search

Kvalitet du gamle

Alt for få engagerer sig for alvor i det faglige arbejde. Det kan man se tegn på op til Dansk Journalistforbunds delegeretmødet den 21. og 22. april. Kun ét menigt medlem har stillet et forslag til beslutning.

Alt for få engagerer sig for alvor i det faglige arbejde. Det kan man se tegn på op til Dansk Journalistforbunds delegeretmødet den 21. og 22. april. Kun ét menigt medlem har stillet et forslag til beslutning.

Samtidig ser antallet af kandidater til hovedbestyrelsen kun ud til med nød og næppe at overstige antallet af pladser. Og de, som stiller op, er i overvejende grad mænd omkring de 50. Ikke at der er noget galt med os mænd over 40 – det kan jeg på det bestemteste afvise – men det faglige arbejde skal appellere til en bredere kreds, hvis ikke det skal gå i graven med os. Man må håbe, at flere kandidater melder sig i sidste øjeblik, så Journalistforbundets vigtigste demokratiske organ ikke blot kommer til at bestå af dem, som gider eller har ambitioner om at gøre den faglige karriere til et levebrød.

Der går næppe en dag, uden at vi hører om fyringer i mediebranchen. De nyuddannede spørger sig selv, om der er job til dem. Selv de rutinerede bliver ramt af en snigende frygt for fremtiden. Ikke blot for at blive prikket, men også for selve arbejdets indhold. Kan vi levere den kvalitet og leve op til de idealer, som vi drømte om, da vi i sin tid søgte faget?
Reelt er der gennem de seneste år kommet flere job, men i disse måneder vender det. Samtidig er antallet af platforme, som skal fyldes, eksploderet. Min påstand er, at det ikke er løn og arbejdstid, der presser os. Det er spændet mellem den faglige fordring om at dobbelttjekke, at gå i dybden, at være kritisk, at finde solohistorierne og at formidle med stilistisk schwung og så den hurtige hverdag. Selve den faglige identitet er på spil. Min påstand er, at det er dette kernespørgsmål, som virkelig engagerer en stor del af medlemmerne i Dansk Journalistforbund. Når forbundet forsømmer at tale til medlemmernes stærke identitet i deres fag, daler engagementet. Og så risikerer det faglige arbejde at blive en nichebeskæftigelse for en mindre gruppe af ældre mænd.

I Journalisten nummer 02 gennemgik vi samtlige HB-referater siden delegeretmødet 2007. De viste, at der kun én gang var blevet talt om ytringsfrihed og journalistisk kvalitet. De populære emner var overenskomster, aftaledækning, ophavsret, efteruddannelse, ligestilling, pensionsordning og kommunikation. Vigtige emner, som hver for sig også hænger sammen med kvalitet i arbejdslivet. Men selve den grundlæggende udfordring af fagets kerne sætter hovedbestyrelsen ikke ord på. »Det er ikke et velkomment emne,« som pressefotografernes formand, Lars Lindskov, sammenfattede det med en tilføjelse om, at det burde det være. Det har han ret i.

Derfor er det også glædeligt, at emnet ser ud til at komme på dagsordenen i år. Fem ud af de 15 kandidater, som har meldt sig i Journalisten denne gang, nævner kvalitet som en mærkesag. I 2007 var der ingen, som gjorde det. Samtidig er det et godt signal, at DJ's beretning forholder sig til kvalitet: "Det er ikke nok at sige: 'Sænk ambitionsniveauet'," lyder det. "For det er journalisten, der står med en byline, er direkte på skærmen eller har sin stemme i radioen." Diskussionen kan begynde. Mit håb er ikke, at Dansk Journalistforbund bliver forvandlet til en meget lang udgave af Mennesker & Medier på P1. Den svære udfordring er at forvandle diskussionen om kvalitet til konkret politik og deraf følgende krav til arbejdsgiverne og det politiske system.

Ellers får forbundet alvorlige problemer med at skabe det nødvendige engagement i en stadigt større demokratisk organisation med masser af kredse og grupper. Og så risikerer vi, at de yngre fyrtårne, som brænder mere for journalistik end for overenskomster, ser fagforeningsarbejde som en karrierevej for ældre mænd frem for noget, de brænder for.

Kvalitet du gamle!

Alt for få engagerer sig for alvor i det faglige arbejde. Det kan man se tegn på op til Dansk Journalistforbunds delegeretmødet den 21. og 22. april. Kun ét menigt medlem har stillet et forslag til beslutning.

Alt for få engagerer sig for alvor i det faglige arbejde. Det kan man se tegn på op til Dansk Journalistforbunds delegeretmødet den 21. og 22. april. Kun ét menigt medlem har stillet et forslag til beslutning. Samtidig ser antallet af kandidater til hovedbestyrelsen kun ud til med nød og næppe at overstige antallet af pladser. Og de, som stiller op, er i overvejende grad mænd omkring de 50. Ikke at der er noget galt med os mænd over 40 – det kan jeg på det bestemteste afvise – men det faglige arbejde skal appellere til en bredere kreds, hvis ikke det skal gå i graven med os. Man må håbe, at flere kandidater melder sig i sidste øjeblik, så Journalistforbundets vigtigste demokratiske organ ikke blot kommer til at bestå af dem, som gider eller har ambitioner om at gøre den faglige karriere til et levebrød.
Der går næppe en dag, uden at vi hører om fyringer i mediebranchen. De nyuddannede spørger sig selv, om der er job til dem. Selv de rutinerede bliver ramt af en snigende frygt for fremtiden. Ikke blot for at blive prikket, men også for selve arbejdets indhold. Kan vi levere den kvalitet og leve op til de idealer, som vi drømte om, da vi i sin tid søgte faget?
Reelt er der gennem de seneste år kommet flere job, men i disse måneder vender det. Samtidig er antallet af platforme, som skal fyldes, eksploderet. Min påstand er, at det ikke er løn og arbejdstid, der presser os. Det er spændet mellem den faglige fordring om at dobbelttjekke, at gå i dybden, at være kritisk, at finde solohistorierne og at formidle med stilistisk schwung og så den hurtige hverdag. Selve den faglige identitet er på spil. Min påstand er, at det er dette kernespørgsmål, som virkelig engagerer en stor del af medlemmerne i Dansk Journalistforbund. Når forbundet forsømmer at tale til medlemmernes stærke identitet i deres fag, daler engagementet. Og så risikerer det faglige arbejde at blive en nichebeskæftigelse for en mindre gruppe af ældre mænd.

I Journalisten nummer 02 gennemgik vi samtlige HB-referater siden delegeretmødet 2007. De viste, at der kun én gang var blevet talt om ytringsfrihed og journalistisk kvalitet. De populære emner var overenskomster, aftaledækning, ophavsret, efteruddannelse, ligestilling, pensionsordning og kommunikation. Vigtige emner, som hver for sig også hænger sammen med kvalitet i arbejdslivet. Men selve den grundlæggende udfordring af fagets kerne sætter hovedbestyrelsen ikke ord på. »Det er ikke et velkomment emne,« som pressefotografernes formand, Lars Lindskov, sammenfattede det med en tilføjelse om, at det burde det være. Det har han ret i.

Derfor er det også glædeligt, at emnet ser ud til at komme på dagsordenen i år. Fem ud af de 15 kandidater, som har meldt sig i Journalisten denne gang, nævner kvalitet som en mærkesag. I 2007 var der ingen, som gjorde det. Samtidig er det et godt signal, at DJ's beretning forholder sig til kvalitet: "Det er ikke nok at sige: 'Sænk ambitionsniveauet'," lyder det. "For det er journalisten, der står med en byline, er direkte på skærmen eller har sin stemme i radioen." Diskussionen kan begynde. Mit håb er ikke, at Dansk Journalistforbund bliver forvandlet til en meget lang udgave af Mennesker & Medier på P1. Den svære udfordring er at forvandle diskussionen om kvalitet til konkret politik og deraf følgende krav til arbejdsgiverne og det politiske system.

Ellers får forbundet alvorlige problemer med at skabe det nødvendige engagement i en stadigt større demokratisk organisation med masser af kredse og grupper. Og så risikerer vi, at de yngre fyrtårne, som brænder mere for journalistik end for overenskomster, ser fagforeningsarbejde som en karrierevej for ældre mænd frem for noget, de brænder for.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen