Kan man i Sdr. Omme leve med ikke at få at vide, at generalforsamlingen i byens egnsarkiv var meget dårligt besøgt, fordi der var guldbryllup på egnen samme aften? Går livet i Hellevad videre uden nyheden om, at en agerhøne har bygget rede bag en rose på Søndervænget, hvor kræet nu ruger på 22 æg?
Ja, i Sdr. Omme kan man fint leve uden den viden. Også i Hellevad vil livet helt sikkert gå sin vanlige gang også for dem, der hverken har set billedet af hønen eller læst historien om dens rede.
Begge historier kan læses på www.jv.dk, som er JydskeVestkystens hjemmeside. Ens for begge historier er også, at de er skrevet af personer, der kalder sig journalister. Eller rettere: Borgerjournalister.
Det er ikke nødvendigt at plage sig igennem fire års uddannelse på Journalisthøjskolen i Århus, eller endnu længere andre steder, for at blive borgerjournalist. I JydskeVestkystens univers skal man blot gå ind på avisens hjemmeside, klikke sig ind på de talrige reklamer for at blive borgerjournalist, skrive navn, adresse m.v. og så i øvrigt acceptere de forholdsvis enkle vilkår, der er sat op.
Så kan man kalde sig borgerjournalist og skrive løs om alt det, man brænder for.
Dem er der mere end 1.500 af i JydskeVestkystens udgivelsesområde. De bidrager mere eller mindre flittigt til, at man ikke bare i avisens lokale udgaver af hjemmesiden, men også i redigerede versioner i papiravisen, kan læse historier, som er i familie med dem om egnsarkivet og agerhønereden.
Når jeg indledningsvis stiller det retoriske spørgsmål, om man kan leve uden de nævnte historier, så må jeg nødvendigvis også spørge, om den slags fortællinger bidrager med noget nyt eller anderledes til JydskeVestkystens læsere.
Svaret bliver så mere nuanceret. For det er helt åbenlyst, at de syd- og sønderjyske borgerjournalister kommer ud i hjørner i lokalsamfundene, hvor de professionelle journalister kun sjældent bevæger sig ud.
Historien om Sdr. Omme egnsarkiv og agerhønereden fra Hellevad vil aldrig nogensinde blive prioriteret på et redaktionsmøde. Men det er autentiske fortællinger fra præcis de mennesker, avisen meget gerne vil nå.
Ved at åbne sluserne til sine hjemmesider får JydskeVestkysten disse fortællinger helt gratis. I agerhøne-sagen sågar med et nydeligt foto. Og der er, bortset fra nogle forholdsvis simple og overskuelige retningslinjer, frit slag for alle borgerjournalister på nettet.
Journalister på avisens redaktioner beretter om en positiv sideeffekt. Den er, at de får udvidet deres kildenet. Og avisen satser selvfølgelig på brugergenereret indhold for at samle en større skare af loyale læsere omkring sig, som så spreder deres loyalitet endnu længere ud, fordi de med titlen borgerjournalist fortæller historier, som folk i høj grad kan se sig selv i.
Den strategiske satsning kan jeg godt se en ide i. Det kan vise sig at være et middel til at fastholde en position som det stærkt lokalt forankrede medie, som netop JydskeVestkysten er og gerne i endnu stærkere grad vil være.
Der er dog også problemer.
Et af dem er, om mængden og karakteren af stof, som borgerjournalisterne leverer, kan udvande det journalistiske opdrag. Hvis læserne er tilfredse med at læse det, de selv har skrevet, og det tilmed er gratis, hvad skal man så have så mange dyre journalister til? I værste fald kan der opstå et demokratisk problem, hvis den sunde kritiske journalistiske tilgang til en historie bliver trængt i baggrunden.
I tilfældet JydskeVestkysten skelner man mellem net og papir. På nettet er der fri adgang, i avisen kommer kun redigerede udgaver, efter at en professionel journalist har været inde over.
Det virker uigennemtænkt. I en tid, hvor bevægelsen går fra netop papir til net, må det da være vigtigt at skabe en tradition for, at også indhold på nettet er præget af kvalitet, og fortællingerne lever op til i hvert fald de mest fundamentale journalistiske principper.
Måske skulle man begynde med at undlade at bruge begrebet borgerjournalistik om noget, der i virkeligheden er noget helt andet. /