Hver lørdag eftermiddag stiller DRs Mik Schack spørgsmål om alt fra dårlige fødevarer til Ørestadens finansiering. Det har udløst over 600.000 lyttere til radioprogrammet Hjemmeservice og masser af reaktioner. For kort tid siden ringede hans chef pludselig på mobiltelefonen fra et gadehjørne i Rom. Beskeden var, at programmet skal lukkes.

Han har en portion lammehjerne i køleskabet. Kalvehjerne kan man ikke få fat i på grund af den engelske kosyge, konstaterer han med beklagelse. På gulvet ligger et koloreret værk, slået op på en opskrift med foie gras – postej af leveren fra and eller gås – »vil du smage?« spørger han, mens stemplet til kaffekanden listes ned. »Det er billig mad. Billigere end dårlig pizza i hvert fald,« siger han.
Mik Schack laver noget af det sidste eksklusive radio på P3. Eksklusivt, fordi han bruger en hel uge på at lave sine to båndede timer ´Hjemmeservice´, der sendes lørdag fra 16.00 – 18.00.
Mens Schack behændigt undgår at trampe på katten, forklarer han, at Danmarks Radios nye franske computerredigering ikke har gjort livet lettere. Han ynder at redigere om natten, hvor han kan låne kollegernes maskiner og dermed loade en masse bånd samtidig. Men ofte må han tage hjem med uforrettet sag – eller ringe og vække en tekniker.
»Maskinen er noget lort! Jeg vil da gerne bruge teknikken, hvis den virker. Men man skærer da heller ikke oksemørbrad ud med neglefil. Jeg står med et system, som simpelthen går ned. Jeg bruger evigheder på det.«
Mik Schack forklarer, at han i dag har mindre tid til det egentlige – at fortælle gode historier – fordi han skal være sin egen tekniker. Og i den forbindelse vil han godt aflevere en svada til sin »hundedyre« fagforening, med den »alt for fine adresse«.
»Det kan da ikke være meningen, at man skal hugge hinandens arbejde. Jeg er da tekniker i dag. Der skulle Journalistforbundet protestere. Der går da noget fra journalistikken.«
46-årige Mik Schacks program handler for det meste om mad. Han har en yderst konsekvent-journalistisk tilgang – hvis der er hældt fedstof i de præfabrikerede kartoffelbåde, ringer han og spørger producenten hvorfor dog. Programmet er drevet af indignation og nysgerrighed. Et mix, der driver over 600.000 lyttere til radioen.
»Folk kan huske, da jeg snakkede med Elsebeth Gerner Nielsen om, hvordan gyllen vælter ud fra de der storbrug, og det er derfor Mariager Fjord dør, og fisken ligger med bugen i vejret. Hun var jo miljøpolitisk ordfører for De Radikale, da jeg interviewede hende, og af landmandsfamilie. Men hun vil kun spise fisk, når hun er i Frederikshavn – ellers er den ikke frisk, siger hun. Efter det program blev landbruget sure, og statsministeren sagde, han lige havde været i en svinesti, og »det var ikke noget kønt syn!« – og så viser det sig, at det var løgn. Han havde ikke været der i årevis. Det er da …«.
Mik Schack gnægger tilfreds og sætter sig ved spisebordet.
»Eller når jeg sidder på en restaurant og en mand kommer og siger: »Min datter har lavet din kartoffelsalat til os, og den er fantastisk!« – og datteren er måske 10 år. Det er så smigrende, det er så fedt… Eller hvis jeg har lavet en ossobuco …«

Opskrift på gær
Ved siden af journalistikken optræder Mik Schack med en række bands, der kun har det til fælles, at Mik Schack spiller vaskebrædt. Også der møder han reaktioner, fortæller han.
»Eller hvis vi har været ude og spille på landet et sted, og der kommer nogle rigtigt store brød – de ligner rockere – hen og sætter sig, du ved: »Nu skal vi høre noget musik!«, den attitude ikke?!«
»Og så, mens jeg sidder der bag mit vaskebræt, så kommer de hen og åbner munden og peger … – og jeg tænker: »Puh nu får jeg bank!« Fordi jeg har sagt et eller andet forkert i radioen.«
»Og så når de helt hen, og den største siger: »Duæhh, hvor meget kærnemælk skulle der i den surdej!«
Mik Schack skraldgriner.
»Det var lige omkring det der gærvæsen, hvor jeg forklarede, at der ikke var nogen grund til at stå i kø efter det skide gær, som TV-Avisen var fyldt med historier om under strejken. Du kunne da bare lave gæren selv af noget surdej, ved at hælde kærnemælk med salt op i noget mel og lade det stå nogle dage og trække skimmel, så gærer det! Så har du da den!«
»Jeg er vild med de reaktioner. Det er altså sjovt! Det er hvem som helst, der er ingen alder på det. Det handler om at lave det ordentligt, så hører folk det. Og er det ligegyldigt, så hører folk det ikke, lige meget hvem, det er lavet til.«

Magelige journalister
Ideerne til programmet får Mik Schack ved at læse avis. Især de historier aviserne ikke forløser, kaster han sig over.
»Jeg sætter et kryds ud for en historie: Det må jeg undersøge. I Politiken var der på samme side to historier, hvor jeg ikke kunne forstå, hvor redaktionschefen var henne. Den ene historie handler om, at børn bliver federe, fordi der er færre gymnastiktimer. Børnene sidder foran computerne og trøstespiser chips og drikker Coca-Cola. Lige ved siden af, på samme side i Politiken, er der en historie om, at Peter Brixtofte, borgmester i Farum, vil forære samtlige skolebørn en computer. Men hvorfor er der ikke nogen, der sammenstiller de to historier. Det gjorde jeg så, men det var da ejendommeligt, at avisen ikke gjorde det.«
»Hvor mange journalister går ned og tager fat i de ting?! Det gør de ikke, for de skal hente børn klokken fire, og Tøger Seidenfaden kigger jo alligevel tingene igennem.«
Er journalister for uengagerede?
»Uengagerede! De er noget af det mest slatne, der overhovedet findes.«
»Det er ejendommeligt, at man ikke kan sammensætte historier og konkludere. Jeg synes også, det er mærkeligt, at journalister overhovedet ikke kan spørge om noget. De får læsset noget på blokken, og så går de over og spørger modstanderen, om det nu også kan være rigtigt. Og så får de to udsagn, som de går hjem og skriver ned, og så går de hjem!«.
»Da Danisco skulle fusionere med Cultor, et meget stort finsk firma i fødevarebranchen, sad der en hel masse journalister til pressemøde. Danisco ville sælge dele af firmaet fra – emballagedelen, Spritfabrikkerne. Men ikke én journalist spurgte: »Hvad er så tilbage?«. Jeg ringede derud og sagde, at jeg gerne ville have et interview. Men pressedamen – der i dag er journalist på TV 2 og tidligere har været på DR – sagde, at det kunne jeg ikke få: »Vi har fået den presse, vi skal bruge,« lød det. Den presse vi skal bruge!«
»Det viser sig, at det, der er tilbage, det er fødevareingredienser. Det er i bund og grund gensplejsning til færdigretter. Det handler om at få procentdelen af gensplejsning ned under den procent, der gør, at man ikke behøver deklarere fødevarerne. Det er, hvad det går ud på. Det sagde jeg i radioen: »Sådan må det være!«. Og det var det så også.«
»Journalister er magelige og bange for at blive fyret. De, den kritiske journalistik rammer, sidder i topstyrelser, der også er repræsenteret på aviserne. Selvfølgelig er der nogen, der laver noget ordentligt. Jeg generaliserer. Men der går altså for meget ugeblad i den.«

Te, så benet sover
»Efter Dianas død, hvor vi alle hadede ugebladene, er det jo alligevel ugebladenes linje, der styrer. Selv TV-Avisen er jo indimellem et ugeblad. Søndagsavisen – DRs journalistiske flagskib – har jo Maria Montell inde. TV-Avisen giver seerne en så stor kop te, at benet sover.«
»Jeg kan da godt forstå, at pladeselskabet gør det, jeg kan også godt forstå, Maria Montell vil sælge sin plade. Men jeg kan ikke forstå, at TV-Avisen gør det. Det hører hjemme i et Keld Heick-program. Hvorfor skal jeg høre om kronprinsens kærlighedsliv i TV-Avisen? Jeg betragter Søndagsavisen som stedet, hvor jeg får tung mad. Her er der nogen, der virkelig har sat sig ind i tingene, og som gider fortælle mig en god historie. Det er jo det det hele går ud på – i al journalistik.«
På Hjemmeservices hjemmeside kan man læse, at en af Mik Schacks egne yndlingsaversioner er den københavnske Metro og Ørestaden. Et emne, der også har fået sin kærlige behandling i programmet.
»Det er Danmarks største finansskandale! PFA er ingenting ved siden af. Det er total svindel. Staten og Københavns Kommune gik med på metroen, fordi den ikke kostede noget. Men den koster jo allerede ni eller ti milliarder! Og togene er ikke bygget endnu. Det ville stadigvæk være billigere at putte jord i hullerne, end at bygge det færdigt. Styresystemet til det førerløse tog er jo ikke opfundet endnu!«
Ørestaden har Mik Schack gravet i allerede, inden det kom på tale, at DR skal samles der. Dén ide styrker ikke hans begejstring.
»Det er da sindssygt, at DR skal ligge derude. Hvis Ørestaden skal være samlingspunkt for hele IT-teknologien, så er det jo det modsatte af, hvad IT står for. Du kan jo sidde i Kolding eller Holte og lave dit arbejde.«
»Jeg ved da godt, hvad DR skal derude. Problemet er jo, at der ikke bliver solgt de grunde til private virksomheder, som er grundlaget for finansieringen af metroen. Og jeg ved, at Christian Nissens kone sidder i det der IT-udvalg om Ørestaden. Og tidligere var hun økonomichef i … ja: Ørestadsselskabet. Og jeg ved, at de alle sammen kender hinanden og nok også ses privat. Men intet kan jo bevises. Og selv om det kunne bevises, så ville det jo intet forandre – det er jo det helt frygtelige,« siger Mik Schack og holder inde – han vil ikke være for voldsom i sin kritik af DR.
»De synes, jeg er en brokkerøv,« forklarer han.

Slut med Hjemmeservice
Og Mik Schack har måske god grund til at gå lidt forsigtigt. Midt i den store lyttersucces har han for kort tid siden fået besked om, at Hjemmeservice skal stoppe fra januar 2000.
»Jeg fik en telefonopringning fra min redaktør, der ringede på sin mobiltelefon fra et gadehjørne i Rom. Der fik jeg det at vide. Jeg kan ikke gennemskue det game. Normalt taler man om lyttertal, men i dette tilfælde interesserer 600.000 lyttere dem ikke.«
Baggrunden for lukningen er, at P3 skal strømlines til unge lyttere. Og weekendprogrammerne bliver de første, der skal målrettes ungdommen.
»Ideen er, at P3 skal have de unge, fordi den gruppe er på radio Voice, har man kunnet måle sig til. Og som radiodirektøren siger: »Hvis vi ikke også har det tilbud, så får vi dem jo ikke!«.«
»Jeg er ikke gal på Danmarks Radio, men jeg synes, det er forrykt! Voice er skide gode til at lave Voice. Langt bedre end Danmarks Radio nogensinde bliver. P3 er langt bedre til at lave P3, end Voice nogensinde vil blive. Derfor skal P3 lave P3 – og ikke Voice.«
Mik Schack tror, P3 taber lyttere på omstillingen.
»De helt unge er ikke vokset op med P3. De er vokset op med Voice eller Radio Viborg. Og de unge tror jeg ikke på, P3 kan få fat i – lige meget hvad. Hvorfor skulle de skifte kanal, bare fordi DR laver det samme? I sit blinde løb efter dem, der ikke er der, mister P3 dem, der er der i dag. Det kan jeg se på skuffelsen i folks ansigter, når jeg siger, at nu skal Hjemmeservice lukke,« siger Mik Schack, der midt i frustrationen også er blevet inspireret.
»Jeg vil lave en Hjemmeservice om løbet efter generationen, der ikke er der.«

Uvis fremtid
Mik Schack aner ikke, hvad fremtiden ellers indebærer. Han ved, at en chef har snerret »En fastansættelse i DR er ikke så fast, som den var engang,« da han brokkede sig. Og mens for eksempel sporten i P3 søndag eftermiddag ryger over på P4, ryger Hjemmeservice ingen steder hen. Det er slut.
Måske skal Mik Schack skifte medie. Måske vil han forsøge at transformere Hjemmeservice over i billedmediet. Schack lyder dog ikke helt afklaret på tanken.
»Det irriterende med fjernsyn er, at der kun er de givne billeder, i stedet for de billeder, lytterne selv sætter på. Det er radioens hit: Mennesker kommer hen og siger, »Nu ved jeg, hvordan du bor!« De ved, der står et citrontræ på badeværelset. At jeg henter dåser i kælderen. Jeg kan godt lide faconen – at lave lydbilleder. Jeg kan lide at bruge mikrofonen som kamera. Jeg frygter, at det snart er fortid på P3. Og det er trist.«