinderne. Mødereferaterne bekræftede, at mændene fyldte mest i debatterne.

Lars Werge mener, at kvinderne mister tålmodigheden, fordi meget af arbejdet handler om DJ’s drift og ikke om ideologi.
»Mens kvinderne siger: “Hvor kan jeg gøre en forskel?”, spørger mændene i stedet: “Hvor kan jeg gøre karriere?”,« siger Lars Werge og peger på, at nogle mandlige HB-medlemmer har siddet der i seks, otte og ti år:
»Det er en del af mændenes karriere.«

Med kvindernes exit mister HB også fire repræsentanter for den nye generation og de nye medier, der skulle tage over, når den gamle garde trækker sig. Didde Elnif blev i DJ’s bagland ligefrem set som en slags fagpolitisk kronprinsesse i DJ. Hun stopper, fordi hun synes, HB er for bagstræberisk.
»Hovedbestyrelsen er god til klassiske fagpolitiske dyder, og det er al ære værd. Men vi rykker simpelthen ikke hurtigt nok med på medieudviklingen,« mener Didde Elnif.

Parterne ser ikke umiddelbart ud til at mødes i fælles forståelse. For næstformand Fred Jacobsen sender bolden retur:
»Det kan godt være, at Didde peger på nogle ting omkring nye medier, som vi burde have taget op. Men Didde repræsenterer jo selv nye medier, og jeg synes ikke, hun har været en kraftig stemme i den debat.«

For kvinderne er det svært at sætte fingeren på, hvad der er galt. Men de er enige om, at det blandt andet handler om en kultur, hvor de gamle medlemmer lukker diskussioner med et “det har man prøvet før”.
»Man bruger megen tid på at genopfriske de seneste 10-15 års faglige debatter. Det gider nye ikke høre på,« siger Karin Mette Petersen.

Igen afvises kritikken. Fred Jacobsen synes, at hovedbestyrelsen samlet set har været lydhør over for nye ideer.
»Jeg har svært ved at se det som en generel tendens. Men jeg kan selvfølgelig ikke tage det fra hende, at det er sådan, hun har følt det.«

I snart to år har hovedbestyrelsen diskuteret, hvordan DJ forbedrer rekrutteringen. Et særligt rekrutteringsudvalg med Lars Werge som formand har også diskuteret, om formanden, næstformanden og de øvrige HB-medlemmer kun må sidde i seks-otte år.

Karin Mette Pedersen og Antoinette Kordic tror, at det ville styrke rekrutteringen, hvis man kun måtte sidde i en begrænset periode. Problemet er, at det tømmer DJ for erfaring, hvis det bliver indført nu. For som Didde Elnif siger:
»Hvis man højst må sidde i seks år, ville næsten alle i HB ryge ud.«

Fred Jacobsen, der har været næstformand siden 2002, har ikke noget imod at diskutere åremålsansættelser. Men det kræver, at vilkårene for formand og næstformand bliver lavet om. I dag får forbundsledelsen et halvt års løn, når de stopper, og det er for lidt, hvis man kun kan regne med at sidde der i seks eller otte år, mener Fred Jacobsen.
»Vilkårene skal være ordentlige, så man har tid til at finde et andet job og har mulighed for at efteruddanne sig undervejs, som jeg har gjort,« forklarer Fred Jacobsen, der sidste år tog en master i ledelse.

Antoinette Kordic mener, det er et problem for diskussionerne i hovedbestyrelsen, at det er så lang tid siden, forbundsledelsen arbejdede med medier. Det gør drøftelserne for teoretiske, mener hun. Det stiller Fred Jacobsen sig uforstående over for. Det er ganske vist 12-13 år siden, han arbejdede som journalist.

»Men det er jo heller ikke det, man bliver valgt til som næstformand. DJ har besluttet, at man har to fuldtidsansatte fagforeningsledere, som bliver valgt på delegeretmødet. Jeg synes ikke, det er en rimelig kritik at sige, at vi ikke har været journalister i lang tid – for vores opgave er at arbejde med ledelse og fagpolitik.«

Selv tog det ham to et halvt år med fagligt arbejde, aftaler, forhandlinger og jobbet som leder i et stort hus, før han følte sig nogenlunde terrængående som næstformand.
»Og det er først, når du har fået det overskud, at du kan begynde at tænke nogle visioner, der forhåbentlig kommer medlemmerne til gavn.«

Spørgsmålet er, hvorfor kvinderne ikke bare forsøger at lave tingene om i stedet for at løbe af pladsen. Svaret skal måske findes i det paradoks, at de tre kvinder var blandt stemmeslugerne ved delegeretmødet i 2009. Men da hverdagen indfandt sig, var det de garvede HB-mænd, der udstak kursen. Antoinette Kordic erkender i dag åbent, at hun ikke har det magtinstinkt, der kræves for at gøre sig gældende. Karin Mette Petersen, der har siddet i mindretal på sin mærkesag om større åbenhed i offentlighedsloven, stopper, fordi hun vil koncentrere sig om journalistikken i DR. Og

Didde Elnif tror ikke nok på muligheden for forandring.
De tre er enige om at synes, at det har været spændende at sidde i hovedbestyrelsen. Samme melding kommer fra 34-årige Signe Terkelsen, der stopper efter fire år, fordi hun vil have mere tid til at freelance.
»Det er hårdt arbejde, og man skal være parat til at lægge en stor arbejdsindsats. Nogle kan sidde der i mange år, men det hænger ikke sammen for mig.«